Tidligt morgen den 19. september er det tid til et sidste farvel til Kuala Lumpur. Nu har jeg så mange gange sagt farvel til steder og rejsekammerater, men hver gang får jeg lige ondt i maven. Især fordi man ved at chancerne for at se personerne igen ikke er ret store. Det er som at slutte med en god bog og starte på en ny, hvor man ikke kender handlingen.

Jeg tager express toget til lufthavnen. Alt er så fanzy og smart, og jeg spekulerer på hvad der venter forude i Cambodja. Flybillet fra Kuala Lumpur var dyr (1400 ddk), men jeg orker ikke at rejse hele vejen op gennem Malaysia og Thailand, for at tage helvedesturen fra Bangkok til Siam Reap. Jeg sender mange tanker til de mennesker, der nu begiver sig ud på det de kalder veje, men egentlig bare er en jordvej med masser af store huller.

Efter check-in skimter jeg efter om der skulle være andre backpackeres der har fået samme geniale ide. Men nej ikke i dag. Flyet fyldes op af ældre ægtepar og rige japanere/kinesere (har endnu ikke lært at kende forskel). Flyturen forløber fint, og 2 timere senere er vi klar til landing i Siam Reap.

Så var det ind i lufthavnen og i kø til visum skranken. Det var som om vi alle kæmpede om at komme først til en større pengepræmie, og nu var det jeg forstod hvilken forskel der var mellem asien og vesten.

I de mange mdr jeg har rejst i Asien, er jeg blevet mødt med ualmindelig stor hjælpsomhed, også selvom det tog 10 minutter af deres tid!

Da jeg kommer halvvejs i køen opdager jeg at der er et bord i hjørnet hvor der er nogle papirer man også skal udfylde. Jeg spørger folk omkring mig, om de har en pen, jeg kan låne så jeg kan udfylde papirerne, imens jeg står i køen. Det er der ikke og de fleste synes det er vældigt sjovt, at jeg skal ud af køen og starte forfra!!!

Jeg går hen til bordet, for at finde ud af at der heller ingen kuglepen er. Jeg tror, jeg spørger de første 20 mennesker, men ak nej de har ingen kuglepen (jeg må låne)!!! Hvordan fanden har de udfyldt deres papirer? Med blod eller hva? Til sidst finder jeg heldigvis en kuglepen på gulvet og den virker selvføldig ikke ret godt. Så det tager mig et pænt stykke tid at kris kramse hvert enkelt bogstav, men heldigvis da jeg er færdig, er der ikke nogen kø mere.

Det går hurtigt og problemfrit med at få mit visum, og jeg styrter udenfor, for at se om der er nogle jeg kan dele en taxa med ind til city. Men ak nej alle har travlt med at blive læsset ind i deres store aircon minivans på vej mod deres luksus hoteller. En cambodisk fyr kommer hen og spørger hvilket rejsebureau jeg rejser med. Intet, jeg skal bare finde et billigt gæsthus siger jeg og han svarer: Ohh well, that’s why no one cares about you!!! Han siger, jeg kan tage en motorcykel indtil byen. Ikke tale om, jeg vil have en taxa, koste hvad det vil. Men det vil han ikke give mig. Jeg forklarer ham, at jeg som alene pige under ingen omstændigheder tager en motorcykel. But very safe madam!!!

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har den store frygt over at skulle tage en motorcykel taxa. Men for mig virker det så nemt for dem, at køre mig til et eller andet skummelt sted. Stjæle alt hvad jeg ejer for at bagefter smide mig i floden! Hvis de kan lægge 2 og 2 sammen, så ved de at jeg kommer alene, og der er sikkert ingen der venter på mig. Der vil gå mange dage inden jeg ville blive meldt savnet.

Nå men Mia op på motorcyklen. Chaufføren hedder Ruth (ja han er en mand) og vi indleder hurtig en samtale om vores lande og familier. Han er slet ikke farlig, men meget rar. Han vil gerne være min chauffør til templerne, men jeg har fået en mail adr. til en anden chauffør af Annie og Leyla, så jeg forklarer ham at jeg ikke kan love ham noget. Han får nærmest tårer i øjnene, da han ingen penge har... For at gøre ham lidt glad, tjekker jeg ind på det gæsthus, han anbefaler. Så kan han i det mindste få lidt kommision der. Gæsthuset ligger 10 min gang fra byen, men jeg får et stort lækkert værelse med tv med hele 80 kanaler for 6$. Jeg fortyder lidt, da jeg opdager at jeg er den eneste gæst på hotellet. Men hva’ efter 3 dages tempel klatning, så orker jeg vist ikke lave andet end at se tv.

De første 2 dage driver jeg rundt i Siam Reap, imens jeg venter på svar fra Annie og Leylas chauffør. Jeg troede, jeg ville elske Cambodja, men egentligt bryder jeg mig ikke ret meget om Siam Reap. Byen bærer helt klart prægt af alle de rige turister, der kommer kun for at Angkor Wat. Cambodja er meget fattigt, og når du kører lidt udenfor byen, så lever de meget primitivt. Men inde i centrum er der spækket med store fede luksus hoteller, restauranter og barer. Og jeg få helt kvalme af at sidde der og indtage min mad, imens børn og tiggere, der har mistet forskellige lemmer af landminer tigger udenfor. Jeg spiser og drikker næsten for det samme som en motorcykel chauffør tager for en hel dags rundtur. Hvilken kontrast!!!

Nå men jeg hører aldrig fra ham motorcykel fyren, så jeg beslutter at hyre Ruth som min guide. Næsten morgen da han kommer, smiler han som en sol. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville se Angkor templerne, inden jeg tog tilbage til Danmark. Jeg har hørt så mange sige det var ubeskriveligt smukt... tempel komplekset omkranset at tæt jungle.  Jeg skal lige hilse og sige at det er mere skov end jungle!!

Men jo Angkor templerne var smukke og imponerende. Og man kan spørge sig selv hvad dælen europæerne fik tiden til at gå med, men Khemer civiliationen byggede tempelkomplekset i den 9-13. århundrede. De var mester i stenhuggeri, og jeg er blevet fortalt at ikke en af udhugningerne af de mange kvinder er ens... og der er dæleme mange.

Bayon tempelet var min favorit. Jeg havde også glædt mig til at se selve Angkor Wat templet. Det er ikke for ingenting at det er med i de 7 verdens vidundere. Men jeg må sige jeg blev noget skuffet. Det var flot udefra, men indenfor var det ikke rigtig noget at skrive hjem om.

Måske skyldes min bitterhed, at da jeg kom indenfor kunne man kravle op i det højeste tårn. Jeg havde ikke rigtig lyst, da jeg har lidt højde skræk og trinnene op var meget små og stejle. Efter 30 minutters betænknings tid, besluttede jeg mig for at kravle derop, fordi der var en eller anden idiot, der sagde det var sådan en vidunderlig udsigt deroppe fra.

Fy for pokker mine ben rystede og jeg fortrød, da jeg næsten nåede toppen. Men da jeg kiggede nej, var det helt klart nemmere at fortsætte op, end gå ned igen. Jeg gik lidt rundt der oppe men fandt ikke noget vidunderlig udsigt, så jeg prøvede at samle mod til at gå ned af igen. Fy da føj det gør jeg aldrig igen! Jeg tror, de cambodiske vagter fik sig et godt grin, da jeg prøvede at kravle nedad igen... Av av av jeg har stadig ømme ben af at have spændt så meget...

En anden lidt irriterende ting ved Angkor templerne, er sælgerne. De er overalt og de tager ikke nej for et svar. Hver gang man kommer til et nyt tempel, står der 20 kvinder og skriger om man ikke nok vil købe vand, sodavand eller mad hos dem. Efter dette bliver man overfaldet af en børneflok - den ene mere nuttet end den anden, som vil sælge diverse skrammel som ingen vil eje. Only one dollar synes at være mantramet.

Et sted besluttede jeg mig for at sidde nej og drikke en sodavand. Jeg troede restaurant mutter ville lade mig værre i fred, men nej hun ville have mig til at købe nogle tørklæder. Imens havde jeg 5 børn der ville sælge mig alt muligt gejl og 2 piger der ville sælge mig nogle bøger. Jeg ville egentlig bare slappe af, men i stedet for blev jeg bare til en robot, der sagde No, no, no, no.... Det er skide irriterende, men jeg kan godt forstå, de er så desperate. Og de er virkelig søde. De børn jeg forbarmede mig over, havde jeg interessante samtaler med og de gav mig blomster og tegninger. Hi hi de var så sjove og ualmindelige intelligente og snu.

Dag 2 kørte vi ud til landmine museet der var drevet af en lokal mand, der selv var kommet til skade af en landmine. Han havde taget en masse børn der også var kommet til skade ind under sine vinger. Det var ganske imponerende, og jeg fik et indblik i hvor mange forskellige miner der var, og ikke mindst hvor mange der stadig kommer til skade af dem. Der var en dreng der viste mig et mine felt og puha jeg skulle ikke ud i en cambodisk skov og lege, for de miner er dæleme svære at se.

Bagefter kørte vi ud for at se flere templer. Kl. 17.00 havde jeg opgivet. Jeg var glad for, det jeg havde set, men jeg er altså ikke nogen ruin fan!

Nu har jeg bestemt mig, at jeg har set hvad jeg skulle se af templerne og Siam Reap, så i morgen søndag kl. 7.00 tager jeg bussen til Phenom Pehn.