G’day mates.
Vi er nu på en farm fuld af æsler og hunde. Vi laver noget der hedder WWOOF’ing, som betyder Willing Workers On Organic Farms. Der betyder, at vi arbejder, uden at få noget for det. Det vi får er kost og logi. Vi skal så kun arbejde mellem 4 og 6 timer hver dag.
The Good Samaritan Donkey Sanctuary hedder stedet. Det er et redningssted for æsler. Det bliver drevet af et ældre ægtepar, Jo-Anne og Alex. I huset sammen med dem bor en ældre dame, Mo (Morine), som er frivillig og ordner huset med rengøring og tøjvask.
De har to steder, hvor æslerne er. Gården, hvor de og vi bor, har en stald, som fungerer som hospital. Det er her vi har vores daglige gang. Så er der sanctuariet, som ligger 10 min kørsel fra gården. Det er et kæmpe stykke jord, med bjerge og marker, som er blevet doneret til æslerne. Det er stedet, hvor æslerne kommer op, når de er erklæret raske og kan klare sig selv. Der er omkring 20 æsler på gården og mellem 60-80 æsler oppe på sanctuaryet.
Vi har som sagt vores daglige gang på gården.  Vi starter dagen kl. 7 om morgenen, hvor vi, sammen med Anne, en ansat til at passe æslerne, fodrer og strigler æslerne, lukker dem ud og muger ud i deres bokse. Hvert æsel har hver deres madblanding, nogle får noget medicin i deres blanding. Nogle æsler får speciel behandling, fordi deres tilstand kræver det. Nogle er dårlige, andre har mindre skavanker, som stadig kræver speciel behandling, som de bliver nødt til at være i hospitalet for.
Efter vi har klaret vores morgenrutine, kan der være ekstra arbejde, som trænger til at blive gjort, såsom udmugning i fårehuset, pinde-fjerding fra folden, en trailer der skal vaskes, hø der skal hentes, you name it. Det vil vi så gøre bag efter, hvorefter vi har fri indtil kl. 17, hvor aftenens arbejde i stalden skal klares. I mellemtiden kan Mo eller Jo-Anne have nogle småopgaver, som de skal have hjælp til, da de ikke er så mobile. Det kan indebære ophængning/nedtagning af vasketøj, fjerne hundelorte, og andet mindre arbejde, som tager maks. en halv time. Så vi har masser af fritid, som vi kan bruge, som vi vil.
Om aftenen i stalden skal vi tage alle æslerne ind og give dem deres mad. Så er vi færdige med arbejde for den dag og skal bare vente på, at Jo-Anne får lavet mad.
De har 6 chihauhau-hunde og 1 større hund. Det kan være noget af et cirkus når man kommer ind af døren til køkkenet, med 7 hunde hoppende op og ned af en, samtidig med at der er en del af dem der gør. De har også fået os til at vaske hundene. Noget som jeg personligt ikke troede, jeg nogensinde ville komme til at gøre. Men vi blev en eftermiddag sat til at vaske alle 6 chihauha´er. Så vasken i vaskerummet blev fyldt, shampoo, hårtørrer og børsten blev fundet frem, sammen med en god bunke af håndklæder, og så var vi klar til at vaske hund efter hund. Når hver hund skulle tørres, skulle vi bruge hårtørreren til at få dem helt tørre. Vi troede det var løgn da Jo-Anne fandt hårtørreren frem sammen med børsten, men da vi selv prøvede, virkede det faktisk ret godt. Så selvom det virker mega åndssvagt nogle af de ting, de finder frem, så virker det åbenbart ret godt.
I starten synes vi godt nok der var meget, som vi skulle huske med hvad æslerne skulle have og spise og hvor de skulle ind og især hvad de hed. Vi var sikre på at vi lige ville nå at lære det inden vi rejste videre, men det kom hurtigere end vi troede, og vi klarer nu aftenerne uden hjælp. Mie havde aldrig rigtig arbejdet med dyr før, og var lidt nervøs, tror jeg, for at skulle arbejde og for hvordan det ville gå. Men hun har hurtigt fået fat i, hvordan æslerne skal håndteres, og klarer det bare super godt. Hun får virkelig udfordret sig selv på denne tur. Æslerne kan jo som sagt godt være temmelig stædige, og det har vi også oplevet op til flere gange. Hvis de ikke vil noget, gør de det ikke, med mindre man har mad, som man kan lokke dem med.
Vi nyder arbejdet med dyrene, og det lyder også ,som om de er rigtig glade for at have os her. De siger hele tiden, at de kommer til at savne os. Så det er jo dejligt.
Vi har været på indkøb sammen med Mo. Det skal lige nævnes, at Mo er verdens sjoveste gamle dame. Hun har kræft, men det påvirker hende på ingen måde. Hun er fuld af sjov, og får virkelig en til at grine. Hun kan tåle at man laver sjov med hende, for hun giver nemlig bare igen af samme skuffe eller værre. Så det har vi det virkelig sjovt med. Hun er virkelig også kræsen, hun kan ikke lide pasta eller mad med for mange krydderier i. Hvis vi får noget mad der indeholder noget af det, spiser hun ikke med.
Anyways, vi skulle på indkøb med Mo. Indkøb er en times kørsel herfra i et center. Da hverken Mo eller Jo-Anne er særlige mobile lejer de en scooter, for bedre at komme rundt. Vi var udstyret med en kæmpe indkøbsseddel, og så var det bare at komme i gang. Med to fyldte indkøbsvogne fra Woolworth og små indkøb fra andre butikker, skulle der gerne være købt ind til de næste par uger. Det var en virkelig sjov tur. Mo skulle have en kop kaffe, før hun var klar til at handle, og så skulle der sluttes af med en is. Det var en tur der tog ca. 5 timer, men vi hyggede os virkelig.  
I det hele taget hygger vi os rigtig meget her. De er virkelig søde, og hvis vi mangler noget, skal vi bare sige til. Maden er heller ikke dårlig. Den er ikke fedtfri, må vi sige, hvilket man måske også kan se på Jo-Anne, som i hvert fald ikke er på den tynde side. Aftensmaden består for det meste af hovedret og dessert. Så vi klager bestemt ikke. Alex synes også vi er sweet Danish girls. Han kommer tit forbi og siger, How are you, are you okay? Også snakker han bare de næste 5 minutter. Han arbejder oppe på sanctuariet, hvor han kører op kl. 6 om morgenen, og kommer tilbage i løbet af eftermiddagen. Nogle aftener/nætter sover han i en dansker, Ingrids hus, fordi hun er i Sydney, så skal han passe hendes dyr.
Btw så laver han sin egen øl. Homebrew! Han har vist os, hvordan han gør det. Han er meget stolt over det og så er det noget rigtig stærkt øl, mellem 6-7%
Jeg havde fødselsdag lørdag d. 13 februar, så jeg fik lov til at fejre den her på gården. Alle sørgede for at jeg fik en god fødselsdag. Mie lavede morgenmadspicnic efter vi havde været ude og ordne morgenrutinen. Vi fik lov til at holde fri resten af dagen indtil aftenenrunden skulle ordnes, for jeg skulle nyde dagen. Mie og jeg bagte en brunsviger, for at de kunne smage en rigtig dansk fødselsdagskage. Vi nød dagen med rigtig godt vejr, ca. 35 grader, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Det plejer jo at være enten sne, slud, regn eller bare koldt, så det var sjovt at have en sommerfødselsdag. Vi sluttede dagen af med at køre ind til byen og hente kinesisk mad, for der skulle lige være noget ekstra, fordi jeg havde fødselsdag, sagde de. :)

Højdepunktet indtil videre har været at få lov til at køre i bil. Vi fik lov til at køre ind til byen, for at købe noget til hegnet. Vi skiftedes til at køre, så jeg kørte indtil byen og Mie kørte hjem. Det var virkelig noget, som vi synes var virkelig sjovt. Det var lidt svært at køre i den forkerte side af vejen, have gearet i den anden hånd. Men det var en rigtig sjov oplevelse og en god måde, at prøve at køre første gang, for her er ikke så meget trafik, og vi skulle køre ligeud hele vejen til byen, så det var en god førstegangsoplevelse, og helt sikkert ikke den sidste :)

Mandag d. 15 februar kom der nogle nye WWOOF’ere. De er franskmænd og taler virkelig dårligt engelsk, så det er lidt svært at snakke med dem, men de er rigtig søde og prøver så godt de kan. Det er dog nogen gange lidt frustrerende, at de ikke forstår, hvad man siger, især når man skal lære dem, de forskellige rutiner, men vi prøver så godt vi kan :)

Planen fra nu af er at vi er her indtil fredag d. 19 februar, hvor vi tager op til Port Stephens weekenden over, hvor vi skal prøve sandboarding, som er surfing/kælkning på sand, og ellers bare hygge os. Vi har købt et telt, så vi kan bo på campingplads, da det er billigere end at bo på hostel. Søndag d. 21 februar tager vi til et nyt WWOOF’ingsted, hvor  vi skal arbejde i vinmarker, eller sådan noget. Men alt det skal I nok høre mere om.

Det var alt for denne gang, en lidt lang smøre om livet på landet hos en rigtig australsk familie. Vi nyder det fuldt ud, og har det rigtig godt.
Farvel for denne gang, Mie og Charlotte.