Hej alle sammen i det kolde nord :)

Mange tak for alle jeres mail. Det varmede rigtig meget at høre fra jer.

Og nu hvor vi snakker om varmen, så kan jeg fortælle jer at det er ulideligt varmt i Bangalore midt på dagen. Lige nu har vi omkring de 38 grader (og det bliver varmere for hver dag - Yeiks). Så vi holder os mest inden døre. Om aften og natten er der heldigvis en utrolig dejlig temperatur! Der findes ikke noget skønnere, når vi om aftenen sidder på tagterrassen - køler af i ro og fred for stirrende blikke og kæderyger. For i Indien er det ”forbudt” for kvinder at ryge offentligt. Ja jeg troede det var en joke, men ak nej... Så når min roomie Dagmar fra Schweiz og jeg kan se snittet til det, så bliver der lige inhaleret et par cigaretter i streg.

Ha det er faktisk sjovt, så hurtigt man vænner sig til at tale engelsk. Selv Arman og jeg snakker engelsk til hinanden, for at der ikke er nogen der skal føle sig udenfor. Så lige nu sidder jeg faktisk og spekulerer over, hvad dælen det og det nu lige hedder på dansk.

I går havde jeg så min første arbejdsdag. Efter hvad Dagmar havde fortalt mig, så havde jeg forestillet mig det værste mareridt. Jeg ved godt det lyder ondt, men jeg tænkte faktisk over, om man nogen siden kunne komme til at holde af så deforme og grimme børn. Men endnu en gang skulle jeg blive klogere.

Børnehjemmet består af ca. 35 børn og alle har enten et psysik eller fysisk handicap - eller begge dele. På nuværende tidspunkt kender jeg ikke alle fagudtrykkene, men ca. 12 af disse børn laver ikke andet end ligge på gulvet dagen lang og kan ikke bevæge sig ret meget. Det er vist det der kaldes spastiske lammelser. Det er virkelig frygteligt, for det er som om nonnerne har opgivet dem. Der kommer en fysioterapeut en gang om dagen, men hun har kun tid til de lidt bedre børn. De resterende børn består af en ret blandet landhandel. Der er en mongol, et par stykker som er normale i hovedet, men har deforme ben, der er 2 blinde piger og resten er retarderede, har kæmpe hoveder osv.

Der er faktisk kun ganske få, der kan gå normal. Der er også en baby afdeling med sunde og raske børn, men vi må ikke gå ind p.g.a. smittefare. Hvem der skulle smitte hvem og med hvad vides ikke, men inderne har også en lidt speciel tankegang.

Med det samme vi åbnede lågen, væltede frem med forhutlede unger, der straks ville holde i hånd med mig, og de var lige ved at komme op og slås, fordi jeg kun havde 2 hænder.

Arbejdstiden er fra 8.00-13.00 og vi starter dagen med at ”fodre” dem der bare ligger og intet kan selv. Herefter slæbes de ind i i et rum for sig selv. Så henter vi de andre børn og tager dem med udenfor og leger med dem. Nej faktisk så leger vi ikke med dem, for de kan ikke lege. De vil bare op og putte lidt og rykke i mit lyse hår (av). Så holder vi velfortjent pause og får indisk te og tørre kiks. Der leges lidt igen. Så er det fodringstid igen. Herefter puttes de i seng til et lille lur og så har vi fri.

I går var virkelig en dejlig dag på børnehjemmet. Vi hyggede os rigtig, og det er dejligt at se at de bliver SÅ utrolig glad for bare 2 minutters opmærksomhed. Lidt svært kan det være når man har 6 unger på skødet og alle vil op og sidde. For så kan de godt finde på at være rigtig onde ved hinanden for at få min fulde opmærksomhed. Hmm der går ikke lang tid før man glemmer man at de ikke ser normale ud. De vinder ens hjerte for de har alle de dejligste smil.

I dag var virkelig en hård dag på arbejde. Nogle gange måtte jeg knibe mig i armen, for det var virkeligt vanvittigt. Vi starter jo med at fodre spastikerne. De er for tunge til, at vi kan sidde med dem. Så de ligger på vores knæ, og så er det bare med at hælde det det mest ulækre grødagtige stads i halsen. Jeg har virkelig så ondt af dem, for det er bare ikke et værdigt liv at have. De kan INTET og jeg mener INTET.

Jeg kommer til at fodre en af de lidt stører børn, og han hoster og hakker i det. Pludselig kommer jeg til at se mig omkring, og opdager at de bare ligger der i en pøl af eget tis og afføring. Det var simpelthen ikke til at bære.

Hvis du har sarte nerver læs ikke nedenstående!!!

I dag har jeg nemlig fundet ud af at bleer ikke eksisterer på børnehjemmet. Hvis der laves number 1, får de bare rent tøj på (de bliver ikke vasket!!!!), og hvis der laves number 2 bliver de lige skyllet og kommer i rent tøj. Så i kan tro jeg er glad for at have forklæde på – you never know.

Jeg ved ikke, om de har fået noget at spise, de ikke kan tåle, men i dag har virkelig været slem. Især når de andre børn begynder at kravle rundt i det. Puha badr.

En anden skrækkelig observation er, at de ansatte på børnehjemme vil ikke give børnene vand. For så skal de jo tisse hele tiden!!!! Og som ny er det jo svært at sige nej, når ungerne tigger om vand. Det besluttede jeg mig så for at ikke at gøre, da jeg så nogle af børnene drikke noget urin, der lå på gulvet, efter et andet barn havde tisset!

Nå men hvad jeg ikke dør af, gør mig kun stærkere.

Så som i nok kan forstå, så var det ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig. Men på en eller anden underlig måde, synes jeg alligevel det er federe at være her, end jeg havde regnet med. Lyder det ikke underligt?

Nå nu har jeg siddet her i 2 timer, så jeg må nok hellere forsøge at finde hjemad. Det er faktisk første gang, jeg begiver mig ud i byen alene. I griner sikkert, når jeg siger det. Men gæstguset ligger kun ca. 6 minutters gågang fra internetcafeen. Men det er umuligt at finde rundt hernede og trafikken er livsfarlig.

Hav det rigtig godt alle sammen...

Mange knus fra Mia (the blond one)