Onsdag d. 24. marts - 4. april.

Her er endnu en opdatering fra Queenstown. Jeg har valgt kun at beskrive de dage hvor vi har lavet noget af det vilde man kan lave her i Queenstown, for tro det eller ej, men der har været dage hvor vi har stenet, spillet kort (de giver sig efter når jeg har plaget dem nok), handlet, shoppet, løbet ture i den smukke natur hernede og ellers bare hygget i vores små huse. Vi bor i 3 huse, med piger i et hus, i et andet og de drenge har deres eget hus. Jeg bor med 11 af de piger jeg snakker allermest med, så min lykke er gjort :) Vi bor i hus S med to på hvert værelse, selv om der faktisk er plads til 4. Alle er dog blevet så tilpas trætte af køjesenge, at vi har smidt os i den bette ¾ seng. Det er hyggeligt at putte om aften når man er så langt væk hjemmefra. Anyways, nok om det, nu til noget lidt sjovere – ekstremsport. Queenstown ligger på sydøen og er faktisk kun kendt for sit udbud af ekstremsport. Her er man dømt til at skulle skide i bukserne mindst et par gange før man rejser videre. Det første jeg fik booket var en ridetur ud i naturen – turen hed Paradise View og det må man sige det var. Jeg har kun reddet et par gange før ude ved en veninde i folkeskolen, men tænkte at det da ville være piece of cake at styre sådan en krikke. De andre 4 piger der også gerne ville med på ridetur, har alle været konkurrenceryttere eller ejet deres egen hest. Men jeg nægtede at skulle med et begynderhold ud og ride, så jeg meldte mig på.

Vi blev hentet udenfor vores hus og blev kørt en time væk fra Queenstown, og blev sat ved en lille gård hvor der stod 15 heste sadlet op. Vi skulle sige hvilken erfaring vi havde og fik så uddelt en hest hver – jeg fik den "rolige" A.J. De lignede alle dopede heste, men det var da kun lige indtil vi fik sat os i sadlen. På holdet var der nogle englændere med, os og to guider. Alle havde forskellig erfaring med heste, men vi startede med at skridte på en sti en times tid ud i naturen. Virkelig en smuk og afslappende måde at se naturen på. Vi gik igennem små floder, forskelligt terræn og endte på en åben grusvej hvor vi blev delt op i to hold. Jeg skulle med ud og ride trav, og det gik bare godt. Synes jeg selv, de andre sagde det var en lidt alternativ måde at ride på, men hva faen, bare jeg sad fast. :) Næste udfordring var at skulle have dyret i galop som langt fra er det nemmeste i verden når den ikke vil overhale en englænder foran hvis hest slet ikke ville i galop. Det endte med at jeg kom op bagved Kirsten og guiden fordi deres heste bare var klar. Jeg skal love for den kom i galop, og det gik alt for stærkt til mig, så jeg råbte STOP af mine lungers fulde kraft – som guiden havde sagt vi skulle hvis det gik for stærkt, og så ville hele rækken stoppe. I stedet for at stoppe vælger den at springe alt hvad den kan til siden ud i det høje græs. Jeg prøver desperat at blive ved med at holde fast, men efter at have hængt på siden af den i 3 badut spring, gav mine muskler op og jeg fløj ned og fik et kæmpe trælår, og hesten forsatte lidt endnu. Guiden kom springende, og forklarede at min hest åbenbart var en gammel travhest der lige havde fået et flashback til gamle dage, hvor dens instinkt sagde at den skulle før i mål end Kirstens hest, den havde så tabt det psykiske væddemål de to heste havde gang i og havde kapituleret ved at springe til siden – med mig. Guiden var dog ret imponeret, for det jeg gjorde var ret godt at kunne indenfor rodeoridning - så kom ikke her og sig jeg ikke kan ride!!! Resten af turen meldte jeg mig til begynder holdet der skridtede resten af vejen hjem og det passede mig godt.

Efter det stod den på hang gliding. Mange derhjemme har nok hørt om paragliding som er en form for det samme. I paragliding bliver man udstyret med en sele og bliver spændt fast til en form for store vinger på et stativ. Det kan bedre forstås med understøttelse af billeder. Paragliding er hvor man sidder i de vinger med en instruktør, og paragliding er hvor du hænger med armene ude som om du flyver. Vi blev kørt ud til en slags platform på et bjerg (som for øvrigt bliver brugt som skisportssted om vinteren), og blev spændt fast til en instruktør og et stativ med vinger. Min instruktør og jeg stod og ventede 10 min på at vinden var god til at vi kunne løbe ud over klippekanten. De afgjorde om vinden var okay ved at kigge på et stykke stof bundet til en træpind. Vi tog den i fuld fart ud over kanten af en klippe og fleoj ca. 400 m. oppe i luften i ca. 10 min. Det var utrolig flot, men generelt er det ved at være svært at blive imponeret over naturen hernede.

Næste punkt på programmet i Queenstown var skydive. Det blev aflyst første dag vi havde aftalt pga. vejret, men dagen efter fik vi besked på vi skulle af sted. 28 ud af 29 havde meldt sig til, og alle havde valgt det højeste skydive i NZ på 15000 fod. Vi blev delt op i hold af 3 da vi tidlig morgen kom ud til pladsen og fik lidt instrukser, dog ikke meget andet end at man skal ligge som en banan i luften, og ikke som en ananas?! Vi fik en skydive mand hver, og alle købte en ekstra mand som skulle filme os på vejen op og hele vejen ned. Det lille fly blev fyldt op og vi fløj ca. 20 min, og så går det op for lille Katrine at hun sidder tættest på den lille dør, og skal først ud. Der går lidt panik i den, men før hun vidste af det, hang hun uden på flyet og skydive manden tog "tilløb" til at springe, og så startede det 60 sek. frie fald. Det var en helt ubeskrivelig vild oplevelse, men pludselig tog faldskærmen ved, og man nød de 10 min man hang og kiggede ud over bjergene. Vi lavede en dejlig landing lige på bagen, og man var helt høj resten af dagen. Vi hentede vores dvder om eftermiddagen, og de er lavet så fedt. Glæd jer til at se den :) Om aftenen var der høj stemning og fællesspisning. Den dag sluttede med en fed bytur.

D. 30. marts stod den på wellnessdag. Mange var i dag på endagsture, men vi var 5 hjemme der i stedet købte ansigtsmasker, lånte sex and the city og hyggede derhjemme. Vi sluttede selvfølgelig lige med en tur i jacuzzien med bjergudsigt.

D. 31. marts var dagen hvor mit værste mareridt skulle blive til virkelighed. Jeg havde lidt i gruppepres meldt mig til det højeste bungyjump i NZ. 134 m. ned i en kløft. Ca 10 havde gjort det ugen før og kom hjem med fede dvder af det, plus en fed t-shirt og var helt oppe at køre over det, så jeg fik mig meldt til. Vi var 5 der i dag skulle derud, og jeg havde dårlig mave helt fra morgenstunden. Vi blev kørt i to forskellige busser derud, sammenlagt ca. 1 time. Vi var ret nervøse alle sammen. Vi kom i seletøj og blev fragtet derud i en slags lille cable car, hvor der imellem to klipper var et lille hus med glas som gulv!!! Der var ca. 170 m. ned, og nervøsiteten blev total da jeg pludselig stod på en 30 x 30 cm lille platform og manden bag mig holder mig i seletøjet og tæller til 3. Jeg bliver hysterisk bange og klæber mig til ham, men det er umuligt at flytte sig når begge ens ben er bunden sammen. Vi står og diskuterer lidt, og pludselig slår al logik fra og jeg hopper. Skal være ærlig og sige, men jeg kan faktisk ikke huske hvordan det føles. Kan bare huske at jeg var lykkelig da elastikket tog ved, og elsker mine seje t-shirt og dvd. Også den oplevelse gjorde mig høj resten af dagen. Om aftenen var vi en 15 piger der havde meldt os til at prøve poledancing – altså dans på en stripperstang. Utrolig sjov oplevelse, især efter et par glas champagne. Da vi skulle vise hinanden hvad vi havde lært, var der udklædning så som boaer og cowboyhatte. Også den aften endte med bytur.

Dagen efter stod den på Canyon Swing. Vi var 6 der blev kørt ud til en klippe hvor der var et lille skur af et hus. Der er 109 m. ned og efter 60 m.’s frit fald er det som at hænge i en stor gynge. Det sjove her er at vælge hvordan man vil ud over kanten til kløften. Der er 7 måder, og jeg valgte først at springe med en af de andre piger. Vi sprang efter en 7-8 min. Diskuteren med de to mænd (hvis job kun er at skræmme dem der skal til at hoppe), og det var fuldstændig vildt. Men mere sjovt end hysterisk skræmmende som bungyjump (har aldrig været så bange i hele mit liv). Andet spring tog jeg hvor jeg stod med ryggen til kløften og de gav slip når de lige synes. At se det lille skur blive mindre og mindre imens du falder mod jorden er en surrealistisk oplevelse.

Dagen efter stod den på 8 timers bustur til Milford Sound. Der var mange flotte steder på vejen hvor vi tog billeder. I Milford stod der ned i stænger, men vi prøvede at holde humøret oppe. Vi kom ombord på et lille skib, der sejlede ud i de mange fjorde i området. Overalt var der ekstremt flotte vandfald, men vi brugte det meste af eftermiddagen på at spille kort. Vi fik 8 og 8 en lille rundtur i en gummibåd med lokal guide. Der blev hurtigt mørkt og vi fik god mad. Sengene var køjer i ekstremt lille rum hvor der kun var et lille forhæng man kunne hive for. Utrolig varmt og meget lydt. Dagen efter sejlede skibet ud til det tasmanske hav, og så tilbage hvor vi lagde til kl. 9,30. Vi var ikke ret imponeret over de 1600 Dkr vi havde brugt på denne tur hjemmefra. Om aftenen stod den på slik og hygge med film i vores dejlige lille hus S.