PAA FORHAAND UNDSKYLD - FOR DENNE HER BERETNING BLIVER LANG...

Sidste weekend tilbragte jeg på en noget anden måde end jeg plejer hernede, men det gjorde den absolut ikke mindre interessant. Vi havde nemlig fået arrangeret, at alle os danske volontører i Honduras, skulle tilbringe weekenden i selskab med Alvin, en utrolig imponerende mand, der har viet sit liv til gadebørnene i Honduras…

Hvem er Alvin – Papi Alvin…

Super kort, vil jeg lige ridse op hvem Alvin er. Alvin er født i New York, men har siden 1996 været bosat i Honduras med sin Niguaragiske kone, og 2 børn + plejebørn. Alvin har i al den tid han har boet i Honduras viet sit liv til gadebørnene, og har blandt mange forskellige ting opstartet 2 ”feedingcentre” i nogle af de fattigste områder, således børnene kan komme derhen og være sikret et måltid mad, derudover har han opstartet en form for skole for gadebørn, hvor de har mulighed for at lære et håndværk eller lignende, så de kan klare sig selv, ydermere har han startet 2 kirker hvor alle er velkomne, også dem der ikke lugter så godt og bor på gaden. Som en sidste men meget vigtig ting, tager han ud i Tegucigalpas aften-liv og giver mad til gadebørnene... på grund af sit store kendskab til gadebørnene og deres tillid til ham, går han under navnet Papi Alvin blandt gadens børn (far alvin).

2½ dag i selskab med gadeguruen…

Os danske volontører fik muligheden for at kigge nærmere på Alvins fantastiske indsats i weekenden, hvor ham og hans familie åbnede dørene for os.

Vi ankom til hans hus fredag aften, hvor vi så havde aftenen til at finde os til rette og derefter spise med Alvin og familien inden at programmet gik løs dagen efter.

Lørdag gik det så løs, hvor vi alle 12 volontører + Alvin og hans 2 piger blev læsset ind i den store Buick og kørt mod første destination, et hjem hvor børn der skal på børnehjem bliver anbragt inden de kommer ud til det rigtige børnehjem… det var en interessant oplevelse, specielt for dem der arbejder på Emmanuel (børnehjemmet) – da det er der børnene bliver anbragt senere hen.

Hakkende boogie-wogie!

Som 2. destination var feedingcentrene – vi kørte alle sammen op i et område der mest af alt mindede om Suyapa, midt i dette lille samfund var der placeret et solgult hus, hvorfra at der bliver givet mad ud til områdets børn samtidig med at de har mulighed for at lege og synge sammen. Det var et fantastisk sted, allerede lige da vi var trådt ud af bilen kunne man se børnene komme fra alle steder, med deres små neonfarvede plastic krus. (krusene har de fået da feedingcentret åbnede, og de medbringer dem hver gang de skal have noget at spise.) Efter vi havde sunget nogle sange og os volontører havde underholdt med en knap så flydende version af boogie-wogie på spansk, gik vi ud for at lege twister og tage billeder af børnene. Børnene E.L.S.K.E.R. at få taget billeder, så det endte med at da vi tog derfra havde jeg taget 150 billeder – godt at det er digitalkamera:o)

Sidste og hårdeste oplevelse i selskab med Papi-Alvin

Lørdagens oplevelser sluttede vi af med at endnu engang fylde bussen med volontører, brød, kaffe og mantequilla (en slags smørlignende ting) – og sætte kursen mod indre by for at møde gadebørnene og snakke lidt med dem og selvfølgelig give dem noget mad. Det var hårdt! Det var virkeligt hårdt at opleve gadebørn i virkeligheden, det var hårdt ikke at have mulighed for at slukke for fjernsynet og koncentrere sig om sin egen trygge verden – sådan som jeg plejer at kunne gøre hjemme i DK.

Allerede inden Alvin havde slukket motoren på bussen kom de første gadebørn til syne og stod klar til at modtage os, skæve af lim og meget meget tynde…

Så vi stillede os op på rad og række, en med brødet, en med mantaquillaen, en med krusene og til sidst en med kaffen og så linede de ellers op på række og fik deres portion, alle sammen en bolle og en kop kaffe, på nær hvis man er gravid, så får man dobbelt – Alvins princip.

Det er ikke til at sætte ord på de følelser man får når man ser børn (10 år +) og teenagere stå der og være så forkomne og være så taknemlige for en enkelt bolle og et knus. Det var en meget stor oplevelse, og den sidder meget dybt i mig. Og det kræver mange flere ord at beskrive end der er plads til på denne beretning…

Kirke og kylling…

Om søndagen rundede vi besøget hos Alvin af med at tage til gudstjeneste i hans kirke, en meget ung og up-beated en af slagsen, hvor vi også lige skulle op til mikrofonen og præsentere os selv på spansk…så har man også prøvet det:o) efter kirken stod den på farvel kylling hos Alvin, og turen gik atter tilbage mod de tre forskellige destinationer os 12 volontører kom fra….

Ha det godt :o)