Tidspunktet er for et par dage siden - en varm eftermiddag under Afrikas nådesløse sol.

Stedet er en mark udenfor landsbyen Kangahun.

Vores rejseleder, missionæren Egon, har fået en lokal bonde til at vise os sin mark, så vi kan se hvilke afgrøder han høster, og hvor hårdt arbejdet er. Efter at have gået et stykke tid, er vi pludselig i marken. Den ligner egentligt ikke en mark… jeg troede sådan set stadig at vi vandrede rundt i bushen. Det viste sig at være fordi bonden har forskellige afgrøder på samme jord, for så er der en god chance for at han får noget ud af høsten, selvom en af afgrøderne skulle slå fejl. Smart!

Ude i marken står en lille firkantet hytte dækket af blade ovenpå et skelet af træ. Her søger familien ly når det regner, og de derfor må afbryde arbejdet. Vi sætter os ind i hytten, der har en bænk i den ene side – det er vederkvægende at komme ind i skyggen.

Bonden begynder at fortælle om markarbejdet – og han tager en flettet bakke ned fra loftet, der udgøres af et par stolper der er fastgjort til tagkonstruktionen. På bakken ligger forskellige typer afgrøder sirligt arrangeret. Manden har FORBEREDT sig! Det er ikke hver dag man ser den slags i denne del af kontinentet.

Han fortæller engageret om sin mark og afgrøderne. Ja, han er ligefrem pædagogisk i sin fremstilling. (De burde nok fyre nogle af lærerne på den lokale skole og ansætte bonden i stedet). Han er stolt af at være bonde, og glad for sit arbejde. Men han vil gerne have at sønnen, der sidder ved siden af, får en uddannelse, så han kan klare sig bedre. Det er svært at klare sig som bonde trods det hårde arbejde.

I november og december er der meget småt med føde. Alle går og venter på at risen bliver moden til høst – ja, faktisk sulter de fleste disse to måneder, selvom de har økonomiseret med maden. Derfor er der gode penge at tjene, hvis man har ris der bliver moden til december, da alle skal have maven fyldt. En anden rissort bliver moden omkring februar, men der er prisen lavere pga. udbud og efterspørgsel.

Igen i år er der græshopper, så bonden har droppet sin mark i det fugtige eng-område, da de æder det hele. Der er besøg af græshopper hvert år i tørtiden – og så må man bare håbe at de ikke æder for meget.

Bonden er dygtig. Han fik sidste år noget ris gennem kirken, så han kunne udvikle sin farm. Kirken i Kangahun er venskabsmenighed med Skalborg Kirke i Danmark. Her har man samlet penge ind til at starte dette mikro-kredit foretagende i samarbejde med Sudanmissionen og derigennem landsbyen Kangahun.

Det første år gav ikke overskud, men allerede nu er der fremgang.

Det er dejligt at se, at kirken tager aktiv del i lokalsamfundet og ønsker at udvikle dette – til fælles bedste. Jeg kan kun opfordre dig til at gå til din egen menighed og derefter kontakte Sudanmissionen for at få en venskabsmenighed i Sierra Leone eller Nigeria.

Det betyder så utroligt meget for afrikaneren at vide, at der er nogen der lever med i deres liv – at mennesker i Danmark beder for dem, tænker på dem, og samler penge ind til udvikling af kirke og lokalsamfund. Det giver dem styrke og glæde. Vi kender jo alle til hvad det betyder at blive set og hørt – og det betyder langt mere for afrikaneren end for dig og mig, da deres liv i langt højere grad er baseret på fællesskabet. Hvis du ikke tror mig, så kom selv og se efter… Men pas på… Afrika er farligt… Man risikerer at komme hjem som et forandret menneske.