Jeg ligger igen på verandaen og ser ud over havet. Det kunnenæsten lyde som om jeg ikke laver andet, men det er nu ikke helt sandt. Vi erbegyndt at få lidt regn, så jeg har lige sat vores gartner til at vaske bilen.Det er nu rart at kører ud af porten i en ren bil, selvom den bliver beskidtigen næste gang jeg kører en tur. Det sidste stykke ned til vores hus er på en grusvej, så selvom det ikkeregner, så er vandpytterne nu så store, at det sprøjter med mudder op påforruden hvis man kører lidt frisk til. Det kan jeg nu godt li.

                      Vihar været her en måned nu, og vi nyder at livet og landet med alle depudsigheder man nu møder. Som når man kommer ind i et flot kontor ellerbestyrelseslokale, og ser en masse store og flotte kontorstole. Så kan mansidde helt nede ved jorden, og næsten ikke nå op til bordet, fordi ingen afstolene kan hæves. Flotte stole er en nødvendighed, men at skifte gaspatronenså de kan fungere, det bekymre ikke så mange.

                      Vivar tidligt oppe i dag, og det på trods af at vi havde gæster til sent i går.Sagen var den, at vi skulle i kirke kl. 7.30. En af de ansatte på kontoretkommer i den lutherske kirke i Tanga, og hun tog altså til den tidlige. Selvomfromme røster vil mene, at man også selv har indflydelse på hvor meget man fårud af en prædiken, men jeg forstod stort set ikke et ord. Lisa kunne heldigvisoversætte lidt. Men kirken var fyldt og mere til, så det var jo en dejligoplevelse. Selve gudstjenesten lignede meget andre gudstjenester vi har værettil i Tanzania, og liturgien er stort set som i en dansk folkekirke.

                      Arbejdetkører fint, men det er lidt nogle andre problemstillinger man bliver stilletover for. Som når der kommer en sms en sen aften, hvor Doktoren (migJ)bliver spurgt om tilladelse til at tage til begravelse hos en bedstemor ellerniece etc.  Det får de joselvfølgelig lov til, men meget uvant er det nu, at være den, som skal bestemmehelt ned i detaljer hvad andre må eller ikke må. Begravelser er tydeligvisnoget som er en del af livet hernede, og to har allerede været af sted grundetdødsfald i den nære familie. Næste dag er de tilbage på arbejde som om intetvar hændt. Eller som da vi forleden, da vi var på vej til Teule hospital ogkørte forbi en minibus, som havde overhalet og kørt frontalt ind i enmodkørende lastbil. Seks døde og syv på operationsgangen, da vi kom ud tilhospitalet. Stort virvar på  selvedagen, men et par dage efter er alt ved det gamle, og busser og lastbiler kørerhurtigt og farligt som de altid har gjort.

 I begyndelsen af ugen var vi i Dar es Salaam for at ordnenogle praktiske ting, så nu har jeg officiel forskningstilladelse i Tanzania.Lisa fik også afleveret sin ansøgning, så det venter vi spændt på.

Vi synes tiden går alt forhurtigt, men vi prøver at udnyttet weekenderne til at få set noget spændende.Vi har være ude at sejle en tur med en ældre tysk kvinde, som har boet her imange år. Hun sejler en tur hver søndag, og har plads til gæster. Så jeg skalellers love for at vi fik lov til at rette ind, når hun gav kommando om hvilkereb der skulle hives i. På trods af at min far er kaptajn har hverken Lisaeller jeg jo den store erfaring med sejlbåde.

I sidste weekend var vi en tur påZanzibar. Det blev faktisk kun til et enkelt døgn, men vi ville gerne over tiløens musikfestival, og prøvede at kombinere det med at vi skulle til Dar.Festivalen hedder Saudi za Busara eller Sounds of Wisdom, og bliver afholdt imidten af den gamle borg i Stone Town. I fem dage er der så en masse forskelligØstafrikanske musikere, som optræder. Meget varieret og meget lidt lig hvad vilige høre af musik til dagligt. Det var en rigtig spændende oplevelse, og såfik vi set landets store stjerne Bi Kitude, som er en kvinde, som efter sigendehar optrådt siden engang i 1920’erne. Ingen ved hvor gammel hun er, hvis hunvar omkring 100 vil jeg ikke bliver overasket.

                      Hov,og så var jeg næsten ved at glemme det vigtigste. I var jeg ude at købe enstang. For mange vil det bare ligne et jernrør, men for de indviede er det enhyldest til min personlige træner Dr. A. Voldby, som aldrig opgav at få mig ogandre i form. Nu skal jeg i den hver dag, og jeg skal ikke være sen til atopdatere jer på mine personlige fremskridtJ

Bedste hilsner

Thomas