Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
udveksling_granada » Beretninger » gruppearbejde, nyt intensivt kursus og weekendtur til Cordoba

gruppearbejde, nyt intensivt kursus og weekendtur til Cordoba

Så gik der en uge mere.

I mandags var jeg til en sprogtest for at finde ud af hvilket hold jeg skal på i det spanskkursus, der gælder som et af mine fag på universitetet. Ved stadig ikke resultatet, men efter som der var 8 niveauer, er jeg ret sikker på at jeg ikke behøver starte forefra, som jeg havde frygtet.

Kunne cirka udfylde grammatikken til og med niveau 3, hvilket skulle svare til A2, så det er rigtig godt (på de to uger på sprogskolen gennemgik jeg nemlig niveau A1 - det laveste - så det ville passe med at jeg kunne fortsætte hvor jeg slap).

Fra i morgen af kan vi så indskrive os på kurset, og i næste uge igen starter det op. Jeg havde troet, at det ville starte i morgen, mandag, så blev lidt trist da jeg hørte, at jeg skulle vente en hel uge. Er desperat for at lære noget mere med det samme, især grammatik da det hjælper rigtig meget i forhold til at kunne forstå teksterne. Ord kan man altid slå op, men hvis man ikke kan genkende, om det er et verbum eller ej på grund af en underlig bøjning, kan man heller ikke finde det i ordbogen.

Min indre frustration over dette, samt det faktum, at jeg efter en uge på universitetet uden mulighed for at følge det intensive spanskkursus allerede følte, at jeg ikke kunne spilde mere tid, gjorde, at jeg onsdag gik ned til imsol (spanskskolen) og tilmeldte mig en uges intensivt kursus mere.

Da jeg kun har timer på universitetet om aftenen passede det perfekt i forhold til at følge spanskkurset om morgenen og derefter tage bussen til Cartuja (universitetet). 

Jeg fik lov at starte allerede torsdag, således at jeg når at få undervisning i en uge og to dage, inden jeg skal starte på CLM (det andet spanskkursus).

Forhåbentlig kan jeg så bevise at jeg har haft ekstra timer siden testen så jeg evt kan stige endnu et niveau.

Udover spanskkurset, er fagene på universitetet også for alvor gået i gang. Mængden af læsestof og gruppearbejde synes at efterlade mit ugeskema uden tid til sjov. Der er langt mindre at se til af læsning sammenlignet med RUC, men når der ikke skal mere til end 10 sider på spansk til at holde mig beskæftiget i op til 5 timer virker det uoverskueligt! Kan ikke helt beslutte mig for, hvordan jeg skal gribe det an.

En god ting ved UGR (Universidad de Granada) er, at der er en hel del gruppearbejde. Det gør, at man har mulighed for at vise, at man er aktiv i løbet af semesteret, således at hvis man dumper eksamen, så kan læreren i visse tilfælde lade én bestå, hvis man har deltaget i gruppearbejdet.

I torsdags deltog jeg i sådan et gruppearbejde sammen med 4 andre studenrende, vel og mærke spanske. At sige at jeg deltog er at overdrive, men jeg skrev mit navn på gruppesedlen og var med til at aflevere et stykke papir med en nedskreven diskussion, som jeg ikke forstod.

På den måde er jeg sikker på det nok skal gå i de fleste af fagene, og man lærer vel også noget af for en gangs skyld at være tvunget til at være fuldstændig passiv i en diskussion...

 

I går var jeg så på en udflugt til Cordoba, arrangeret af en af de mange organisationer for udvekslingsstuderende, der er her i byen. Tog afsted sammen med Signe, en dansk pige der også går på RUC og som bor sammen med Louise (også Ruc'er), som jeg har en del af mine fag sammen med. 

Vi gav 20euro for bus tur/retur, guide rundt i byen og entré til den største moske i et ikke-muslimsk land. Det hele lød som en hyggelig tur og en god måde at tilbringe weekenden på. Desværre var vi så uheldige, at det stod ned i tårer hele dagen, at der var internationalt møde i byen og alt derfor var lukket og at de syv timer, der var afsat til at se byen, pludseligt føltes som en evighed.

Så moskeen, et torturmuseum, de gamle dampbade (det der var åbent og indendørs) og sad ellers på café og forsøgte at få varmen resten af dagen. Tror jeg skylder Cordoba at komme tilbage til sommer. Moskeen var i det mindste utrolig flot - det tror jeg var dagens højdepunkt.

 

Nu venter jeg bare på at det bliver ordentligt forår uden regn. Alle siger, at det normale vejr hernede for både februar og marts er sol og varme, men har kun oplevet dette 4 gange i al den tid jeg har været i Granada - typisk... KOM NU FREM SOL!!!

 

Nå men slutter nu med denne hilsen til solen..

 

PS. Er sindssygt så mange udvekslingsstuderende der er her. Bliver for hver uge overrasket over hvor meget engelsk man egentlig hører på gaden. Møder også hele tiden nye danskere og det er ligefør vi kan danne en lille danskerkoloni hvis vi ville. Er glad for at jeg fandt de spanske piger jeg bor med, for ellers får man godt nok ikke snakket specielt meget spansk...

Beretnings info

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd