Hej alle sammen.

Så fik vi endelig lige noget tid igen, så vi kunne lave en opdatering på, hvordan det går og hvad vi har lavet her den sidste måned. Vi fik sagt farvel til æselfarmen, hvilket ikke gik helt tårefrit for sig, i hvert fald ikke for vores nye veninde Mo. Hun begyndte at græde da vi sagde farvel til hende, og de andre var også kede af at vi skulle af sted. Så det er dejligt at se, at de har været glade for at have os boende. Vi var også rigtig glade for at være der, og tænker lidt på at besøge dem igen, inden vi tager fra Australien.

Vi havde besluttet os for at tage et nyt sted hen og arbejde, og weekenden inden vi skulle hen til det nye sted, fredag d. 19 til søndag d. 21 februar var vi i Port Stephens, eller nærmere betegnet Anna Bay. Vi boede på en campingplads i et tomandstelt, som vi havde købt. Teltet var stort nok til at vi begge kunne ligge i det, men  med bagagen, som også skulle være i teltet, skulle vi enten bøje vores ben eller ligge benene op på taskerne, men det gik fint nok. Det var en lille hyggelig campingplads, men nogle rigtig flinke ejere og en tam kænguru. Det var lidt sjovt, at man havde mulighed for at gå hen og ae en kænguru uden den hoppede sin vej. Om lørdagen havde vi meldt os til at komme ud og sandboarde, da området omkring har mange sandbanker, hvor det er muligt at køre i og så sandboarde ned at de høje banker. Det var camping-fatter, der stod for det, så vi blev kørt ud i “ørknen” i en 4WD, og det gik ikke stille for sig. Han kørte godt til, og vi hoppede op og ned på vores sæder, og det var virkelig sjovt! Da vi kom hen til den bakke vi skulle boarde nedad fik vi en kort instruktion også var det ellers bare at kælke ned af bakken. Det var ret sjovt, at køre nedad bakken, men noget helt andet når man skulle op igen, for det var virkelig hårdt, så man skulle lige holde en pause inden man kørte nedad igen. Efter 1-1,5 timer kørte vi videre ud til stranden,  hvor han vidste os nogle muslinger, som man kan grave op ved at man twister sine ben ned i sandet, når det kommer en bølge. Det er forbudt at tage dem med hjem, for det er vidst blevet fredet, men han vidste os, hvis man ligger dem på sandet igen og venter på der kommer en bølge, graver de sig ned i sandet igen, og det så ret fantastisk ud.

Mie havde set man kunne ride på kameler nede ved stranden, så da vi kom hjem cyklede vi derned og fik en tur på kamelerne. Det var en meget rolig fornemmelse at sidde deroppe, mens den gik, og ret sjovt at prøve.

Om søndagen tog vi til Newcastle Airport, hvor Sue, vores nye host skulle hente os og sin svigersøn. Efter to timer kom hun og hentede os alle sammen og vi kørte op mod Upper Landsdown, en lille by der lå 2,5 timers kørsel derfra. Endnu engang bliver man mindet om, hvor store afstandene er i Australien, da vi havde troet det bare ville blive en kort tur på maks. en time. Sue og Ian som vi nu skulle bo hos og arbejde for, bor i en landsby der hedder Upper Landsdown, som ligger med bjerge rundt om sig. De er pensionerede, men ser ikke så gamle ud, og har 2 huse i området, hvoraf de selv bor i det ene og vi boede i det andet. De ligger godt 2 km fra hinanden. De har køer, tyre, heste, får og kyllinger. De har en vinmark, masser af frugttræer og en stor grønsagshave med alle mulige forskellige slags grønsager og frugter. Det forsøger i det omfang det er muligt for dem at være selvforsynende, i form af æg og grønsager, nogle gange mælk og kød. Vi skulle hovedsageligt fjerne ukrudt, fra haven, frugttræerne og grønsagshaven. Vi var også ude og samle tørret græs til at stoppe ukrudtet fra at vokse op igen, og ude at samle hestepærer op, som skulle bruge som gødning (dette blev gjort med hænderne, dog havde vi handsker på). Vi boede alene i huset de to første dage, hvorefter to tyske drenge kom. Den ene havde været der før, og ville gerne tilbage, inden han skulle videre rundt i Australien. Det var hyggeligt at have lidt selskab, da aftenerne nogle gange kunne blive lidt uhyggelige når man ikke havde mennesker lige i nærheden. Huset vi boede i mindede om et sommerhus, vi havde køkken, stue, badeværelse og tre soveværelser. Dog havde vi intet TV eller internet, kun en pladespiller og en masse bøger, så det kunne til tider godt blive lidt kedeligt. Da vi boede selv, skulle vi også selv lave mad, men de sørgede for at vi havde mad i huset hele tiden, og ikke manglede noget.

Hver dag når vi arbejdede fik vi “morning tee”, som var nybagt kage og kold saftevand, som Sue havde bagt om morgenen. Dette var den rene luksus, synes vi, og en god pause midt i varmen!

Om lørdagen tog Ian og Sue os alle sammen med op til noget der hedder Comboyne Show, som var en slags dyrskue, dog MEGET lille, med forskellige konkurrencer. Kagekonkurrencer, den største frugt eller grønsag, den flotteste høne eller hunde og gederæs. Bagefter tog de os ud på en tur i bjergene, som var rundt om landsbyen. Det var noget af en tur, da vejen var rigtig dårlig og man derfor ikke kunne køre særlig stærkt, men rigtig sjovt og flot, da vi kørte gennem skoven. Vi kom til et udkigspunkt, hvor man kunne se ud over hele landsbyen, og også se deres hus, ret flot. Vi sluttede dagen af med at tage hen på en pub og drikke nogle øl. En rigtig hyggelig “familietur”! :)

Efter en uge hos Sue og Ian, tog vi videre til Byron Bay, da to af Mies veninder hjemmefra, Mia og Sara var der og vi derfor gerne ville mødes med dem. Byron Bay er en surfer by, med masser af liv og backpackere. Vi tog om tirsdagen på en tur, sammen med Mia og Sara, til Nimbin, som er Australiens svar på Christiania. Her bor rigtig mange hippier og hashvrag, og når man går gennem byen bliver man spurgt af flere om man vil købe noget hash eller nogle kager. Det er en hyggelig by, med en masse sjove butikker. Vi havde desværre kun to timer i byen, og da vi samtidig skulle have frokost, så nåede vi kun lige at gå igennem byen, vi kunne i hvert fald godt have brugt en time mere, blev vi enige om. Men der var også andre ting vi skulle se den dag. Bl.a. skulle vi besøge en mand fra USA, som havde boet i det område i 30 år og havde været skæv i ligeså mange år, så vi skulle forvente en mand på 70, med en hjerne som en 12 årig. Vi kørte ind igennem et meget tilgroet område, hvor han havde diverse underlige udstillinger med legetøj og affald. Han var en meget sjov mand, som havde en underlig tankegang og ja, bare var skæv hele tiden. Ret sjovt at møde sådan en.

Da det havde været dårligt vejr med regn, kom der endelig solskin på vores sidste dag i Byron Bay, så vi kunne komme til stranden og få noget sol, og det fik vi i hvert fald også.

Fredag d. 5 marts tog vi videre til Surfers Paradise, som navnet siger er en by for surferglade mennesker eller bare i det hele taget folk der kan lide strand og byliv. Det var noget andet at komme hertil i forhold til Byron bay, som var en lille by, så er Surfers en storby med masser af butikker og liv. Her mødtes vi igen med Mia og Sara, og valgte at tage på clubcrawl, hvor man var på 5 forskellige diskoteker i løbet af aftenen. Det var rigtig sjovt, og vi mødte også her nogle andre danske piger, som Mia og Sara havde mødt på deres tur. Resten af tiden i Surfers gik med at ligge ved stranden, kigge i butikker, og slappe af. Mandag tog vi videre til Brisbane. Vi ville gerne hurtigst muligt have et arbejde, så vi havde skrevet til en masse gårde, men da vi ikke har fået nogen positive tilbagemeldinger, har vi valgt at tage et job som jordbærplukkere. Der skal vi hen lørdag, og jobbet starter tirsdag med introduktion mandag. Her i Brisbane er der ikke så meget at se. Det er mest en storby, men da der ikke er så meget historisk ved den, går vi mest rundt og kigger i butikkerne, er på deres hjemmelavede strand og slapper af. Vi ville gerne have været af sted på job så hurtigt som muligt, men nu venter vi bare på at komme ud og plukke jordbær. Jobbet er i ca. 3 uger, men vi ved ikke om vi bliver der så længe, eller om vi smutter før. Nu må vi se.

Vi har det stadigvæk rigtig godt her i Australien, og nyder livet i fulde drag! Hvad der bringer os af oplevelser på vores videre færd, må i vente med spænding på at høre :) Håber alt går som det skal i DK, og at kulden snart vil forsvinde, så foråret kan komme til! Ha’ det godt!

Mange hilsner og tanker fra Mie og Charlotte.