Her i Afrika er der ca. 3 dominerende religioner: kristendom, islam og animisme. Jeg har hørt en joke om Nigeria: der er 60 % kristne, 40 % muslimer og 10 % animister, hvilket naturligvis betyder at de blander kristendom og islam sammen med animismen.

Her er Sierra Leone er der stor overvægt af muslimer, jeg kender dog ikke procentsatserne. Det er dog nok ikke ramt helt ved siden af, hvis jeg samtidig konkluderer, at der er ca. 100 % animister. (Jeg tror såmænd ikke det er så meget anderledes i DK, der blander man jo også meget andet ind i kristendommen. – Ja, man behøver ikke engang tro på Gud for at være præst. Hvad er værst?)

Her i landet er faktisk alle medlemmer af såkaldte ”secret societies”, der vistnok er en blanding af sociale aktiviteter, samt det sted hvor der bliver holdt liv i den gamle åndetro.

Under borgerkrigen fandtes de såkaldte kamajourer (stavning?), der er en slags åndelige krigere. Nærmest alle hernede tror på at de har særlige kræfter: kugler kan ikke trænger igennem dem, i stedet splittes kuglen i 2, lige inden den rammer. Men – hvis kamajouren gør noget forkert, dvs. opfører sig amoralsk eller lignende, mister han den guddommelige kraft. Det var derfor at nogle kamajourer også blev ramt og døde, lyder forklaringen.

Men – lige meget hvad man tror på – havde de en stor indflydelse på krigen, for deres fjender troede også på deres åndelige forsvar, og var derfor ikke glade for at gå i krig med dem.

Islam og kristendom sameksisterer fredeligt og roligt hernede, ikke engang under borgerkrigen var der på noget tidspunkt blandet islam eller kristendom ind i problematikkerne. Muslimerne sender deres børn i kristne skoler og omvendt. Der er en stor respekt om hinandens religioner og man er meget bevidste om at bevare den fredelige sameksistens. 

I fredags, i landsbyen Kangahun, blev vi inviteret til fredagsbøn i den lokale moské. (de havde lige fået bygget en fin ny én med penge fra Saudiarabien. Vi kristne er altså ikke de eneste der missionerer). Efter at imamen  havde prædiket blev missionæren Egon og jeg inviteret op foran, så vi kunne sidde sammen med ham (flink ung fyr i øvrigt). Herefter bad muslimerne så til deres Gud, og jeg vendte min bøn mod Jesus – eller profeten Isa, som de jo kalder deres udgave af ham

.

Det var fint at sidde sammen med dem. Jeg har før været i nærkontakt med muslimer, nemlig i et græsk kloster, hvor en masse unge kristne og muslimer fra hele Europa skulle finde ud af, om vi havde noget tilfælles. (Egentligt ret så sølle at jeg skal rejse til andre lande for at møde muslimer, kunne da bare tage bussen til Gellerup). Det havde vi. Vi fandt ud af at det faktisk kun var få ting der adskilte os i etikken og synet på den øvrige verden – alt det øvrige samlede os. Og det var jo rart at finde ud af. Bevares, der var da også ting vi ikke var enige om, og nok heller aldrig ville blive enige om, men det må man jo så tage derfra. Man kan fx også være ret uenig med vores alle sammens Pia Kjærsgaard. Og så må vi jo tage den derfra (og stemme hende hen til hvor peberet gror, næste gang).

Men altså… jeg oplevede det samme her. Muslimen er jo ikke et ondt menneske, som det ofte kommer til at lyde lidt af i den hjemlige debat. De mennesker jeg sad sammen med her, ledte ligesom alle vi andre efter en mening med livet, og efter en god måde at leve på som menneske. De var uden tvivl gode og rare mennesker.

Men – selvom vi har meget tilfælles, vil jeg nu forbeholde mig retten til at mene at min tro er bedre end deres. De må for min skyld gerne mene det samme om deres egen tro… så må vi jo tage den derfra.

Jeg synes personligt, det er synd for muslimen, at han kun kender en profet der hedder Isa, som skal hjælpe Gud med at dømme ham engang, men ikke Guds søn Jesus, der én gang for alle har rakt ud og ned til mennesket med øjeblikkelig dom og tilgivelse.