Saa vil jeg berette lidt fra turen fra Jos mod landsbyen hvor asfaldtvejen forlaengst er ophoert, overtaget af en grusvejen som er endt i noget man stadig kalder en vej, fyldt af store huller og mindre kloefter af regnskyl. DAKKA, Taraba state, Nigeria.

Vi koerer paa anden dagen fra Jos. Det er varmt, vildt varmt og vi steger inden i firehjulstraekkeren. Kirstine og jeg sidder paa bagsaedet, klemt mellen en stor koelebox af falmingo og alt andet skrammel vi ikke kunne have paa ladet. Peter vores chaurffoer har pakket ladet med strenge ordre fra Rikke. Rikke har koebt et kaempe lager ind i Jos, til overlevelsen i bushen den naeste maanedstid, toej, medecin, vand, gas og meget mere. Det er ikke helt gaaet op for os hvor langt vi skal ud, men det skal snart vise sig.

Paa vejen mens der stadig er asfaldt bliver vi stoppet utalige gange af politifolk med store gevaerer og uniformer. De fleste stopper os og hver gang taenker jeg "Aahh Nej". Men til min store overraskelse smiler de og siger "aha, missionaer - Sannu" de hilser paent og oensker os god tur! 

Vi overnattede i Numan, ca halvejs hvor aergebiskoppen og hans kone, Kaya bor. Kaya er dansk og tidligere missionaer, derfor kender hun Rikke.  

Der suser enormt mange tanker gennem mit hoved mens vi koerer afsted. Bare at kigge ud af vinduet, se livet folde sig ud ved vejkanten giver mig nok af indtryk. Mange bor helt ud til vejen i deres smaa runde lerhytter, nogle har en lille biks med vandmeloner, kartoffler, ris eller andre afgroeder. Andre reparerer cykler eller cahppaer (motorcykler som ALLE droener rundt paa).

Boern gaar i vejkanten, baerer tunge spande, korn eller fyldte kurve paa hovedet. Pigerne baerer paa deres mindre soeskende paa ryggen, for foraeldrene arbejder for foeden i marken fra tidlig morgen til aften. En dreng cykler paa en alt for stor rusten cykel og en pige i slidte beskidte underbusker med stor rund mave staar og stirrer paa os da vi suser forbi.

Det gaar op for mig at Afrika virkelig er som jeg hoerte om da jeg var barn, som jeg laeste om og saa billeder af. Det er ikke til at forstaa og maaske forstaar jeg det stadig ikke helt.

Vi passere overfyldte biler, mennesker paa taget og ladet mellem 2 koerer og en masse bagage. Forest i bilen sidder4 og 8 paa bagsaedet. Vi smiler til hinanden, mens de dytter fra bilen og griner lige saa meget af os som vi af dem.

Efter en kort lur vaanger jeg ved at knalde hovedet ind i doeren, asfaldten er skyllet vaek og store huller udgoerer standarten af nutidens nigerianske landevej.. Vi koerer og koerer, nu maa vi da snart vaere der, men nej. Ved en stoerre landsby drejer vi til venstre og folk begynder at raabe efter os og loebe efter bilen. Der er ca 70km igen og vi har lige passeret en mere eller mindre livsensfarlig bro. De raaber "Mother Rikkiea" og lyser op ved synet af Rikkes bil. Baade boern og voksne rejser sig og vinker.

Jo taettere vi kommer jo flere folk raaber, hilser og smiler. Det er helt vildt. Vi begynder saa smaat at forstaa hvor Rikke har faaet navnet "Droningen af Dakka". Rikke fortaeller historier og de ansigter der dukker op langs vejen. Hvor hun hentede sand til at bygge hendeshus, hvor de hentede vand, vaskede toej osv. Langt ude ihorisonten synes en bakketop. Og der forenden af bakken staar skildtet "Velcome to Dakka". Fedt, saa er vi fremme, endelig..

Peter speeder op og koerer tromferende gennem hovedgaden mens folk for alvor klapper, raaber og forundres.. For faktisk var det ikke alle der vidste at Rikke ville komme tilbage. Boern og kvinder saetter i loeb og foelger os hele vejen optil huset. Jeg faar taarer ioejnene, for deter et saaovervaeldenden oejeblik. Der var maaske 100 syngende folk. Vi kunne naesten ikke komme ud af bilen. De loefter Rikke op og synger og danser omkring hende. Hun bliverhelt forlegn og hader al den opmaeksomhed, men lige i det oejeblik finder vi ud af hvor meget Rikke betyder for hele landsbyen.   

Vi knipser loes med kameraet og boernene stimer omkring os. Vi faar et stykke saebe i velkomstgave. Maabende staar vi og nyder det overvaeldende oejebik og har allerede faaet os et par trofaste venner i haanden. Wauw.. sikke en velkomst!

Vi begynder at pakke ud og kommer lidt til rette i vores roede runde hytte med straatag. Den ligger bag ved Rikkes roede hus, som mere eller mindre ligener et dansk hjem.

Her er varmt og skoent, meget bedre end jeg havde forestillet mig. Vi har en fantastisk udsigt ud over bushen med markerne hvor de sidte boenderer ved at samle korn. Solengaar snart ved bag ved bjergene. Dette er ikke mindre en helt ubeskriveligt, Jegindsnuser luften og taenker jeg er traet men hvor har jeg det godt. Dette oejeblik kunne jeg onde jer alle.

Jeg vil sent glemme den dag og alle de mange smil.

Jeg er fortroestningsfuld og haabefuld.

Jeg aabner min dagbog, "Mit Afrika" skriver ned, kan ikke finde ord og falder snart i soevn.

Velkommen til Dakka!