Lugten, lydene og sproget var rigtig nok, jeg var tilbage i Birganj, som jeg havde forladt 2 år tidligere uden at vide noget om, om jeg nogen sinde ville komme tilbage igen. Nu stod jeg der igen, det føltes næsten helt uvirkeligt. Jeg sad der på ladcyklen, som jeg havde gjort det så tit, på vej ned mod skolen, for at mødes med de mennesker der havde gjort så stort et indtryk på mig sidst jeg var af sted. Jeg glædede mig, men jeg var også vild spændt! Nu havde der jo været andre på ”min skole” siden jeg forlod den, så jeg kunne ikke forvente at alt ville være som det plejede.

Vi bankede på porten, og der blev straks lukket op. Vi var længe ventet! Store smil, knus og kram. Det var helt overrumplende at se dem alle sammen igen. Udenfor i gården lignede alt sammen sig selv, og inde i huset var det også begrænset, hvad der havde forandret sig siden sidst. Det vildeste var vidst at spisebordet var blevet vendt om, og havde fået en ny dug på, men det var alt sammen til det bedre! Jeg fik næsten følelsen af at være kommet hjem, men samtidig skulle jeg huske på, at for Peter var alting nyt.  Men det var HERLIGT at være tilbage igen, selvom det næsten var helt uvirkeligt de første par dage.

Nu har vi så været i landet i ca. 2 uger, og den største begejstring over gensynet er ved at have lagt sig. Og det giver plads til længsel efter vestens luksuriøse liv. Derfor nyder vi det også i fulde drag, her mens vi er i Dhaka på sprogskole. Fordi selvom jeg havde glædet mig til af få ris og kylling i karry, smager kartofler og sovs jo stadigvæk godtJ Og da specielt lige nu, hvor fugleinfluenzaen spreder sig med hastige skridt. Det betyder nemlig at menuen enten står på fisk eller ged, og da ged er det dyreste for tiden, bliver det mest til fisk. Og det vækker ubehagelige minder fra sidst jeg var af sted. Lad os bare sige, at fisk ikke lige er min favorit ret. Ja, måske havde jeg næsten helt fortrængt, hvor meget jeg hadede når vi skulle have fisk, men det er jo sådanne ting man må tage med når man tager ud at rejse sådan her. Så noget særligt glædeligt gensyn med maden er det ikke blevet til endnu, også alligevel, for vi får stadig min ynglings ret til aftensmad. Ruti (små flade brød, form som en pandekage) med kartofler eller grøntsager.

Som Peter skrev for et par dage siden, har vi lige nået at komme lidt i gang over på skolen, og det var til gengæld et rigtig glædeligt gensyn med både lærer og elever! Både fordi det var skønt at se dem igen, men også fordi det var dejligt at se, at lærerne virkelig har lært meget siden vi startede i 2005. De er blevet meget bedre til at inddrage lege, sange eller anden form for kreativ undervisning. Det var virkelig opløftende at se, at det arbejde volontørerne kommer og gør, flytter noget hos lærerne. Men stadigvæk er der selvfølgelig masser af ting at tage fat i og ting, hvor man ryster på hovedet og tænker ”This is Bangladesh”. Men det er jo også charmen ved at være af sted. Ja, så vi glæder os til at komme rigtig i gang. Vi rejser hjem fra Dhaka torsdag nat, med tog vel om mærket, for jeg har snart ikke nerver til flere busture lige nu. Det bliver bare aldrig nogen god oplevelse for mig at køre med bus hernede!

Ja, men det korte af det lange er, at vores rejse sammen til Bangladesh er kommet godt i gang. Nogen ting har været et rigtig glædeligt gensyn for mig, og andre ting knap så meget, men der er ingen tvivl om at får en oplevelse for livet hernede!