1 - 2 marts

1 marts
Stammefolk + marked

Idag vågnede vi alle op med ondt i halsen og snotnæse og bebrejder kulden i bjergene fra dagen før - vi kan slet ikke tåle kulden længere! Men heldigvis gik det bedre i løbet af dagen. Vi gik ned og fandt morgenmad og læste vores nyindkøbte lonely planet bog om Laos imens vi spiste. Fra onsdag til fredag skal vi nemlig bo i Laos. Nok er det ikke mange dage, men vi håber det er nok til at få en fornemmelse af landet og bare nyde naturen som skulle være helt fantastisk der. Efter morgenmad fandt vi en songtaw som vi fik til at køre os ud til Long Neck stammen. Her betalte vi 500 Baht, som går til stammen og så kunne vi gå rundt og snakke med dem og tage billeder. Vi lærte at de begynder at få ringene på når de er 2 år og at de maks kan få 32 ringe på. Det er ikke noget de bliver tvunget til og de kan selv vælge hvordan det skal foregå. Nogle af kvinderne havde også ringe på lige under knæene - det havde jeg aldrig hørt om før og det så virkelig ubehageligt ud. Vi snakkede med en som sagde at det nogle gange gjorde rigtig ondt at have dem på, især når de sov. I landsbyen havde de en skole og selv de små børn snakkede helt vildt godt engelsk og i skolen hang der billeder af unge hvide piger, som vi gættede på havde været nede for at undervise i engelsk. En anden speciel ting ved stammen var at de havde en kristen kirke og i skolen hang et kors, men vi fandt aldrig ud af om det var en kirke der var doneret til stammen eller om de selv havde valgt at have en kristen kirke. Men det var meget specielt at se Jesus hænge på korset i en kirke midt ude i bjergene i nordthailand. Landsbyen lever af turister, både af indgangsbilletten og alle de ting man kan købe af dem som de selv laver. Bla. væver de, laver smykker, træfigurer, tæpper, sko, hatte, sæbe, tøj og andet tingeltangel. Jeg købte et par sko, to træfigurer, en lille elefantnøglering i træ og et armbånd. Og alt man køber er med til at støtte hele landsbyen. Vi prøvede også at løfte sådan et bundt ringe som de går rundt med og jeg begriber ikke hvordan de kan gå med dem! Det er så tungt og jeg syntes det er imponerende at de kan stå oprejst - de må have uffattelig ondt i nakken og ryggen hele tiden.

Efter vi havde shoppet amok i landsbyen og taget en masse fine billeder kørte vi tilbage til Chiang Mai, hvor vi bestilte  billet fra Nong Khai(en by tæt på grænsen til Laos) til Bangkok og vores billet fra Bangkok til Samui fik vi også bestilt. Det var et værre hurlumhej og billetdamen måtte ringe frem og tilbage, men nu er det lykkedes os at komme fra Nong Khai kl.19 fredag aften så vi er i Bangkok tidlig morgen. Og så har vi lørdag og søndag i Bangkok og søndag aften tager vi igen et nattog og er hjemme på Samui mandag morgen kl.10, hvor vi er nødt til at misse undervisningen.

Resten af aftenen brugte vi på afslapning, spisning og natmarked. Natmarked var super hyggeligt og vi fik igen shoppet en del :)  

2 marts
klatring + afrejse fra Chiang Mai

Vi blev hentet kl.7.30 fra Malak Guesthouse og kørt hen til klatrecenteret med alle vores tasker og nyindkøbte ting. Cecilie og jeg havde hver købt en kæmpe grim lyserød plastik-sæk-pose, som vi havde alle vores indkøb i. Derudover havde jeg også mit billede at slæbe rundt på, som er pakket ind i et stort rør. Så med vores 3 rygsække, 2 lyserøde posetasker, håndtasker og et paprør fyldte vi hele songtaw'en og manden der hentede os gloede også en smule. Da han hentede os sad vi udenfor og han gik direkte forbi os ind i guesthouset og ledte efter nogle der lignede klatrere mere end os, tror vi. Og da han fandt ud af at det var os, så han noget misfornøjet ud. Vi blev kørt hen på klatrecenteret, hvor vi kunne stille alle vores tasker imens vi var ude at klatre. Så prøvede vi udstyr: hjelm, sko og "seletøj" og derefter udfyldte vi nogle papirer hvor vi i bund og grund skrev under på at hvis der skete os noget eller hvis vi døde var det ikke selskabets skyld - godt at vi har en fantastisk forsikring der dækker alle vores aktiviteter!

Det tog en times tid før vi var ved Crazy Horse bjerget(navnet: på toppen af bjerget er to klippestykker, som ligner en skør hest). Vi var midt ude i skoven og det eneste der var her, var et par overdækkede hvilepladser og et lille toiletbygning. Man oplevede ikke helt at der var nogle menensker, for alle var oppe på bjerget et sted og hvis man kiggede godt efter kunne man godt se dem deroppe. Debbie, Cecilie og jeg fik to instruktører, hvilket overraskede os fordi vi havde hørt fra de andre da de havde klatret i Krabi sidste friuge, at de kun havde haft en til en stor gruppe. Så vi blev positivt overraskede over at vi havde 2 når vi kun var 3. Før vi gik mod klatrestedet skulle vi tage vores udstyr på, minus skoene, på og derefter gik vi i ti minutter og nåede et sted, i skyggen heldigvis, hvor der var 3 forskellige ruter lige ved siden af hinanden. Vores instruktør Ooan fortalte at de brugte det franske niveausystem og at de første to ruter vi skulle klatre var niveau 5a som var den nemmeste. Niveauerne hedder 5,a,b,c - 6,a,b,c og helt op til 9,a,b,c. Til at begynde med skulle vi lære at lave det knob som var det der skulle holde os i live, hvis vi skulle falde ned - så det koncentrerede vi os meget om at lære! Derefter lærte vi de forskellige kommandoer der er imellem den person der klatrer og den der holder klatrerens reb. Og vi lærte hvordan man er den der holder klatrerens reb(Belayer). Efter vi havde lært det gik Debbie og Cecilie sammen med den ene instruktør og Debbie begyndte at klatre. Imens klatrede jeg op ad bjerget 5 meter ved siden af. Man startede med at tage klatresko på og kridt på hænderne og så kaster man sig ellers bare ud i det. Og jeg elskede lige med det samme - det var vildt sjovt og så fedt og jeg ville bare prøve igen med det samme da jeg kom ned!!! Det er en kanon fornemmelse når man efter at have prøvet at finde steder at træde og holde fast og man måske ikke synes at der er nogle steder man kan få fat og man så alligevel kommer til tops! Man er fuldstændig sin egen herre og nu kan jeg nemt forstå hvorfor folk bliver så afhængige af det - det er noget af det fedeste jeg nogensinde har prøvet!

Efter Debbie var det Cecilies tur og i starten var hun ikke særlig vild med det, men med tilråb fra alle os nede på jorden klatrede hun helt til top og det var så flot! Og selvom hun i starten ikke var vild med følelsen af ikke at have kontrol over situationen, var hun glad for at hun klatrede hele vejen op. Da Cecilie var kommet ned byttede vi klippe, så imens Cecilie lige fik en pause inden de skulle klatre, klatrede jeg den de lige havde prøvet. Og igen nød jeg det bare, men denne gang var det endnu federe, fordi der stod fire personer på jorden og råbte hvor flot det var og hvor godt jeg klarede det. Og så finder man lige pludselig ud af at meget af styrken sidder i hovedet og ikke i musklerne. De 5a ruter vi klatrede først var ca 10 meter høje, men fordi de gik skråt var de rimelig lange. Da jeg var kommet ned fra den anden rute spurgte Ooan mig om jeg ville prøve en der var sværere og jeg kunne overhovedet ikke få udfordning nok lige på det tidspunkt så jeg skyndte mig at sige ja!

Efter jeg havde fået en kort pause og en halv liter vand begyndte jeg på tur nummer 3 og denne rute var ikke ligesom de andre, det var to klippevægge over for hinanden og afstanden mellem dem svingede mellem 1-2 meter. Der var ikke rigtig noget at holde fast i på væggene, så for at komme op skulle man bruge begge vægge så man sad i spænd mellem dem. Det var skidehårdt og SÅ FEDT! Jeg kom rimelig hurtigt op imellem klipperne og på vejen ned spurgte Ooan om det virkelig var rigtigt at det var første gang jeg klatrede for han kunne ikke forstå at jeg kunne gøre det så hurtigt. Og jeg har aldrig prøvet det før, så at de gik så nemt og at jeg var så vild med det gjorde det bare til en endnu større succesoplevelse! Debbie prøvede også den svære, men et stykke fra toppen kunne man nedefra se hvor meget hendes ben rystede og syrede fuldstændig til, så hun var nødt til at komme ned igen, hvilket hun var rimelig arrig over. Da Debbie var kommet ned spurgte Ooan mig om jeg ville prøve igen så jeg kunne få nogle billeder af det(første gang klatrede de andre). Jeg sagde selvfølgelig ja, ikke pga billederne, men fordi jeg slet ikke kunne få nok. Turen var endnu nemmere end før og på mindre end 5 minutter var jeg oppe og nede igen og syntes stadig det var fantastisk! Da jeg kom ned pakkede vi sammen og gik tilbage til de overdækkede hvilesteder hvor vi spiste frokost og vurderede os selv til at ramme en 10'er på "at-være-beskidt-skalaen": tøjet var fyldt med støv, kridt og mærker fra udstyr, håret var en høstak, fødderne var rimelig klamme og hænder og negle var fuldstændige ubeskrivelige beskidte - men vi havde det så fedt! :)

Efter frokost trekkede vi op til et sted hvor vi skulle rapelle ned i en 55 meter dyb grotte og efter en hård svedende trekketur derop nåede vi den og en efter en rappellede vi ned. Jeg synes det gik alt for langsomt og prøvede derfor at skubbe mig selv ud fra klippen med fødderne, for at jeg kunne hoppe lidt mere. Men det var ikke en flad væg vi skulle ned af, og det var først på de sidste 5 meter at man kunne se bunden. Så mit hopperi resulterede i lidt skrammer og blå mærker fordi der var klipper over det hele på vejen ned - men sjovt var det :) Da alle var kommet ned gik vi hen til det sidste klatrested, som Debbie og Cecilie ikke havde lyst til at prøve fordi deres fingre gjorde alt for ondt. Jeg tror stadig adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig fordi jeg havde ikke ondt nogen steder - endnu... Heller ikke mig fod som stadig er hævet og blå gjorde ondt. Det sidste klatrested var en niveau 6a, som den svære tur det andet sted også havde været, men denne her så fuldstændig umulig ud i forhold til de andre vi havde prøvet! Og da en af instruktørerne skulle op og sætte rebet fast døjede han en hel del med at komme op og når instruktøren synes det er svært, så bliver man altså lidt nervøs. Men det gik helt vildt godt, jeg kom desværre ikke helt til tops, men det havde jeg nu heller ikke regnet med for for at komme derop skulle man næsten hænge vandret i luften(og så avanceret var mit klatring dog ikke lige blevet på sidste par timer). Jeg var sur over at være nødt til at slippe med til sidst syrede mine arme fuldstændig til og jeg kunne slet ikke bære min vægt mere. Men det var også min klatretur nummer 5 jeg var igang med, så det var måske ikke så mærkeligt at det begyndte at gøre ondt.

Efter en rigtig fed dag kørte vi hjem til klatrecenteret, hvor vi havde fået lov til at tage et bad, fordi vi ikke kunne nå hjem på guesthouset inden vi blev hentet af en minibus. Så efter et lynbad skyndte vi os at finde en sandwich, købte noget snoller til den 12 timers køretur til Laos og efter lidt ventetid kom vores minibus. Og så begyndte turen til Laos i en meget proppet bus! I løbet af aftenen og natten tror jeg vi fik afprøvet alle sovestillinger der er mulige i en minibus. Cecilie og jeg sad foran bagagen så vi kunne ikke ligge vores sæder tilbage og det kunne Debbie heller ikke da hun sad foran en pige med afsindig lange ben. Så det mindskede i hvert fald mulighederne for at sove godt. Så vi prøvede alt andet: gulvet, som ikke fungerede fordi man ikke kunne bevæge sig når man havde lagt sig(derfor klaustrofobi!) Man kunne heller ikke ligge op ad vinduet, fordi vejen var så ujævn at man bankede hovedet ind i vinduet hele tiden. Vi prøvede alt og til sidst efter 6 timer da klokken var ved at være 24 gav Cecilie og jeg op og gav os til at snakke i stedet for. Og vi snakkede indtil vi var så trætte at vi glemte at svare på hinandens spørgsmål og øjnene ikke længere kunne holde sig åbne.