Allerede i weekenden blev vi advaret om, at der ville komme meget sne og nok også snestorm.
Og der kom sne! I massevis! Hvor meget ved jeg ikke præcis – se billederne. Alt undervisning blev aflyst – helt perfekt at det var en onsdag, for der har jeg 4/5 fag – det sidste fra 18-21!
Kl. 06 blev mine roommates Bobbi Jo, Michelle og jeg vækket af en skrigende Jess: ”classes are cancelled”, hvorefter hun hamrede på Michelles dør (bagefter fortalte hun, at hun havde troet, Jess var ved at dø eller sådan noget). Jeg stod bare op og dobbelttjekkede og gik tilbage i seng. Fire timer senere vågnede jeg ved, at Michelle var stået op – hun var i gang med at lave chocolate chip og blueberry pancakes til os alle sammen – noget vi ellers kun gør i weekenden. Så mens vi ventede fik vi lige vores morgenkaffe. Vi er alle sammen utrolig glade for den kaffemaskine!! J
Ved 15-tiden gik vi udenfor – det er der de fleste billeder er fra! Michelle og Jess gravede deres biler ud under næsten en halv meter sne. Efter 40 minutter var vi inde igen og drak varm kakao.
Ved 17-tiden mødtes jeg med Thomas, Rasmus, Eduardo og Hugo. Vi gik så samlet over til en anden af franskmændene, som havde fødselsdag – det skulle have været surprise kl. 21, når hun havde fri, men i stedet gik vi så bare derover. Hun havde nu alligevel ikke nogen ide om, hvorfor vi kom. Vi mødte hende og 6 andre udvekslingsstuderende, som var på vej ud i en snekrig… Vi gjorde så det samme bare lige udenfor os fem i 10 minutter – så gik vi op i hendes lejlighed, hvor hun bor med en anden franskmand, som havde bagt kage hele dagen. Jeg var hjemme halv tolv om aftenen efter en masse kage, pizza, kaffe og en rigtig hyggelig dag!
Egentlig var det noget pjat, at undervisningen var aflyst. Vi kunne sagtens have gået ned på campus, men her drejer det sig jo om biler – der er ikke så mange der går. Gør jeg nu heller ikke om morgen, må jeg tilstå. Men problemet er selvfølgelig dem, der kommer udefra.
For resten – i morgen kommer der en masse sne igen (”4-8 inches” – skift venligst til metersystemet!!), så jeg krydser alle arme og ben for, at undervisningen bliver aflyst igen eller at der i det mindste kommer compressed schedule, dvs. timerne starter kl. 10 (hvis man havde time kl. 8 – er jeg så heldig at have hver dag) og er kortet ned.