Jeg var egentlig ved at skrive om Bodil Torp, en gammel Nigeriamissionær, der nu arbejder for det lutherske verdensforbund her i Sierra Leone. Hende mødte jeg i går – og det var et spændende møde.

Men så skulle vagtmanden, Robin lige spørge mig om noget – og det endte med at vi kom til at tale om borgerkrigen. Altså… den ondskab der har været her, lige her i byen Bo, hvor jeg sidder og skriver dette… den er ganske enkelt ubegribelig! Jeg har efterhånden hørt en del grumme historier – men kan stadig knapt forstå, at det er sandheden der bliver fortalt.

Robin har selv set en gravid kvinde få maven skåret op, og barnet taget ud… de to rebeller, der gjorde det, skulle have afgjort et væddemål om hvilket køn barnet var.

Senere, en søndag morgen på vej til kirke, så han en folkemængde tage hævn over en rebel – de overhældte ham med benzin og satte ild til ham.

En anden gang var han selv tæt på at miste livet. Han så en af de åndelige krigere (der egentligt startede som frihedskæmpere, men blev korrumperede i løbet af krigen og endte med at være ligeså slemme som de andre) spise et hjerte af en af de slagne fjender. Herefter lagde Robin sig ned med hovedet mod jorden for ikke at blive bemærket. Han blev alligevel truet på livet men havde heldigvis 20.000 leoner på sig – 40 kr. De 40 kr. reddede hans liv, og han kunne gå derfra.

Den slags historier er der mange af: om en 5årig dreng der blev puttet i kogende vand, om afhuggede hænder og fødder, om forgiftet mad til flygtninge og udskårne øjne og folk der blev slået ihjel, fordi de kom til at svare rebellerne, at de havde det godt, når de blev spurgt.

Frygten skulle herske – ingen skulle have det godt.

Man kan undre sig over, hvordan et land som Sierra Leone fungerer i dag, hvordan disse mennesker kan overleve åndeligt og psykisk. Man skulle tro, at sådanne oplevelser tog enhver livslyst og tro på livet og Gud fra dem, der oplevede den slags. Men – alligevel fortsætter livet.

Egon Nielsen, der var missionær hernede under borgerkrigen, sagde, at han har set så utrolig megen ondskab. Men han har også set mennesker give så meget kærlighed og varme til andre i den selv samme tid.

Ja, det må virkelig have været sort og hvidt, uden nuancer: kærligheden mod den rendyrkede ondskab.

Og dog… de mennesker der begik de skrækkelige handlinger er ikke kun onde. Som Egon sagde: ”et normalt menneske gør jo ikke den slags ting”. Der skal noget helt særligt til for at korrumpere mennesker i en så ekstrem grad. Men de ER blevet korrumperede – og alligevel har man hernede formået at komme videre og til dels tilgive fortidens synder – hvor utroligt det end lyder.

Det er et arbejde, som Sudanmissionen og den anglikanske kirke her i Sierra Leone har været meget engageret i. Gennem det arbejde har mange mennesker fået redskaber til at forstå hvad der skete og til at tilgive. Der er dog forskel på at glemme og at tilgive. Ifølge Robin har man tilgivet situationen som sådan – det der skete – men den enkelte rebel kan man ikke tilgive 100 %. Man kan i hvert fald ikke glemme, hvad han har gjort Derfor er de fleste rebeller fremmedgjorte i det samfund, de bor i. De har fået lov at leve, men de skal ikke forvente at blive modtaget med åbne arme.

Robin så for nylig den mand, der var tæt på at slå hans far ihjel. Han gik på politistationen for at melde ham, men fik her at vide: tilgiv ham. Han sagde, at han havde tilgivet ham – men glemme ham – det kunne han ikke.

Jeg ville gerne skrive mere om Egons engagement i freds- og forsoningsarbejdet efter krigen, men jeg skal have nogle flere detaljer på plads, førend jeg kan gøre det… Jeg kender ikke argumenterne for tilgivelsen godt nok – udover de rent evangeliske, som jo selvfølgelig ligger som et fundament under det hele.

Måske I kan høre om det, når jeg kommer hjem. Har nok ikke tid til at skrive mere på bloggen inden hjemrejsen.