Hej alle,
Så er der nyt her fra Melbourne. Siden sidst har vi fået en hel del ind på oplevelseskontoen så hold godt fast for nu starter løjerne!!
Den 19. september fik vi ferie fra skolen efter en relativt hård uge, hvor alting skulle gøres færdig så vi var klar til at udnytte de hårdt tiltrængte fridage fuldt ud. Først på programmet var hr. og fru Triers ankomst til Melbourne Airport kl. 06.00 (!!!) fredag morgen. Kl. 04.30 tumlede vi ud af sengen for at komme med tog/bus til lufthavnen for at hente dem. Men det var hele umagen værd – det var skønt at se dem igen og der blev krammet en hel del inden vi tog en taxi hjem til St Kilda.
Vel tilbage blev det til morgenmad inden vi puttede Conny og Kim på hotellet, som ligger 50m væk fra vores lejlighed – ret praktisk. Fredag aften blev det til en hyggelig middag hjemme på Marriott St og en god flaske vin inden vi alle gik i brædderne oven på en lang dag.
Lørdag tog vi så fat på oplevelserne: Vi havde lagt et program, der hed Melbourne lørdag/søndag, Sydney mandag til torsdag, fridag fredag, roadtrip på Great Ocean Road og nationalparken The Grampians lørdag/søndag, afslapning mandag inden de skulle hjem igen tirsdag!
I Melbourne fik vi lejlighed til at se mange af de ting vi ikke selv har fået set endnu, såsom Royal Exhibition Building, Chinatown, Fitzroy Gardens og Cook’s Cottage (den hytte som Kaptajn Cook voksede op i – den er blevet flyttet til Melbourne fra England). Søndag var den helt store attraktion så Queen Victoria Market, som jo er vores foretrukne seværdighed her i Melbourne. Her blev der bl.a. indkøbt 4 kæmpe 400 g bøffer (!) til den nette sum af omkring 100 kr. Inden bøfferne røg på panden var vi nede på molen i St Kilda og se de små pingviner gå i seng efter en dag på havet. Igen en super god oplevelse med de små væsner.
Mandag morgen endte med at blive lidt hektisk da rejsearrangørerne (Katrine og Lars, red.) valgte at sove over sig med godt en time!! Vi nåede da heldigvis at komme ud af døren til tiden og kom ind til byen og kom med lufthavnsbussen. Til middag var vi så i Sydney, hvor den næste udfordring hurtigt meldte sig: Rejsearrangørerne (Katrine og Lars, red.) havde undervurderet situationen ved at reservere værelser på et hostel, der vidste sig at være det rene disko dasko! Ikke lige sagen for 4 ivrige turister, der gerne vil tidligt op… Det blev derfor efter én nat hurtigt besluttet at forlægge til et nærliggende hotel i stedet.
Udover denne lille oplevelse var Sydney fantastisk. En utrolig smuk by (pænere end Melbourne) med masser af seværdigheder. Det blev bl.a. til gåtur i Botanical Gardens, gåtur på Sydney Harbour Bridge, rundtur i det historiske og hyggelige The Rocks, kaffe i det idylliske Darling Harbour (hvor Kim lærte, hvor mange pandekager man kan spise før man bliver dårlig…), udflugt til Den Olympiske Park og Bondi Beach, (mest for Lars’ skyld), en tur til Sydney Aquarium (ét af verdens største!) for Kim og Lars, aftenudsigt over Sydney fra Sky Tower og selvfølgelig indtil flere ture til Operahuset. Det sidstnævnte står som én af de absolut mest fantastiske oplevelser – et overdådigt bygningsværk som man ikke kan blive træt af at se på (hvilket også forklarer de 1500 billeder vi tog af det..). Man er en stolt dansker når rundturs-guiden igen og igen nævner og roser arkitekten bag mesterværket: danske Jørn Utzon. Én af de mindre officielle, men rigtig gode oplevelser i Sydney fik vi på den lokale pub, The Frisco Hotel, hvor vi onsdag endte med at vinde 25 omgange (!) i en lodtrækning!!! Behøver vi at sige, at vi var populære denne aften? – det blev i hvert fald til en god sludder med nogle af de lokale og vi havde en rigtig sjov aften, der varede lige indtil lukketid.
Hjemme i Melbourne igen blev det til fridag om fredagen, hvor vi desværre også måtte kigge på lidt lektier for at kunne holde trit med afleveringsfristerne. Men om aftenen var det tid til Lars’ fødselsdagsgave fra svigermekanikken! Alt var blevet holdt hemmeligt lige op til afsløringen. Det viste sig at være en middag på The Colonial Tramcar Restaurant – den første og vist nok eneste sporvognsrestaurant i verden! Det var en utrolig hyggelig oplevelse – mens Melbournes gader gled forbi sad man og nød en 3-retters menu med vin i rigtig kolonitidsstemning vartet op af energiske tjenere. En enestående oplevelse og det var en glad svigersøn, der takkede af (men først efter et besøg på stampub’en i St Kilda...)
Lørdag morgen var vi oppe tidligt og tog ind til byen for at leje en bil. Det blev en racer af en Ford Falcon og kl. 10 var vi af sted på (venstre side af) vejen mod Great Ocean Road. Lars fik prøvet en 8-sporet motorvej såvel som kringlede bjergveje på vej mod destinationen: De 12 Apostle – de dramatiske klippeformationer. Der var mange turister da vi nåede frem (4 timer senere!) men det hindrede os ikke i at nyde den smukke udsigt. Vi måtte dog sætte farten op for at nå den næste destination: The Grampians National Park, inden mørkefald. En stor del af vejen frem til motellet gik nemlig gennem selve nationalparken med fare for kænguruer på vejen. Det er et kendt fænomen og vi havde ikke lyst til at få Skippy som kølerfigur på bilen. Vi nåede det heldigvis (det var Kim, der kørte…) men så både vilde wallabies (de små kængurer) og emu (dem, der ligner en struds) på vejen gennem parken. Vel fremme ved motellet vidste det sig oven i købet at den store plæne foran motellet var hjemsted for vilde kænguruer!!! De stod ganske fredeligt og spiste græs da vi ankom! Selve byen vi boede i, Halls Gap, mindede mest af alt om det den er: en mikroskopisk by i bjergene med en købmand, en grill og en tankstation.
Søndag gik vi så på opdagelse i Nationalparken og så bl.a. MacKenzie Falls (et vandfald), The Balconies og The Pinnacle (begge udsigtspunkter). Især den sidste satte Conny og Kim på lidt en af prøve, da stien vidste sig at blive afløst af spring fra sten til sten over halvdelen af vejen. Vi overlevede dog og blev også belønnet med en smuttur til den lokale vinbonde, hvor der blev smagt på det lokale bryg, Shiraz og ’Cab Sav’ (jep, det er slang for Cabernet Sauvignon!). Dagen bød også på fodring af kænguruer og wallabies (med unger i pungen) og et smugkig på en koalabamse – tjek billederne! Aftenen blev rundet af i forhaven med grill, lokal vin og kænguruer springende omkring os – mere australsk bliver det ikke!
Mandag morgen var vi tidligt oppe for at køre tilbage til Melbourne med bilen. Kl. 10 var vi tilbage og resten af dagen blev brugt til afslapning. Om aftenen spiste vi middag sammen i St Kilda. Tirsdag var så den tunge dag, hvor vi måtte sige farvel til Conny og Kim og sætte dem på flyet hjem til Danmark. Der blev krammet igen (måske lidt mere denne gang…) og så var det ellers farvel. En lidt underlig fornemmelse efter have tilbragt en masse gode dage sammen og næsten følt sig hjemme i Danmark igen og så var man pludselig tilbage i virkeligheden igen. Lektier og skole er igen på programmet og weekenden er også sat af til det samme. Lyspunktet er dog oktoberfesten på vores stampub ”The Local”, som i dagens anledning har importeret 30 forskellige tyske øl!
Igen blev det til en lang smøre, men vi havde simpelthen bare en masse på hjerte! Hav det rigtig godt derhjemme alle sammen og bliv ved med at sende hilsner – det er skønt at høre hjemmefra og vi beklager at alle ikke bliver besvaret lige hurtigt, men vi prøver:)
Mange hilsner fra Katrine og Lars