I landsbyen Faam, mødte vi drengen Lamin. Vi besøgte landsbyen for at få en fornemmelse af landsbylivet. For så vidt var der ikke noget nyt i det for mig, jeg har jo set så mange landsbyer, men det var en dejlig tur dertil. I 1½ time bevægede vi os gennem en tæt skov. Skoven holdt på nattens kølighed, for vi gik tidligt om morgenen. Man kan kun nå landsbyen via fod – men da vi ankom opdagede vi at landsbyboerne arbejder på at anlægge en vej, så de kan få nemmere adgang til hovedvejen der går til hovedstaden Freetown. Det er en strækning på 4 km, der skal ryddes for træer, sten mm. Hver onsdag samles landsbyboerne og rydder et stykke vej – så de kan få fremgang og velstand til området. Initiativrige folk!

Men det var jo Lamin, jeg ville fortælle om. De voksne kom og viste os hans hånd, der var helt opsvulmet af betændelse. Han havde været i marken, og havde ramt ved siden af med sin machete. Da der siden hen gik betændelse i såret, behandlede de det med traditionel medicin, der stadig er vidt udbredt hernede. De havde ikke råd til at sende drengen på hospitalet, da det kostede ca. 100 kr. at få penicillinen. Det lyder jo umiddelbart ikke af meget, men hvis man sætter det i forhold til at bedstemoderen tjener ca. 0 kr. om måneden bliver det jo hurtigt en slags penge.

(Drengen kommer faktisk fra hovedstaden Freetown, men forældrene har sendt ham ud til bedstemoderen i landsbyen, da de er lidt urolige over det forestående valg, og de uroligheder der kan opstå. Det er første valg siden borgerkrigen endte… )

Men altså… knægten havde ondt i hånden! I vores gruppe var der to sygeplejersker, og de sagde at drengen muligvis kunne bekæmpe sådan en betændelse selv, men at det også var sandsynligt, at han ville dø af det, hvis han ikke blev behandlet. Som de store filantroper vi er, besluttede vi at betale for hans behandling på sundhedscenteret i Kangahun, som den anglikanske kirke og Sudanmissionen har opbygget. Efter at have sagt farvel til landsbyboerne bevægede vi os mod Kangahun, med knægten i spidsen. Jeg gik umiddelbart bagefter ham, og dernæst kom bedstemoderen med en taske på hovedet, og en pose i hånden. Efterfølgende kom resten af gruppen. Drengen holdt en ualmindelig god marchhastighed og jeg må indrømme at jeg blev ret så imponeret over den lille dreng, der styrede hele flokken trods det at han havde en hånd, der sikkert gjorde ondt for hver skridt han tog.

Nå, men jeg blev da også hurtigt sat – og bedstemoderen overhalede mig. Ikke fordi jeg var træt, nej, nej. Næ, det var fordi jeg ville vente på resten af gruppen der var kommet noget bagefter…

Det viste sig dog at være en ualmindelig dårlig idé. For de havde en skide ged med på slæb, som vi havde fået i landsbyen, fordi de var så glade for at få besøg. Geder er i høj kurs i Sierra Leone, da de åbenbart ikke har ynglet sig op på et niveau der tilsvarer det, de havde før krigen. Det var derfor en fyrstelig gave vi havde fået…

Hmm… men mage til stædigt kræ skal man lede længe efter. Til tider opførte den sig godt nok, men det meste af tiden måtte jeg enten trække i rebet der var fastgjort om halsen på den, sparke den i røven eller piske den lidt med en dertil indrettet kvist, men så gik den da også velvilligt et par meter. Efter at have skældt og smældt en halv times tid nåede vi til Kangahun, og SÅ gad den ikke mere. Den begyndte at bræge så højt og indtrængende at resten af følget fik ondt af den. Det endte derfor med at jeg måtte bære kræet de sidste 500 meter. Mage til dumt dyr skal man lede længe efter… Tror Folkekirkens Nødhjælp har dummet sig gevaldigt med deres ”Gi’ en ged” projekt.

Men altså, efter at have givet den stakkels ged lidt vand (og mig også) tog vi drengen med på sundhedscentret. Her diagnosticerede de ham hurtigt og beroligede ham. Så blev noget af betændelsen trykket ud, og han fik sin penicillin. Dagen efter var han noget så kæk – og skulle flere gange hen og hilse på sine velgørere. Heldigvis så hans hånd bedre ud.

Ja, man kan gøre meget med meget lidt hernede. Gad vide om drengen havde overlevet, hvis ikke vi tilfældigvis var kommet forbi? Han var en rigtig sød dreng med et rigtig dejligt smil…

Jeg kan ofte undre mig over at Sudanmissionen har så svært ved at finde missionærer – fx til sundhedsarbejde. Der er SÅ meget at gøre, og så mange mennesker at redde, som sikkert ikke vil overleve ellers… Der er en stor glæde og velsignelse i at være en del af kirkens og Sudanmissionens arbejde, har jeg selv oplevet. En klog person har engang sagt at alt forstærkes i Afrika - og det er sandt. Der er masser af triste oplevelser selvfølgelig… men glæderne bliver også forstærket proportionelt. I Afrika kommer sanserne og følelserne på højtryk.

Som en anden klog person har sagt:

Hav aldrig ondt af missionærer: misund dem. De er der hvor der virkelig sker noget – hvor liv og død, synd og nåde, himmel og helvede mødes.

Har du en opgave i Afrika?