bloomsburg » Beretninger » The Empire State, super shopping og Super Bowl

The Empire State, super shopping og Super Bowl

Den 5. februar tog jeg med min roommate Michelle til New York, hvor hendes forældre bor. De bor i Montgomery i Orange County ca. en time fra NYC.

”Desværre” måtte jeg melde fra til en reception for nye og gamle internationale studerende – dvs. jeg blev ’syg’, for man skulle faktisk være der. Men man må jo have styr på sine prioriteter, så jeg valgte altså shopping og amerikanerbesøg frem for et par kedelige taler og introduktion. Heldigvis valgte jeg rigtigt – Thomas synes i hvert fald ikke, jeg var gået glip af noget!

Vi kørte kl. 11 fredag formiddag og ankom ca. 2½ time efter. Vi stoppede på en eller anden skole, hvor hendes mor arbejder og tog hen og spiste et eller andet sted i nærheden. Vi skulle tilbage til skolen igen, for Michelle skulle udfylde nogle papirer, som hun åbenbart gør hvert år – hun arbejder der nemlig om sommeren. Typisk amerikansk at skulle udfylde en milliard papirer. Som jeg forstod på det hele er det det samme, hun skriver hvert år.

Bagefter snakkede vi lidt med hendes mors kolleger. En af dem har boet i Norge syv år, så hun kunne godt forstå dansk. Hun havde også forsøgt at lære de andre at udtale mit navn. Det havde hun ikke så meget succes med. Kan nu ikke se, det skulle være så svært… Men det er det altså.

Resten af eftermiddagen skete der ikke så meget. Sammen med Michelles forældre bor også hendes bror, bedsteforældre og en onkel, som jeg ikke mødte. Hendes mormor viste mig noget slægtsforskning, hun har været ved at lave. Hun har ikke mere familie tilbage, så hun var gået lidt i stå – hun har jo ingen at spørge. Hendes bedsteforældre (tror jeg nok) udvandrede fra  Svendborg på Fyn, så hun spurgte lidt til DK og hvordan der ellers er. Hun havde fået en masse information på dansk – FLOT – men havde smidt det ud. Har nu lovet hende at kigge lidt efter steder, hun måske kan finde noget info. Er der nogen, der har en god ide, så sig lige til!!

Lørdag stod vi op ved 9-tiden og spiste morgenmad – eller, det vil sige kanelboller med glasur; meget kanelsnegle-agtigt. Kl. 11 kørte Michelle, hendes mor og jeg på shopping. Vi stoppede selvfølgelig lige på Dunkin’ Donuts. Havde fortalt, at jeg aldrig har fået donuts før – og vi skulle alligevel lige have noget kaffe… Må sige, at jeg ikke er fan af donuts. Den smagte ok – men kun fordi der var chokoladetopping på, der kamuflerede smagen af olie! Men nu er dét prøvet.

Vi kørte først til et mall, som egentlig bare var en masse butikker der lå klumpet sammen – man skulle ud hver gang. Fik købt en masse tøj og to par sko – men manglede det nu en hel del; havde ikke så meget med i kufferten. Bagefter kørte vi til et rigtigt mall, hvor vi startede med at få frokost på noget der hedder Ruby Tuesday. Fik salatbar – dejligt med lidt sundt!

Så shoppede vi ellers videre – jeg sluttede af med en klipning (for 25 $!) og så var vi ellers hjemme omkring kl. 18.30. Vi lavede ikke så meget om aftenen – spiste pizza og så resterne af en film, vi havde lejet fredag aften. Bagefter spillede vi et spil, der hed Domino-train (noget i den stil) – og jeg vandt (selvfølgelig… ;) ).

Søndag kørte vi tilbage til Bloomsburg over middag og ankom omkring kl. 16. Pakkede ud, læste og satte mig foran tv’et – vi skulle jo se det her Super bowl. Var ikke ligefrem begejstret, men det skal altså bare opleves, når man har chancen. Der var kun Michelle, Bobbi Jo og mig – Jess arbejder altid i weekenden.

Som forudset fattede jeg ikke en brik af spillet – kunne knap nok skelne mellem holdene og da slet ikke finde ud af, hvilken vej de skulle løbe – og hvorfor dælen man måtte sparke til den tåbeligt formede bold en gang i mellem?! Så – jeg så det altså ikke. Eller, jeg så reklamerne, som er ”some of the best you’ll ever see” (citat Bobbi Jo). De er rigtig, rigtig dyre at få vist (selvfølgelig pga. alle ser Super bowl) – og de var faktisk rigtig gode og sjove. Havde heldigvis nogle ting jeg skulle læse til undervisning mens der var football – men holdt pause under reklamerne.

Det var nu meget hyggeligt – og en god afslutning på en god weekend. Eneste minus er dog, at jeg nu har fået bekræftet min mistanke om, at jeg er allergisk over for katte. Selv i dag (mandag) er jeg ikke helt frisk – men blev bedøvet med alle mulige former for piller, så jeg overlever nok.

Det var alt for nu. Håber I har det godt derhjemme. Næste weekend tager jeg til New York City med 6-7 andre udvekslingsstuderende. Vi har ikke planlagt noget fast, ud over at nogle af dem gerne vil se ice hockey. Det gider jeg ikke – har set rigelig sport (Super bowl). Synes også, det er spild af tid (tydeligvis er sport ikke en af mine stærke sider – hverken at se på eller at udføre) – vil hellere se noget (butikker fx, men har også planer om at nå Guggenheim museet). Mere om det efter jeg har været af sted!

Beretnings info

 
 
Til brugerne:
Guide til travelmarket   Personoplysninger   Ansvarsfraskrivelse   Populære søgeord
Flere rejser:
Rejseselskaber   Flybilletter   Fly + hotel   Ferieboliger og Sommerhuse   Afbudsrejser   Rejsetilbud
Inspiration:
Rejseguide   Rejseartikler   Seværdigheder   Klimatabeller   Gode råd og tips   Søg på land   Guide   Oversigt over rejser
Tema
Storbyferie   Safari   Søg på tema
Diverse:
Rejseforsikring   Valutaomregner   Rejseauktion   Søg på land   Nyhedsbrev
Til rejsebranchen:
Om Travelmarket   Annonce Information   Webproduktion
Til investorer:
Investor relations
Copyright Travelmarket Interactive 2001-2009
Travelmarket.com - en uafhængig guide til rejsebranchen
På Travelmarket.com finder du rejser til hele verden. Hvadenten du skal på ferie i øst eller vest finder du en flybillet eller et rejsetilbud. Uanset hvor din rejse går hen - finder du flyrejser, afbudsrejser og andre rejser, som passer til dit behov. Vi sælger ikke selv rejserne - du søger blandt forskellige rejseselskabers tilbud og vælger selv, hvem du vil rejse med.
Afbudsrejser selskaber | Afbudsrejser lande | Travelmarkets indhold på lister