Fredag d. 23. weekend var jeg paa weekend med alle danske volontoerer der er her i Honduras gennem Impact. Vi var tolv samlet i midten af Tegucigalpa hos Alvin, en amerikansk missionaer, der har dedikeret sit liv til gadeboernene i Tegucigalpa, Honduras.
Han har arbejdet paa gaden i Honduras i 11 aar. Alt hans abejde er uloennet, saa han er noedt til at klare sig udelukkende paa sponsorater fra forskellige kirkelige sammenslutninger i hele verden. Der skal alligevel noget til at man hundrede procent ligger sit eget og sin families liv i andres haender.
Alvin bor sammen med sin kone, sine to biologiske doetre og hans to soenner, som han har adopteret fra deres moedre som bor paa gaden.

Paa de 11 aar han har arbejdet med boernene i Tegucigalpa har han bl.a startet to feedingcentre i to omraader, der er lige saa fattige som Nueva Suyapa, hvor jeg arbejder, hvor boernene fra omraadet kommer og starter med en smule bibelundervisning, de synger og leger og slutter saa af med aftensmad.
Desuden har han skabt muligheder for at give gadeboernene en uddannelse. Det kan vaere som toemrer, frisoer, elektriker eller lign., men faelles for alle uddannelserne er at de ikke behoever at skulle laese og skrive. Det er kun mesterlaere, da mange af boernene hverken kan laese eller skrive pga. manglende skolegang og mange haarde og oedelaeggende aar paa gaden, hvor dagens som regel bestaar af en flaske lim man sniffer. Laererne er frivillige med det paagaeldende erverv, der kommer i perioder og laerer fra sig saa meget de kan naa.
Ca. 1 gang om ugen tager han ud paa gaden om aftenen blandt gadeboernene med noget mad til dem og snakker med dem. Forsoeger at snakke med dem og faa dem til at moede op til hans udnervisning, saa de har en mulighed for at faa et arbejde og tjene nogle penge saa de maaske ikke behoever at leve paa gaden resten af deres liv.
Han har ogsaa startet en kirke, hvor der er plads til alle, ogsaa dem der ikke helt ved hvordan man opfoerer sig i en kirke eller i det hele taget blandt andre mennesker. Boernene fra gaden er ogsaa velkomne og hvis de moeder op til en gudstjeneste har de mulighed for at faa et bad og noget rent og evt. varmere toej paa.

Da vi ankom, blev vi indlogeret i hans gaestehytte, og fredag aften gik tiden med at hygge og snakke og Alvin fortate om hvad hans arbejde i store hele gaar ud paa. En spaendende historie. Hold fast hvor har han bare opnaaet meget paa de 11 aar han har vaeret i gang, og hvor goer han bare meget for de fattige boern her i Honduras. Han er virkelig et imponerende og aabenhjertet menneske.

Loerdag formiddag var vi paa besoeg i et af statens boernehjem INHFA. Det er det boernehjem alle boernehjemsboern skal igennem, inden de kommer videre ud paa landets andre boernehjem. Her bor de i alt fra 1 dag til mange mange aar, alt efter hvor hurtigt de kan faa dem sluset ud paa de andre boernehjem.
Vi blev moedt af en flok drenge der naesten ikke kunne faa opmaerksomhed nok. Vi fik en rundvisning, hvor vi startede hos de helt smaa fra 0-2 aar. Der var 4 boern paa det tidspunkt, en lille dreng paa 5 maaeneder der var der fordi begge hans foraeldre var i faengsel, en anden pga. prostitueret og alkoholiseret mor, og en pige paa omkring 1,5 aar, hvis historie nok roerte mig mest, hun var der fordi hun blev banket derhjemme af sine foraeldre...hvordan kan man faa sig selv til at banke saa lille og uskyldigt et barn!?
Boerne hjemmet fra delt op i mindre huse for de smaa drenge, mellem drenge, smaa piger, mellem piger og store piger og saa de helt smaa, som vi startede hos. Da vi kom ned til de smaa piger, sad der en stoerre pige paa omkring 13. Jeg undrede mig over hvorfor hun var der, og fik at vide at hun var gravid. En tretten aarig boer da ikke vaere mor, og da slet ikke paa et boernehjem!
Vi sluttede af med at lave perlekaeder, foerst med de smaa toeser og bagefter med de store, mens drengene spillede fodbold med nogle af drengene fra hjemmet.

Efter frokost var vi paa besoeg i feedingcentrene. Det foerste saa vi bare hurtigt, men i det andet sang vi med boernene, baade spanske og danske sange, vi legede twister med dem og fik snakket en masse inden maden blev serveret. Den aften bestod den af en groed der lignede risengroed, som de hver fik en kop fuld af. Det er ikke gourmetmad eller supersize portioner, men boernene er glade for det de faar og nyder hver en mundfuld.

Efter aftensmad tog vi paa gaden med Alvin. Det foerste sted vi kom til var det foerste syn der moedte os en tynd, tynd pige der kom vaklende hen mod minibussen, hun var vind og skaev af lim og helt sloeret i oejnene. Hun hjalp os ud af bussen ved at raekke haanden frem og stoette os, og hilste os velkommen. Lidt efter lidt kom flere og flere hen og hilste. Nej, hvor var det barskt! Lugten af lim paa gaden var saa kraftig at man blev helt tung i hovedet. Mange af de unge der lever paa gaden ser meget aeldre ud end de egentlig er pga. af mange aars haergende liv paa gaden, med stoffer og prostitution.
Vi stillede os paa raekke og delte broed med mantequilla og kaffe ud til dem alle. De var meget snakkesaglige og synes det var vaeldig hyggeligt med besoeg og delte flittigt krammere ud.
Vi moedte mange soede boern og unge, rare og hyggelig, men det var trist og barskt at opleve det paa saa naert hold. Lidt som en film om gadeboern, men uden mulighed for at trykke paa fjernbetjeningen for at faa det til at stoppe, og heller ikke mulighed for at vende ryggen til og se den anden vej. Man var der, og alle de barske billeder var pludselig hele vejen rundt om en. Vi moedte bl.a. en mor paa 21, hun havde 4 boern og den femte var paa vej, vi moedte en 16 aarig pige med AIDS i udbrud og et meget kort liv tilbage, vi moedte smaa drenge paa ikke andet end 4-5 aar og mange alt for unge prostituerede og gravide piger, taenk hvis man kunne tage hver og en under sin vinge og hjaelpe dem. Sikke en verden vi ville have.

Weekenden sluttede af med et besoeg i Alvins kirke soendag formiddag. En noget anderledes kirke end den meget konservative i Nueva Suyapa. Der var playback-musik, og alle sang med saa godt de kunne, der blev danset mens vi gik rundt i en lang raekke i kirken og saa blev der praedket. Der var nogle af dem jeg havde set dagen foer ved feedingcentrene der ogsaa var moedt op.

En fantastisk weekend med mange nye indtryk og livsbekraeftende oplevelser.