Tirsdag den 7. februar

Vi kunne straks se, at vejret var betydeligt anderledes, end de foregående dage. Der var en underlig dis overalt som så ud som tåge eller sandstorm. Det blæste og der var sand overalt. Det viste sig, at det var kulden fra Europa, som havde sneget sig til det afrikanske kontingent, og det fik vi at mærke. Sigtbarheden var så dårlig, at vi overhovedet ikke kunne se over på østbredden fra vores lille stamrestaurant hos Ahmed, og selv de store krydstogtsskibe, kunne vi kun lige ane på Nilen. Vi havde tidligere bemærket et skilt, som viste, at der lå en campingplads et stykke fra Ahmeds restaurant (ca. 1 km). Vi besluttede os at spadsere derhen for at se, hvordan en egyptisk campingplads så ud.

Det viste sig, at det var en helt speciel oplevelse. Campingpladsen havde eksisteret i 10 år og bestod af 6 små hytter med plads til 2 personer. Der var desuden fælles toilet og bad på området, og der herskede en speciel stemning a lá feriekoloni. Der var borde og stole placeret i et område, hvor taget bestod af flettede grene. Medens vi drak kaffe brækkede campingchefen (som var iklædt lang kofte og turban) nogle grene og tændte bål midt i det hele. Vi talte med ham, og han fortalte om sin succes med sin campingplads (en konkurrent havde forsøgt sig ved siden af ham, men med dårligt resultat). Han mente selv, at hans succes skyldtes, at hans campingplads blev omtalt i 3 store rejsebøger, og han havde desuden oprettet en hjemmeside, www.al salam camp (ja, reklame betyder meget). Den 7. februar, som jo er uden for turistsæsonen, havde han udlejet 5 af sine 6 hytter, og det må jo siges at være OK. Hver hytte kostede 50 egyptiske pund pr. nat (for 2 personer vel at mærke), så det må jo siges at være meget billigt. Vi troede, at det kun var unge backpackers, som ville bo på denne campingplads, men de personer, vi så, var alle på et godt stykke over 30 år. Dem vi så, talte alle tysk, og vi så et helt specielt par, hvor kvinden havde sin primus stillet frem og begyndte at skære et kæmpemæssigt kålhovede i strimler. For hver gang, hun snittede to stykker, puttede hun et stykke i munden. Campingchefens 2 børn stod interesserede ved siden af og kiggede, og kvinden tilbød også børnene kålstykker. Hver gang kvinden vendte ryggen til børnene og sin kålret (som sandsynligvis var sauerkraut), stjal børnene et stykke kål. Men kålhovedet var så stort, at det ikke kunne ses.

Efter vores campingtur tog vi hen på El Farouz og spiste aftensmad. Det var efterhånden blevet en hyggelig vane.

Onsdag den 8. februar

Denne dag så straks meget bedre ud. Nu kunne vi se solen.

Efter morgenmaden skulle Benny lige tjekke sin saldo i netbank, og stor var bestyrtelsen, da han så, at der var trukket 2 beløb på i alt ca. 3.000 kr. fra en automat i Luxor (satans osse). Vi havde nemlig søndag forsøgt at hæve penge fra en bank med Bennys American Express Card, men da vi ikke fik penge udbetalt, mente vi, at der nok ikke kunne hæves penge fra automaten om søndagen. Derfor var vi jo bestyrtede, da vi så, at der, trods det, var hævet penge 2 gange. Benny prøvede derfor at ringe til Danske Bank via hans skype-forbindelse fra vores laptop. Men midt under samtalen, røg elektriciteten, og dermed forbindelsen (for anden gang den dag), og han blev afbrudt i samtalen med banken.

Vi tog derfor ind til Luxor, og Benny fik på en netcafé igen kontakt med sin bank og fik forklaret problemet, og vi blev nogenlunde beroliget og regner med, at Benny bliver holdt skadesløs. Det finder vi ud af, når vi kommer hjem.

Vi tog over til østbredden og besluttede at gå ind i den pågældende bank (hvor via var blevet "snydt" af deres automat). Men de var totalt uforstående og sagde, at det skulle vi klare med vores egen bank, som så ville kontakte banken i Luxor. Det var vi næsten klar over, men vi ønskede at fortælle dem, at der var fejl ved deres udbetalingsautomat. Vi har jo før hørt om den slags kriminelle, som svindler sig til penge i pengeautomater.

Da vi tidligere på dagen kom til østbredden, så vi en masse unge mennesker, bevæbnet med lange stokke, og som virkede lidt truende. De var heldigvis væk, da vi skulle "hjem" til vestbredden, og inden vi tog hjem til New Quarna, skulle vi lige afslutte dagen på El Farouz, hvor vi fik en øl.