Den 17. feb. forlod vi Phnom Penh og dermed Cambodja. I Phnom Penh fandt vi et super dejligt familieejet guesthouse. Familien var meget soede og som saadvanligt blev vores hvidhaarede boern forgudet. De aeldste i familien bestod af Tat paa 52 aar og hendes mand paa 60 aar.

En sen aften fortalte Tat med taarer i oejnene, hvordan hun, hendes mand og deres lille nyfoedte barn med snuhed overlevede tiden under Khmer Rouge. Fra 1975-1979 blev 1/4 del af Cambodjas befolkning (kaldet Khmer) udslettet paa brutal vis af Khmer Rouge. Historien kan I faa, naar vi vender tilbage.

Efter at have snuset til den gamle hovedstad Angkar (Angkar Wat) var det spaendende at se hvordan Phnom Penh saa ud. Phnom Penh er paa stoerelse med Koebenhavn (indbyggermaessigt) og saa stopper sammenligningen ogsaa. Byen er en typisk hovedstad i et uland. Ufattelig rigdom ved siden af ufattelig armod. Skrald paa gaderne som rotterne gladeligt tager sig af. I massevis af tiggere. Ingen gadeboern, men blot fordi de er jaget vaek fra byen for ikke at skraemme turisterne, der stille og roligt er begyndt at stroemme til byen.

En receptionist, der ikke har en uddannelse beloennes med ufattelige 15-40 USD om maaneden. En loen der ligger langt under de omkringliggende lande som Thailand og Vietnam.  Vi boede for billige 10 USD. Havde vi valgt et daarligere vaerelse, kunne vi have boet for blot 5 USD.  

Som ovenfor naevnt er vi nu i Vietnam, i byen Chau Doc. Vi tog en meget smuk autentisk sejltur langs Mekong og naaede frem til Chau Doc i Vietnam for 2 dage siden. Vi sejlede forbi et utal af familier, der boede i farvede langbaade og masser af glade badende boern. Livet virker saa let, saa uskyldig, naar man kigger paa disse mennesker, der naesten ingenting har. Mennesker, der lever uvidende om den store verden, de er en del af. Maaske skal glaeden i deres oejne netop findes i denne uvidenhed.  En interessant tanke mhb. paa, hvordan man opnaar et godt liv.

I eftermiddag har Amalie og Bjarne vaeret ude at sejle paa en gondollignende baad  (foereren stod op), mens Jonathan og Betina slappede af paa hotellet.

Amalie elsker at alle roerer ved hende og vil snakke med hende, og jeg mener alle. Jonathan er lidt traet af at svare paa de utallige "Hallo", der kommer mod ham mindst en gang i minuttet.  Det er dog ok nogle gange synes han. Jonathan siger, at han er glad for, at han ikke er en kendt person i Danmark.

I morgen tidlig tager vi til den skoenne paradisoe Phu Quoc, der er kendt som Vietnams smukkeste oe. Forbindelsen er, som her, meget langsom. Mht. billeder vil der derfor sandsynligvis gaa noget tid inden vi ligger ind igen.

Vi nyder livet fuldt ud. Som foraeldre maerker vi virkelig, hvordan vores boern er/aendrer sig, naar man som vi er sammen med dem 24-7.

So long. Husk at nyd hver dag - det goer vi.