Skolebøgerne tager jeg ned fra hylden, studenterhuen af hovedet og klassefotoerne ned fra fra væggen og pakker det sammen i en flyttekasse som sættes til siden - måske for igen engang at blive åbnet og betragtet på - for at få fremkaldt minderne om de aftryk skolen efterlod i mig - ligesom studenterhuens efterladte aftryk i håret. Et aftryk bestående af en følelsescocktail - en blanding af tryghed og pres - en cocktail som vil få min til at tænke over mine livsbedrifter... Jeg vil være brandmand..! Jeg vil være fodboldspiller..! Jeg vil være millionær..! Jeg vil være...?

"Det eneste jeg ved, er at jeg ikke ved noget..."  var der engang en klog mand, der sagde. Det eneste jeg ikke ved, er hvorfor jeg sidder i en flyver med kurs mod Tegucigalpa, og hvorfor der på billetten står: "returdato: om et halvt år..."

Det føles som det mest forkerte jeg kan foretage mig. Hvorfor forlade alt det jeg kender og holder af? Men på en og samme gang, føles det som det eneste rigtige gøre...