Nu er det igen tid til at hoere nyt fra Sydamerika. Der er meget at fortaelle, men jeg vil starte hvor jeg slap sidst.

Der var vi i Arica, hvor vi slappede af og om aftenen d. 8. tog vi en natbus til San Pedro de Atacama, som ogsaa ligger i Chile.

Vi ankom til byen tidligt om formiddagen. Byen ligger lige ud til Atacamaoerkenen, saa vejret var helt i top. Den lille by var dog meget praeget af at der kommer mange turister, saa priserne var skruet helt i vejret, ja faktisk var det naermest lige saa dyrt som i Danmark :)

Naa, men vi fandt et hostel i byen sammen med de to tyske piger, som vi moedte omkring graensen til Chile. Derefter gik vi rundt i byen for at se hvad den havde at byde paa. Der var utroligt mange turistbureauer, som arrangerede alverdens ture til steder i omraadet. Vi fandt en eftermiddagstur til nogle laguner.

I en fyldt minibus koerte vi afsted ad hvad der vel knap nok kunne kaldes veje. Det var spor fra andre biler, men vi ankom da til vores foerste stop. Det var en lagune, hvor der var saa meget salt i, at man floed uden at man skulle bruge nogen som helst kraefter. Det var virkelig sjovt at proeve. Da vi kom op og toerrede havde man saltflager overalt paa kroppen. Heldigvis var det naeste stop en anden lagune eller soe hvor vandet var normalt, eller det vil sige at man kunne fornemme at det var saa saltet pga alle de turister, som foerst var i saltlagunen hvorpaa derefter at hoppe i den ellers ikke-saltede lagune. Efter at have badet koerte vi videre til et sted hvor der var salt overalt. Her tog vi billeder og noed synet, samtidigt med at turistbureauet diskede op med snacks og pisco sour. Den chilenske pisco sour drink er heldigvis meget forskellig fra den peruvianske. I chile kommer de ikke aeg i, saa denne drink var meget mere et hit for os alle :)

Efter turen, hvor vi havde snakket en del med en lille gruppe bestaaende af en argentiner, en hollaender og en amerikaner, spiste vi mad paa deres yndlingssted i byen. Her fik man serveret en kvart kylling og mange pommes frites for billige penge, til trods for at man var i den ellers dyre by. Efter en hyggelig dag og aften gik vi traette i seng.

Dagen efter skulle vi tidligt op, da vi havde besluttet at tage videre til Calama, for at kunne finde en bus derfra til Argentina. Det var dog lettere sagt end gjort. Vi ankom til byen, hvor vi fik at vide at der ikke ville vaere pladser til Argentina foer om 2 uger... Hmm, taenkte vi saa :) Saa maatte vi lave planerne om. Vi besluttede derfor at proeve at find en bus til Bolivia i stedet... Det kunne ikke lade sig goere foer d. 14... Heldigvis kom der en venlig chilensk mand til undsaetning, da vi stod og saa halvfortabte ud :) Det eneste han kunne foreslaa var at vi tog tilbage til San Pedro de Atacama (1 1/2 times koersel), for derfra at tage en tredages tur ind til saltoerkenen i Bolivia, hvorfra vi bagefter kunne rejse ned til Argentina. Vi saa det som den eneste mulighed, saa efter et par timer i Calama (en ellers vaeldig hyggelig lille by) tog vi tilbage. Vi fandt et hostel og noed saa ellers bare resten af dagen med afslapning og mad.

Tidligt d. 11, altsaa dagen efer skulle vi starte vores tredagestur. Det var meget pudsigt, at da vi dukkede op, saa var de to tyske pgier der ogsaa. Vi vidste godt at de ogsaa skulle paa saadan en tur, men vi havde bestilt vores tur hos en mand i Calama og med et helt andet selskab. Meget maerkeligt, men det var jo super hyggeligt. Foerst koerte vi i en minibus til den chilenske graense hvor vi skulle "stemples" ud af landet. Derefter koerte vi 45 mins i ingenmandsland hvorefter vi naaede til den bolivianske graense. Her fik vi morgenmad og blev saa "stemplet" ind i landet uden nogle problemer. Her blev vi alle delt i to grupper a seks, hvor hver gruppe fik tilegnet sig hver sin jeep inklusiv chauffoer. Vi kom i gruppe med de to tyske piger og et andet lidt aeldre par fra Tyskland. Vores chauffoer hed Omar og var bolivianer. Han var godt nok en lille mand, men han var simpelthen saa soed og venlig. Han snakkede spansk langsomt nok til at vi kunne forstaa det, saa det var jo vildt luksus :) Turen i jeepen startede og vi koerte ud i oerkenen. Undervejs stoppede vi ved forskellige "synspunkter" som var utroligt smukke. Blandt de mange stop var en del laguner. Paa alle disse stod der flamengoer og spiste af de mikroorganismer, som aabenbart var mange af i lagunerne. Det var simpelthen saa flot og helt idyllisk med alle de forskellige farver som lagunerne havde. Der var bl.a. en hvid som var helt hvid pga sodiumindholdet. Der var ogsaa en groen, som hver dag kl. 12 skiftede fra at vaere klartfarvet til at vaere groen. Grunden til farveskiftningen var, at vinden fik mineralerne i vandet til at sprede sig. Naturen er altsaa imponerende. Ogsaa imponerende var de store lavasten, som efter mange hundrede aar stadig stod tilbage midt ude i ingenting. Vi koerte videre og ankom til en lille varmkilde, hvor vi kunne bade i det meget varme vand. Heldigvis var vandet ikke saa varmt, som de geysere som vi senere kom til. Her kunne man se en kogende graa vaeske nede blandt stenkraterne. Sidste stop inden vi naaede frem til hostellet var den farvede lagune. Den har vaeret med i oploebet om at blive en af de syv nye naturvidundere, saa I maa kunne forestille jer at det var flot. Den var saa mange forskellige farver at det saa helt unaturligt ud. Langs lagunen stoedte vi paa flere lamaer, som noed livet oppe i bjergene. <

Efter en lang dag med 180 kms koersel i bjergene var vi godt traette og smuttede tidligt i seng. Dagen efter stod paa 200 kms koersel hvor der var stop ved vulkansten, laguner, vulkaner. Ogsaa en imponerende dag, hvor vi til sidst blev indlogeret paa et hotel bygget af salt. 

Den sidste dag paa den tredagestur startede kl. 4 om morgenen, da vi skulle afsted for at naa at se solen staa op over saltoerkenen Salar de Uyuni. Vi naaede det lige praecis og naaede ogsaa ud til en "oe" ude midt i saltoerkenen. Her var der vildt mange kaktusser, som alle vokser bare én centimer om aaret. Paa nogle af kaktusserne var der skrevet deres alder og paa en enkelt, som var vissen i toppen stod der ogsaa dens doedsaar, 2007. Den var 1200 aar gammel, saa I kan forestille jer at den var hoej :) Vi fik serveret morgenmad ude ved oen, og lige pludselig var der et ekstra medlem af gruppen. Det var en struds, som var meget interesseret i vores mad. Det var lidt skaegt, at der lever strudse ude i midten af ingenting, men tror vist at vi fandt frem til at den var en slags kaeledyr for de faa personer (maks. 2 familier) som boede paa den lille oe. 

Senere koerte vi videre og stoppede ude i midten af saltoerkenen. Her lignede det sne, saa det var en maerkelig fornemmelse at kunne staa i t-shirt uden at fryse med hvidt hele vejen rundt omkring en. Vi naaede frem til vores slutdestination Uyuni, hvor vi fik sagt farvel til chauffoeren og de andre fra gruppen. Byen Uyuni var ikke noget saerligt, saa vi skyndte os at finde frem til busterminalen hvor vi koebte en billet videre til Tupiza samme aften. Heldigt nok var der karneval i byen, saa indtil vi skulle afsted var der rigeligt at se paa, eller det vil sige at vaere med i. For helt modsat karnevallet i Arica, hvor folk var klaedt ud i traditionelle dragter og hvor alt generelt var meget nydeligt, var det her noget andet helt for sig. Dette var ogsaa et gadekarneval med folk marcherende gennem gaderne, men her var de klaedt som alt muligt sjovt, f.eks. saa vi adskillige tegneseriefigurer. Derudover saa har de en tradition med at skulle kaste med vandballoner, skum og skyde med vandpistoler. Og vi fandt hurtigt ud af at det ikke kun var dem i paraden som det gik ud over. Det var ALLE. Saa vi blev godt vaade efter bare at skulle krydse gaden. Meget maerkelig tradition, men heldigvis var det jo varmt, saa man toerrede hurtigt igen og det varede saa indtil der var nogle nye som fik oeje paa en. Vi hyggede og spiste mad med nogle af de andre fra vores gruppe og tog senere bussen mod Tupiza.

Denne natbuskoersel var helt anderledes end de andre vi har vaeret udsat for. For det foerste var det en lille bus, hvilket jo var fint nok, men for det andet saa opdagede vi hurtigt at vejnettet i Bolivia IKKE findes. Vi koerte altsaa bumlekoersel med raslende vinduer og grej hele vejen til Tupiza. Det var kun en distance paa 180 km, men alligevel tog det 7 timer!! Det var helt umuligt at sove. Til gengaeld var det lidt underholdende undervejs, naar bussen ikke kunne koere op ad nogle af de smaa bakker, eftersom hele taget var fyldt med baggage. Vi naaede dog frem kl. 3.30 naeste morgen hvor vi heldigvis hurtigt fandt et hostel og fik sovet.

I dag, efter at vi var stort set udhvilede fra den lange koeretur, har vi nydt byen Tupiza. Vi startede med at snakkede lidt med personalet paa hostellet, og de er virkelig soede. De foertalte ogsaa om forskellige ture, som man kunne tage paa herfra byen. Efter at vi havde spist besluttede vi os for at haeve penge saa vi kunne bestille en tretimers tur paa hesteryg. Problemet var saa bare lige at der er karneval i byen, hvilket betyder at ALT er lukket indtil paa onsdag. Der findes ingen haeveautomat i byen og eftersom banken foerst aabner paa onsdag blev vi endnu engang noedt til at aendre planer. Vi tager videre mod Argentina i morgen, og nyder derfor bare en enkelt dag her i Tupiza. Vi har set lidt karneval, men da det foregaar paa samme maade som i Uyuni med vand og skum, saa foeler vi lidt at vi har faaet set nok :) Det er sjovt at opleve og eftersom det kun foregaar én gang om aaret, saa har vi vist vaeret ret heldige. 

Nu vil vi snart tage ud at finde noget mad inden vi skal tidligt op og med bussen kl. 4 i morgen tidlig. Derfor slutter jeg for denne gang, men mon ikke at der snart kommer nyt herfra :) 

Haaber at I alle har det dejligt derhjemme. 

Stort kram fra Loisie