Her er varmt, knaldvarmt! Jeg havde helt glemt hvor varmt der kan være i Afrika… Jeg befinder mig jo oftest på Plateauet i Nigeria, hvor det som regel ikke bliver varmere end 25-30 grader. Nu er det tørtid, og jeg er bestemt ikke på noget som helst plateau.

Jeg sidder nu og bliver kølet lidt ned under propellen i Sudanmissionens hus, i det område der hedder Bo. Vi er lige kommet hjem fra kirke. Det var en anglikansk gudstjeneste, eftersom Sudanmissionen samarbejder med den anglikanske kirke her i Sierra Leone. På mange måder minder gudstjenesten om den danske – og det er jo lidt paradoksalt, at man kan rejse til Sierra Leone og opleve en gudstjeneste der er næsten som en gudstjeneste i England, hvor den anglikanske kirke jo oprindeligt kommer fra – og at denne så minder om en dansk også!

Det samme kan siges om kirken i Nigeria, hvor der jo er mange elementer der er taget direkte fra den danske liturgi. Det er jo selvfølgelig fordi der er en stor værdi i liturgien – det er gennemtænkt gennem århundreder. Den er såmænd også fin nok… men jeg synes personligt det er lidt trist at kirkens udtryk ikke er mere afrikansk – fx burde der være en meget større andel af sangene der var med afrikanske rytmer end med gammeldags salmesang – og orgel! Heldigvis kan man jo sagtens mærke, at man er i Afrika… Der er ikke noget mere vederkvægende end at høre en fuld afrikansk kirke istemme salmer og sange for fuldt drøn. Her kunne vi lære meget i vesten. Men – jeg håber, at tiden vil medføre, at den afrikanske kultur slår endnu mere igennem i gudstjenestens udtryk. Det er en proces der er godt i gang – jeg håber at den bliver ved. Så vidt jeg er orienteret, er evangeliet for alle mennesker og kulturer. Lad os se det i gudstjenesteformerne også…

Efter gudstjenesten mødte jeg nogle af de unge i kirken. Der var en pige der hed Esther, som med det samme gjorde indtryk. Hun var ”assistant to the treasurer”, men det var tydeligt, at hun var en ledende skikkelse i ungdomsgruppen. Ham der styrede slagets gang famlede lidt i blinde, men straks overtog hun styringen og bad ham om at huske dit og dat.

Det er så dejligt at møde den slags mennesker hernede – dem der vil noget med samfundet og livet. Man kan som regel aflæse dem med det samme – der er et drive over dem, og nogle øjne der brænder igennem. Den eneste måde man kan bygge disse lande og kirker op på er ved at bygge på dem der vil noget – dem der har et dybt ønske om at ændre forholdene, og som arbejder aktivt for det.

Jeg håber at jeg kan få mulighed for at interviewe hende, for hun er et godt eksempel på de mennesker vi skal bygge på i Sudanmissionen og Afrika InTouch.

Resten af søndagen skal bruges på afslapning – vi skal bl.a. se en smuk flod og aftensmaden skal spises hos en kvinde der tidligere har været ansat af Sudanmissionen i Nigeria, men nu arbejder med administration for Det Lutherske Verdensforbund her i Sierra Leone. Den følgende uge bliver travl – vi skal rejse en del rundt til en masse landsbyer og besøge kirkerne der. Det er derude hvor vejene ender, så jeg kommer nok ikke til noget internet foreløbig.

Håber I har det godt derhjemme. Jeg har det i hvert fald godt her.