I dag besluttede vi at tage til White Face Mountain, der er en af atraktionerne i området hvor Karen bor. Det hænger sammen med at der i 1980 blev holdt vinter OL i Lake Placid, der ligger i nærheden. White Face er 4867fod højt(ca 1,6km) og fra toppen kan man(i godt vejr se til montre). Vi havde fået udleveret en rute af Karen så vi kunne køre rundt uden at skulle køre tilbage ad samme vej som vi kom op.

Vi skulle for at komme til bjerget igennem byen Lake Placid der ligger ved en sø, heraf navnet. På vejen til den stødte vi på et vandfald, hvor vi holdt et lille hvil før turen atter gik videre.

Da vi kom til Lake Placid gik vi en tur i gaderne, der var mange turister ligesom os, byen er fuld af bygninger fra OL og de tager stadig penge for at vise folk rundt på bl.a. skihopbakke. Lige da vi skulle til af sted, begyndte det at regne og vi måtte småløbe til bilen.

Vi blev nød til at spise frokost i bilen, men humøret var stadig højt. Da vi var færdige kørte vi det sidste stykke til White Face. Her skulle man køre ad Whiteface Veterans Memorial Highway, en highway dedikeret til soldaterne fra 1. verdenskrig. Denne vej blev færdig i 1935 og kostede 1.250.000$, de forstår at hylde deres soldater. I dag har mange hus og biler gule sløjfer på, for at vise at man støtter de amerikanske soldater i Irak.

Da vi nåede foden af White Face, skulle vi betale for at komme det sidste stykke op, damen i toldboden fortalte at der var 0 visibility(ingen sigtbarhed), hun kiggede forundret på os da vi sagde at vi gerne ville op alligevel. Der var 5 miles til toppen, lige op i himlen. De første miles gik det fint, man kunne godt se lidt, men da vi kom længere op kunne man intet se, hverken ud over kanten eller frem for sig. Hvis man ikke havde højdeskæk kunne man hurtig få det, da det er meget ubehageligt at vide at der er 300 meter ned men at man kun kan se 25 p.g.a tågen. Da vi nåede så langt vi kunne med bilen, kunne vi have gået det sidste stykke, men vi besluttede at der ikke var det værd da man intet kunne se. Så vi kørte langsomt ned igen, selv om at vi næsten ikke kunne se noget var det en oplevelse, som vi aldrig glemmer.

Skrevet af Susanne og Robert