Det er underligt, så mange små hverdagsting der er helt forskellig fra DK, når man i det store hele betragter europa/vesten som en type samfund. - Har godt nok ikke været det store kulturchok at flytte herned, men alligevel når man kommer under huden og spørger ind er der en verden til forskel på, hvordan traditioner og vaner har formet sig her i forhold til i danmark.
Selv de samme traditioner med samme indhold varierer lige til strækkeligt til, at man studser og tænker: "Det var da alligevel sjovt". Forleden skulle mine samboer eksempelvis holde fødseldag for en af deres venner. Da de begge havde dagen fri, havde de besluttet sig for at overraske fødselsdagsbarnet (37 år) med en "børnefødselsdag" med lagkage og balloner. Alt sammen meget lig den danske version. Alligevel var lagkagen ikke helt den samme og skattejagt kendte de slet ikke.
Det er ikke fordi, det er den store kulturforskel, men jeg synes netop, at det er det, der gør, at det er ekstra spændende at bo i Granada. Fordi forskellen ikke er større, forledes man til at tro, at man har de samme forestillinger om en børnefødseldag, men når det kommer til stykket - især når det gælder traditioner, som helst skal være præcis som de plejer - kan man let gå galt af hinanden.
Hvis man overfører denne tanke til eksempelvis politisk samarbejde mellem lande, kan man pludselig godt forstå, hvorfor en simpel opgave kan gå hen og blive voldsomt kompliceret.
Okay måske lidt for filosofisk hen på nattetimerne, men synes virkelig det er interessant. Man lærer også noget om ens egen kultur, når det, som man tager for givet og tror er en selvfølgelighed, pludselig ikke er det for andre.
Men dagligdagen i spanien...ja..
Her spiser man for eksempel typisk ikke rigtig noget lige når man står op. Til gengæld er det normalt omkring kl 10 at spise morgenmad/ desayuno, som består af en kop kaffe og en tostado tomate (= ristet brød med tomat). Kan også bestilles med olie eller med ost og skinke, men mest normalt er nok tomat eller olie (hvilket de bruger i stedet for smør).
Det næste store måltid er comida kl 14-15, hvilket svarer til aftensmad i Danmark. Det er altid varm mad og indimellem med dessert også. Inden comida kan man få sig en bocadillo (mere eller mindre som en sandwich: lille flute med en form for kød og ingen salat).
På grund af det store måltid midt på dagen har alle lang frokostpause også kendt som siesta, ca. 3 timer. På mange kontorer osv er det dog mere normalen kun at holde en time for så at få fri tidligere. Dette er resultat af globaliseringen og at flere og flere arbejder langt væk fra hjemmet. På den måde er tre timer for lidt tid i forhold til at skulle nå frem og tilbage, lave mad osv.
Men mange steder som butikker, skoler, universiteter, biblioteker og offentlige kontorer holder fast i siestaen, hvilket gør at byen til tider synes total død mellem 2-5.
Jeg er imidlertid total fan af siestaen! I starten brugte jeg den til at få en lur efter comida, for var konstant træt og mættet med indtryk, men nu er det bare super rart som en pause midt på dagen, hvor man kan samle energi og chille lidt. For mig bliver dagen på en måde mere afslappet. Man tænker ikke så meget over, at man skal tidligt op og får en lang dag, når man ved, at man har siestaen. Så er der bare lidt timer om morgenen og lidt om aftenen, hvilket er meget mere overskueligt end 7-8 timer i træk. Tror helt sikkert at det er en måde at forhindre stress.
Om aftenen, hvilket for dem er eftermiddag, drikker man en kop kaffe med noget omkring kl seks og omkring kl ti eller elleve er der cena (aftensmad), meget ofte i form af tapas. På den måde spiser de ikke så meget hver gang men til gengæld mange gange om dagen.
En anden ting der er fantastisk ved det spanske er, at alle butikker ender på ria. Det der står foran er det de sælger i butikken - slår aldrig fejl (panderia, frutaria, carneria, pescadria...)!
En af de største forskelle forekommer mig dog at være familierelationen. Det er helt normalt, hvis ellers ens by også har muligheder i forhold til studie, at bo hjemme til man er til og med 35. 35!!!!! Det er helt vildt!
Jeg har snakket meget med de danske piger om hvor umodne spanierne synes at være, men efter at have hørt hvor lang tid man bor hjemme, kommer dette ikke bag på mig. Helt vildt! Synes af og til at diskussionerne på universitetet også bærer præg af denne umodenhed og manglende evne til at tænke selvstændigt, men ved ikke helt om det hænger sammen med ovenstående eller den dagsorden lærerne sætter. Om ikke andet går diskussionerne meget ofte på ubegrundede meningsudvekslinger frem for teorier og dermed videnskabelige begrundelser.
Nå men nok for spansk livsstil nu...er begyndt at se dobbelt....fortsættelse følger på et tidspunkt.
PS. i morgen skal jeg til fest for foråret med mine samboer (kæmpe årlig begivenhed) og så er der kun 3 dage til jesper kommer!!