Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
australien » Beretninger » Gold Coast, New South Wales og Sydney

Gold Coast, New South Wales og Sydney

Kære alle,

 

Så er (desværre) blevet tid til den sidste beretning i vores eventyr i Australien…

 

Efter vi forlod Brisbane kørte vi direkte mod Gold Coast for at besøge Casey i 2 dage. Casey bor i byen Elanora, som ligger på den sydlige del af Gold Coast. Han arbejder som livredder på Currumbin Beach i den australske sommer men tager til Cornwall i England for at arbejde dér i den europæiske sommer. Det var i forbindelse med et ophold i England at han blev ledt forbi Danmark (hvor hans bedstefar i øvrigt er fra – hans efternavn er faktisk Olsen!) for at arbejde sammen med bl.a. Lars i 2007. Den første dag hos Casey skulle han arbejde hele eftermiddagen og vi besluttede at tage med for at slappe af og surfe. På vej til stranden gik vores bil i stykker! Det vidste sig at være koblingen, der var slidt ned og den skulle udskiftes. Held i uheld at vi befandt os hos Casey og vi kunne derfor overnatte hos hans forældre, mens bilen var hos mekanikeren. Efter at have overladt bilen til mekanikeren drog vi til stranden, hvor Lars straks trak i badetøjet. Casey gav ham en tur efter vandscooteren (Læs: ud og kigge på hajnettene…) og resten af dagen brugte han på at surfe, alt i mens Katrine nød en stille stund med hendes bog på stranden. Næste morgen tog Lars med Casey på stranden kl. 6 for at surfe og Katrine valgte at sove lidt længere. Katrine brugte formiddagen med Casey’s mor, hvor det blev til en lang gåtur og shopping. Da Casey var færdig på stranden omkring middag tog vi alle tre på tur til Springbrock NP, hvor vi fik os en svømmetur i ferskvandskilderne og senere tjekkede vi det meget omtalte Surfers Paradise ud. Aftenen blev rundet af på Casey’s forældres terrasse med snak og en lækker middag.

 

Næste dag var det blevet tid til at sige farvel til Casey og hans familie og vi kørte videre sydpå. Første stop var Mount Warning NP, som er det sted hvor solen først rammer Australiens fastland. Herefter gik turen til det alternative Byron Bay, hvor det blev til en svømmetur, en gåtur til Byron Bay Light House og det østligste punkt på det australske fastland, hvor vi fik set en masse legende delfiner. 

Dagen efter bød på morgenkaffe ved South West Rocks og et besøg ved Seal Rocks og da mørket faldt på endte vi på det meget smukke Stockton Beach i Port Stephens.

Port Stephens, eller Nelson Bay er kendt for at være det bedste sted at se delfiner, hvilket betød at vi næste dag tog på delfin cruise, hvor vi fik set de meget intelligente væsener på tæt hold. Herefter begav vi os til Hunter Valley, som er et meget kendt (og MEGA stort) vindistrikt i New South Wales. Området er smukt beliggende område fyldt med vinranker og et paradis for gourmetelskere. Der er – udover utallige vingårde – ostemejerier, olivengårde og chokoladefabrikker i dusinvis! Efter at have udforsket området og smagt utallige vin endte vi hjemme foran camper’en omgivet af vinranker med en god flaske vin og et udvalg af lækre oste og oliven.   

 

Sidste stop inden Sydney var Blue Mountains NP og dette blev sammen med vores tyske bofælle fra Melbourne, Paul. Vi samlede Paul op ved togstationen i Katoomba om eftermiddagen og efter at have slået lejr på en campingplads blev resten af dagen brugt på ren afslapning og helt masse snak omkring de mange ting vi hver især har set de sidste 8 uger.  Næste dag tog vi så hul på løjerne og vi fik set de berømte Three Sisters, Katoomba Falls og The Grand Canyon. Blue Mountains bød på masser af overdådige udsigtspunkter og de kæmpemæssige dale og bjerge, der tilsammen udgør nationalparken. Paul var glad for at komme væk fra bylivet og vandrehjemmet og nød at sove i telt! Tirsdag sagde vi farvel igen og satte Paul på toget til lufthavnen. Han fløj til Melbourne for flyve videre hjem derfra.

 

Vi kørte selv mod Sydney for at aflevere vores campervan. Herfra gik det med tog til centrum, hvor vi indlogerede os på et lækket hotel, som vi havde fået billigt på internettet. Eget badeværelse for første gang i lang tid…! LÆKKERT! Efter at have taget et bad og være kommet på plads tog vi ned til Darling Habour for at drikke eftermiddagskaffe med Lucie og Matze. De havde sidste dag i Sydney inden de også fløj til Melbourne. Rigtig hyggeligt at snakkes ved igen. Vi møder dog både dem og Paul i Singapore og London kan vi regne ud efter at have sammenlignet fly-tider (!). De flyver også den 31.

Om aftenen var vi en tur i Chinatown og slentrede ellers lidt rundt i midtbyen. Onsdag var der dømt strandvejr og vi tog færgen til forstaden Manly, der er mest kendt for sine lækre strande. Vi brugte et par timer på Manly Beach med at slappe af og surfe og en lækker frokost på en café blev det også til! Skønt! Om aftenen tog vi toget til en anden forstad, Cronulla, for at besøge Katrine’s veninde, Lone, der i øjeblikket arbejder hér. Hun har også været i Australien i et stykke tid. Det var fedt og også lidt mærkeligt at møde hinanden så langt hjemmefra. Vi havde en hyggelig aften med take-away på stranden og en øl på pub’en.

Torsdag var det også strandtid. Vi tog til Bondi Beach efter at have slendret lidt rundt i Bondi Junction. Her brugte vi det meste af dagen på at slikke sol og bade. Dejligt! Tilbage på hotellet blev det til et hurtigt bad inden vi tog til det berømte og berygtede King’s Cross for at spise middag og en efterfølgende øl på en pub.

I dag er så sidste dag i Sydney. Vi har egentligt bare slendret rundt, fået kaffe på en fed kaffebar, shoppet og ordnet et par praktiske ting, såsom at lukke vores australske konti. Iaften står den igen på middag i byen og denne gang tjekker vi studenterlivet ud i nogle af de andre forstæder, Newtown og Glebe. I morgen kan det kun blive til brunch i midtbyen og en spadseretur ned til Operahuset for at vinke farvel inden vi må tage til lufthavnen og hoppe på flyet. Vi lander i Hamburg den 1. februar kl. 13, hvorfra der er arrangeret privatchauffør hjem til DK!

 

Således er 6 måneders eventyr slut. Det er gået rigtig hurtigt og kostet mange penge (!), men vi har haft en alle tiders oplevelse og mødt ufatteligt mange mennesker og er kommet meget vidt omkring (vi har faktisk tilbagelagt omkring 12.000 km i bil!), men nu savner vi også Danmark og dem derhjemme, så selvom temperaturforskellen på nuværende tidspunkt er omkring 40 grader (!) bliver det godt at komme hjem.

 

Vi håber I alle har det godt og glæder os til at se Jer alle igen!

 

Mange hilsner fra Katrine og Lars

Beretnings info

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd