I en af landsbyerne vi besøgte, havde de lænket en skør mand til en træstamme. Det var en ung mand, som missionær Egon kendte fra tidligere besøg, og fra før manden blev skør. Så vidt jeg husker, havde han arbejdet sammen med ham i freds- og forsoningsarbejdet. Ingen vidste hvad der var sket med ham, men pludselig en dag, var han altså ikke længere normal.

Manden VAR skør. Vi gik hen for at hilse på ham, og han kunne da også sagtens kende Egon. Han ville gerne have Egons landrover, så han selv kunne køre rundt i landsbyen. Efter lidt palaver om det, sagde Egon at den kunne han få næste gang han kom på besøg derude – og så var manden glad. Han så ikke ud som om han forstod hvad der foregik omkring ham – og så heller ikke specielt ked ud af at være lænket… ”sådan er det bare engang imellem”, gætter jeg på, han tænkte.

Men hvorfor havde de dog lænket ham til træstammen? Normalt var han heller ikke lænket fast, men det hændte, at han blev helt vild og opførte sig ubehageligt. Den oplevelse ville de gerne forskåne os danske gæster for, og havde derfor lænket ham. Egon sagde, at der var stor forståelse for hans situation i landsbyen, og de tog sig godt af ham. Han var vel en slags ægte landsbytosse.

Hernede sender man jo ikke den slags på institution, som vi gør derhjemme. Konceptet findes sikkert knapt nok, og man har i hvert fald ikke penge til at sende sådan en mand i behandling. Det er selvfølgelig både godt og skidt. Skidt fordi han jo ikke får den rette diagnosticering og behandling, men godt på den måde at han bliver accepteret som han er, og taget godt af i sit gamle lokalsamfund.

De fleste hernede vil sige at en ond ånd har besat ham, eller at han er blevet forbandet eller lignende. Man har ganske enkelt ikke kendskab og forståelse for - og sprog for – at han har fået en hjerneblødning eller hvad der nu kan være sket. På den måde kommer troen på ånderne i spil hver eneste gang der sker noget uforudset. På samme måde er der heller ikke sprog for psykiske lidelser.

Så kan man jo synes at de er nok så primitive, men vi skal vel egentligt ikke ret langt tilbage i den danske historie, førend den samme slags overtro gjorde sig gældende – vel især for almuen, de uoplyste bønder. Vi skal vel nok ikke mere end ca. 100 år tilbage, eller hvad?

I øvrigt er det nogle gange værd at ihukomme den danske historie også, og sætte den i perspektiv til realiteterne i Afrika. Fx synes vi jo altid at det er noget så skrækkeligt at lærerne hernede slår eleverne. Og ja, det er det da også. Men – det er jo en ganske ny udvikling i DK at det ikke længere bruges. Det er vel ikke mere end 60 år siden at det blev forbudt i Danmark… Det er trods alt relativt kort tid.

Et andet eksempel:

Ærkebiskoppen i Kristi lutherske kirke i Nigeria (LCCN) har efter sigende kommenteret spørgsmålet om kvindelige præster i kirken på denne måde: ”hvor lang tid var det nu, det tog for Danmark at indføre kvindelige præster?”

Det tog sådan ca. 1000 år i Danmark… Ting tager tid… Ikke kun i Afrika åbenbart…