Kære alle her kommer en ferieberetning fra mig til jer..

I november tog vi en tur til Nepal for at forny vores visum. Nepal er meget anderledes end Bangladesh.. Hovedstaden virmlede med andre turister og mange nepalesere gik også i vestligt tøj. Nepal er derudover et hinduistisk og buddhistisk land, så alle steder er der små og store templer hvor man kan ringe med klokken, dreje på bederullen og ofre noget sødt eller noget ris til guderne.. Vi var i Kathmandu to dage, hvor vi fik set en del af byen og et af de største budhistiske templer udenfor Tibet. Det var meget flot og rigtig specielt at være der sammen med de travle morgentilbedere som sang og mumlede i munden på hinanden. Men det vi havde glædet os mest til var at komme på trekkingtur med Himalayas bjerge i baggrunden, så vi to mod Pokhara, det næst mest turistede sted i Nepal. Egentlig er jeg normalt ikke så vild med at være superturist, men efter tre måneder i Bangladesh var det en hel befrielse at komme til et sted hvor vi faldt mere eller mindre ind i mængden og hvor de fleste (selv tiggerene) kunne tale engelsk. *(transporthistorie nr. 1) Vores trekingtur var en rundgang på fem dages vandring, de to første op, op, og atter op, og de tre sidste det modsatte.. Vi begyndte ved ca. 1000 meter og havde vores højeste punkt på 3300 meter, hvor vi havde det bedste udsigtspunkt til Himalayas kæmper (de omkringliggende bjerge var mellem 7000 og 8000 m) desværre var det tåget med regn, så vi kunne ikke se noget som helst deroppe! Så meget bøvl for bare at se gråt..! Heldigvis fik vi set bjergene på andre tidspunkter.

Efter en rigtig god tur kom vi hjem en lille uges tid for at fejre Marias fødselsdag og deltage lidt i afholdelsen af de sidste eksaminer inden vi igen havde to ugers ferie.. her kommer ferie altså bare lidt i klumper. Mens vi har været her har jeg spurgt flere hvad man bare skal se i Bangladesh og alle bengalere siger med beundring i stemmen – Cox’s Bazar. I det sydlige Bangladesh ligger verdens længste ubrudte sandstrand på 200 km.. så det var vi selvfølgelig nødt til at se. Vi skulle mødes med de to volontører fra Birganj, Helle og Steffen, i Chittagong. **(transporthistorie nr. 2) Inden vi tog afsted fra Chittagong til Cox’s Bazar så vi blodet flyde i gaderne.. til Eid-ul-Azha skal hver muslimsk familie slagte en tyr, og det foregår altså bare på "fortovet" Det var en ret mærkelig oplevelse, men egentlig synes jeg ikke det var så ulækkert, som jeg havde troet.. det kan være jeg er ved at blive lidt hærdet.. Fra Chittagong tog vi igen en bus for at komme til Cox’s Bazar, denne gang havde vi et mindre motorstop, som dog hurtigt blev kureret, så hurtigt det var ligefør bussen kørte uden Maria. Endelig ankom vi til den længe ventede strand. Stranden hvor enormt mange bengalere står i deres fine tøj, snakker og kigger ud over vandet. Der er dog nogle drenge som har forvildet sig ud i vandet kun iført shorts, men de få kvinder som også skal med i vandet gør det med både bukser, langærmet trøje og tørklæde... så der var ikke andet for os at gøre end at følge deres eksempel og bade fuldt påklædt. Det var helt specielt at mærke deres ferieglæde. For dem, selvom de vel var fra den rigere del af befolkningen, var det virkelig noget særligt og spændende sådan at være på tur.. farmand danser til den skønne musik på færgen, børnene har deres fine tøj på, der tages masser billeder (med mobilkamera) og så købes der små snacks hele tiden.. jeg forestiller mig, det må have været sådan det føltes på 60’ernes charterrejser med Spies. Med færge kom vi senere til koraløen St. Martin’s hvor vi tilbragte tre nætter. Vi fik tiden til at gå med at lede efter private badesteder (uden held), kigge efter skildpadder som skulle lægge æg (også uden held), lede efter solcreme (denne gang havde vi efter en hel dags søgen held til at finde noget ansigtscreme med solfactor) og snorkle (mine finner fald af og min maske var utæt). Heldigvis havde vi det sjovt imens og fik drukket kokosnødsaft, spist en masse lakrids og spillet rigtig mange spil, dog med skiftende held... Det var en bangla ferie, men en god banglaferie.

Alt i alt to vellykkede ferier – en bjergvandretur uden bjergudsigt og en badeferie med alt for meget badetøj.. ☺☼☻

*På vej derop var vi vidne til et trafikuheld, også i Nepal kører de ikke ligefrem efter danske trafikregler..men der kom en ambulance og det virkede ikke som om der var nogle døde, så da der var blevet ryddet op, så vores chauffør sit snit til at smutte foran i køen - og så var der slåskamp! Mange gale mænd råbte vildt op og en af dem tog gennem vinduet fat i vores chaufførs t-shirt og hev den i stykker mens en anden havde travlt med at sparke buler i bilen.. men vi sad lige så pænt, og var ikke på noget tidspunkt i fare.. heldigvis var politiet på stedet og de fik os sendt af sted på vejen, og vi ankom sikkert til vores destination.

**Maria og jeg satte os gladeligt ind i vores luksusbus.. brede sæder og benplads – så bliver det ikke bedre, og gjorde os klar til en 15 timers køretur fra Naogaon til Chittagong. Vi skulle køre om natten, så vi regnede med at være fremme ca. kl. 10 nærste morgen. Det hele gik vældig fint, vi kørte endda nogle km på en 2x2sporet vej med striber! Men det gik uendeligt langsomt, der var proppet op på vejene med busser, lastbiler og minivans. På de fleste busser sad ca. 1/3 af passagererne på taget og slumrede, og havde lastbilerne ikke flydt ladet med mennesker havde de fyldt det med køer.. vi havde nemlig valgt en af årets største rejsedage, hvor størstedelen af den bengalske befolkning tager hjem til deres landsbyer for at fejre den vigtigste muslimske højtid Eid-ul-Azha, så da vi ved 10 tiden spurgte os for, for at finde ud af hvornår vi ville ankomme, fandt vi ud af at vi kun var lidt længere end halvvejs.. Paa et tidspunkt koerte vi i 10 timer i traek uden pause.. godt vi havde faaet taget noget mad med. Vi ankom ved 23-tiden 30 timer efter vi tog hjemmefra.