Jeg håber alt er vel i Dk igen, efter snestorm og uanede og uforventede mængder af sne, som vi hører har fyldt meget på veje og i medierne som sædvanlig!

Jeg er tilbage i Jos og halvanden måned er passeret siden jeg sad her sidst. Utroligt. Meget er set og oplevet og hvor skal jeg starte? Jeg vil give jer det i flere forskellige små beretninger.

Fra Jos kørte vi mod Numan d. 10 januar. Vi spekulerede meget på hvordan den sidste tid skulle udvikle sig, især i forhold til undervisningen. For som vi efterhånden har erfaret her i Nigeria skal men ikke forvente, men kun sætte sig forhåbninger og blive positiv overrasket!! Men heldigvis gik alt bedre end forventet, sådan da..

Første håb var at eleverne ville komme tilbage fra deres juleferie så vi kunne få startet hurtigst muligt. Vi snakkede med den knap så formelle Principal og fik endda et skema, wauw.. Men igen - forvent aldrig at et skema holder i Nigeria:) Og ganske rigtigt. Vi havde enormt svært ved at finde ud af deres "system". Og følte vi jagede læren væk når vi kom og andre gange kom der ingen og overtog når vi var færdig, hmm..? Vi underviste alle 3 klasser, hvilket var en fejl på skemaet. For den klasse vi havde flest timer med, C-klassen kunne nærmest ingenting. De var igang med at lære lyde og bogstaver på hausa. Men igen problem, vi sprang på hovedet ud i det.

Det skulle vise sig at være lidt mere krævende end som så. Hvordan er det nu lige man forklarer sig til en måbende forsamling som ikke forstår et eneste ord. Vi tegnede, fortalte, forklarede og imiterede og grinede af os selv og hinanden og eleverne med! Det hele blev kun lidt mere komisk da de efterhånden fandt ud af at de skulle repetere efter os, og så de bare ikke stoppede igen! Jeg hører og ser stadig tydligt alle eleverne for mig tage deres hænder op til ørene (Som jeg gjorde) og sige efter mig: "Okay.. So listen now" Jeg: " no, no,no" hvortil eleverne svarer: "No, no, no" . Nej, det glemmer jeg sent, nøj hvor har vi grinede meget af det!:) 

Udover undervisningen kom vi igang med at lege med Legoklodser et par eftermidage med børnene. Det var sjovt og de havde først meget svært ved at forstå hvad det gik ud på! Derefter er den såkaldte "legekultur" jo heller ikke indført i Dakka, så det foregik med store albuer og vræssende miner, for det der med at bygge noget SAMMEN, det var jeg vist alt for lang ude i ødemarken med. Men sjovt og hyggeligt  var det også!

Vi genopstartede vores eftermiddags-læsehold og fik en fast lille flok på 4-8 hver dag. Vi begyndte også at læse med en af Rikkes medarbejdere, Briska fra klinikken. En lidt pussig ung mand som faktisk blev ret god. Nu bliver han husket for ham der altid sagde: "Yes.. even that I know" :)

Både Kirstine og Rikke måtte blive i sengen, angræbet af amøber i tamene. De kom begge på den noget så rædselsfulde og modbydelige medicinkur: Flagyl, som har en ubeskrivelig bæsk smag og har kvalme og hovedpine som bivirkninger. Jeg fik rig mulighed for at udnytte mine "Pige-i-huset-evner" og snuse til sygeplejejobbet, men efter en uge havde jeg fået nok! Hvad jeg ikke vidste på daværende tidspunkt var, at jeg selv skulle få det afskyelige skidt at smage..

Efterhånden faldt vi mere og mere til og fik os nogle gode bekendtskaber og venner rundt omkring i landsbyen. Vi besøgte flere om eftermiddagen, spillede UNO og blev vist rundt. Jeg spurgte Moses som er ca. 25år og spiller trommer i kirken, om han var interesseret i at lære at spille guitar, hvilket han VILDT gerne ville.. Så det gik flere eftermiddage med.

Vi fik lov at være med i børnenes søndagsskole, hver søndag morgen kl 7, der spillede, sang og legede vi med dem. Alletideres og til tider lidt kaotisk!:) 

Med tiden blev det varmere og fugtigere men stadig ingen tegn på regn. Istedet en masse harmatan.

Rikke fik flere og flere patienter og fik 2 læger fra Jalingo ud for at opererer 2 lørdage. Der var travlhed og stress, men alt gik som det skulle og alle patienter overlevede til Rikkes store glæde og lettelse!

Ellers gik hverdagen slag i slag med undervisningen, besøg, madlavningen, stuegang og kortspil og snak om aftenen. Vi gik i kirke hver søndag og derefter blev der handlet ind på marked. Vi kom med Heruna i skole en dag, besøgte en anden landsby med Christopher, gik på opdagelse i bushen, fejrede deres store Høvdings opgradering og var med til et særdeles anderledes bryllup... Alt i alt kom vi tættere og tættere på og blev gladere for at være der, men samtidig frustrede over mange tanker der dukkede op undervejs.

Nu har vi fået vinket farvel og er rejst fra vores lille skønne plet som vi aldrig vil glemme! Nordpå først med stop i Numan hvor et par patienter skulle sættes af og nu i Jos hvor vi har vores sidste uge sammen.