Yes, så er der lidt til bloggen. Nu er vi endelig kommet til Bangladesh efter den mest crazy rejse ever.

Det startede med, Simon kørte os til lufthavnen i Hamburg. Vi tog bagagen, vinkede til Simon lidt før kl.03, gik over til svingdøren, og der opdagede vi det lille klistermærke på døren med åbningstiden, åben fra kl.04-23. Stod der uden jakke, for vi skulle jo til de lidt varmere luftlag. Heldigvis åbnede dørene en halv time før, så vi kunne komme ind i en stol og få varmen og måske sove lidt. British Airways (BA) åbnede først kl.05.00, så vi havde god tid til at, ja, hvad laver man lige i en lufthavn?

Kl. nærmede sig de 05.00, så vi kunne så småt begynde at stille os hen i kø. Og der var det så at vi opdagede at vores fly var aflyst. Tanken havde måske strejfet os aftenen før, da vi hørte om flyulykken i London, men vi havde ikke tænkt nærmere over det. Hvad skulle der så ske? Skulle vi til at overnatte i Hamborg, skulle hele ruten laves om og hvornår kunne vi så regne med at komme frem? 1000 tanker fløj rundt i hovedet på os, men inden vi havde set os om, havde British Airways fundet et andet flyselskab, som havde ledige pladser til London. Der var afrejse kl. 07.45, så det var kun en halv time senere end først beregnet.

Gaten åbenede, og så skulle der knaldes brikker! Vi var død trætte begge to, så vi sov det meste af turen til London. I London havde vi en kort pause, inden flyet til Dhaka lettede. Så vi kunne lige nå at strække benene lidt inden vi skulle ind og sidde ned de næste 12 timer. Pga. af den senere afrejse fra Hamborg, var vi nogen af de sidste der tjekkede ind, så det gav næsten sig selv, hvilke pladser vi måtte få. Ja, altså de sæder bagerst i flyet, midt i, der hvor man ikke kan ligge sæderne ned, der hvor der er kø til toilettet og der hvor motoren larmer mest. Ja, men det vigtigste var selvfølgelig også bare at vi kom godt frem.

Vi fløj kl. 10.20 og skulle lande kl. 01.55 bengalsk tid. Flyveturen startede godt, kaptajnen mente at vi ville være fremme før tid, hvis vejret ellers holdt. Og det gjorde det så IKKE! Det var blevet meget tåget i Dhaka, så vi måtte vende om og mellemlande i Delhi. Det er hvad man kan forvente i Bangladesh ved denne årstid, men det var nu lidt surt alligevel. Men hellere det end han forsøgte at lande.

Da vi langt om længe kunne komme ned i Delhi, blev vi udsat for en tålmodigheds prøve at STOR format! Første besked fra kaptajnen lød at vi skulle vente i 2 timer inden vi kunne komme ud af flyveren. Da der så var gået 4 timer, blev vi langt om længe lukket ud. Kl. var nu 04.30 indisk tid. Vi anede ingenting om, hvad der så skulle ske, vi skulle bare følge efter vores Stewart gennem lufthavnen. Også kunne vi ellers få lov til at vente igen. Denne gang var det på en bus til et hotel. Hvor længe vi skulle være på det hotel og hvornår bussen ville komme, det fortalte historien ikke noget om.

Da kl. var ca. 09.00 lå vi i en dejlig blød seng, på et rigtig fint hotel. Vi vil ikke sige det var værd at vente på, men det var guld værd at komme ned at ligge. Nu var det store spørgsmål bare, hvornår skulle vi af sted igen? Det kunne jo være rart at vide inden man lagde sig til at sove, men det kunne vi ikke få besked om. Da kl. var 14.50 vågnede vi og turde ikke rigtig sove mere inden vi vidste besked om vores afrejse. Der var kommet et brev ind under døren, hvor der stod at bussen ville køre kl. 15.30 fra hotellet. Hm…rimelig heldigt at vi lige vågnede der.

Kl. 21.30 d. 19. jan. Stod vi langt om længe i Dhaka, nu var der snart ikke mere der kunne gå galt. Også alligevel, for selvfølgelig manglede der også en af vores fire tasker. Heldigvis var det den taske med mindst tøj i, så det gik ikke så galt.

Nu manglede vi kun en crazy køretur ind til gæstehuset, også kunne vi få lov at sove en helt nat inden vi igen skulle rejse op nord på til Birganj.