Loerdag havde vi bestilt tur til Guatemalas mest aktive vulkan Pacaya.
Vi blev hentet kl 6.00 om morgenen af en minibus (Knud-Erik og jeg havde forstaaet kl 7.00, saa vi fik pludselig travlt). Turen derop var noget slingrende og bumpende, men med lettere kvalme ankom vi i god behold ved billetkontoret.
Vores Guide hed Juan og var veldig flink og dygtig. Han snakkede stort set kun spansk, saa jeg sugede til mig og forstod ogsaa det meste af det han forklarede. YES!

Det var en lang tur derop (ca 5 km op ad bakke), men uden tvivl, det hele vaerd. Pacaya er et fantastisk syn. Den er omkring 2500m hoej og helt sort af aske. Pa jorden omkring den ligger der tykke lag af lavasten der endnu er meget varme, det ryger op af toppen og der kommer kommer MEGET varm flydende lava ud af siden paa den. Man kan se varmen i luften naar man gaar rundt. Det var virkelig et imponerende syn og en helt speciel oplevelse...det er jo kun noget man ser paa fjernsyn...

Om soendagen skulle vi med bus til byen Panajachel hvor Lago Atitlan (en soe) ligger.
Vi blev hentet i bus kl 7.00 i stedet for kl 8.00 som der stod paa vores seddel, saa der var endnu engang lettere panik. Men fik dog lige ti min ekstra af manden da jeg svattede i en mudderpoel undervejs ud af porten...OEV!
Da han kom tilbage maatte vi forsoege at guide ham hen til hvor Kitt og Therese bor ud fra en prik paa et kort. Vi havde ikke vaeret der foer, men vi kom da derhen. Kitt stod heldigvis ude paa gaden og vidste hvor Therese boede saa vi kunne faa fat i hende og vi kom endnu engang alle med...

Det var 2,5 time i meget slingrende bus gennem haarnaalesving i bjergene uden morgenmad og de kunne selvfoelgelig ogsaa overhale i haarnaalesvingende. Vi var glade da vi naaede hele frem!

Vi ankom lettere svimle og med en smule kvalme og skyndte os at finde en restaurant og faa noget morgenmad. Bagefter tog vi en baad til Santiago. Vejret var skoent. Solen skinnede og der var naesten ingen skyer paa himlen og det var dejligt at komme ud paa soeen og blive blaest godt igennem. Der ligger i alt 12 byer omrking soeen og er alle opkaldt efter apostlene, hvor Santiago er en af dem.
Santiago var noget anderledes en Antigua med mange faldefaerdige og simple huse og vi saa ikke mange turister. De fleste lokale gik med deres meget flotte farverige nationaldragter.
Der var virkelig mange smaa mennesker, og vi ragede langt op over maengden.
Da vi skulle tilbage til Panajachel var skyerne begyndt at traekke sammen og det var saa smaat begyndt at dryppe lidt. Der var ogsaa flere boelger paa soeen nu saa det blev til at par flyveture over boelgerne og vi skreg af grin...det kan jo ikke betale sig at saette farten ned, uanset hvor mange og hvor hoeje boelger der er...
Vi var allerede tilbage i Panajachel kl 13.30, saa vi havde god tid inden vi blev hentet kl 16. Vi spiste frokost og gik en tur gennem byen. Der var mange restauranter og souvenirboder og herfra koerer der ogsaa diskobusser (lokale, meget farverige rutebusser med diskolys foran og MEGET hoeje horn, som ikke saa sjaeldent er i brug...
Vi var tilbage omkring kl 15.40 for at vaere i god tid og vi ventede....og ventede...og ventede...og ventede og det begyndte at regne mere og mere og ingen af de busser vi havde spurgt ville kendes ved den seddel vi stod med, der gerne skulle vaere vores billet hjem...vi manglede bare en trist melodi fra at vaere sikre paa at vi var med i en trist amerikansk film.
Tilsidst besluttede vi at vi maatte forsoege at goere noget andet hvis vi skulle naa hjem inden det blev moerkt. De fleste ville have 8-12 dollars for at koere os hjem, lidt dyrt oveni de 8 dollars vi i forvejen havde betalt, saa vi satsede paa diskobusserne, men den sidste var koert, men fandt en med minibus som gerne ville koere os hjem. Vi fik os forhandlet frem til 300 quetsales (ca 280 kr.), lidt dyrt, men trods alt billigere end at overnatte. Vi kom afsted kl 17.30 og efter kort stop ved hans familie, gik det staerkt derudaf gennem bjergene og haarnaalesvingene.

Undervejs stoppede han ved en aeldre dame og hendes lille datter, og forklarede os paa spansk at hendes datter var syg og at de var paa vej til hospitalet, men deres bil var brudt sammen, saa vi koerte dem derhen. Stakkels lille pige, hun saa ikke ud til at have det godt. Jeg tror hun var omkring 9 aar.

Snakken gik og der blev diskuteret boeller, banditter og hvid slavehandel, men vi blev enige om at han virkede flink og paa tegn og steder vi kunne huske fra udturen kunne vi se at han koerte den rigtige vej.
Vi var godt tossede da vi havde gaaet rundt der i regnvejr i et par timer uden at finde den allerede betalte bus, saa der skulle bare heller ikke komme mere i vejen!!!

Vi ankom til Antigua ca 19.20 og var lettede, glade og trygge ved at se Antigua og de kendte gader igen...