Kære dem, der stadig læser med….

Siden jeg skrev sidst, er jeg efter sigende blevet ældre. Oghvor jeg før troede at 27 år var den ultimative alder, så må jeg sige, at 28 erhelt ubeskriveligt.

Dagen blev fejret i Dar es Salaam, hvor vi deltog i NordicSports Day. Det er dagen, hvor alle de nordiske lande konkurrere i alt lige frafodbold til svømning og tennis. Sidst vi var i Tanzania deltog vi også, såderfor vidste vi godt det ville blive rigtig sjovt. Lisa blev suveræn topscoreri kvinde fodbold, og jeg fik spilletid for herrerne. Da vi kom til sidstedisciplin,  stod det næsten heltlige. Norge førte med et enkelt point ned til Danmark, inden den noget imperialistiskedisciplin ambassadør-golf, skulle afgøre det hele. Den danske ambassadørsænkede et pot på 12-15 meter, og afgjorde det hele til stor jubel for dedanske tilskuer. Det er nu altså bare sjovere at vinde.

Jeg brugte også min fødselsdag til at køre over for rødtuden kørekort og i en bil med tvivlsomme forsikringspapirer. Det er der jo somsådan ikke noget usædvanligt i, men jeg gjorde det lige foran en politibetjenti Dar es Salaam. Det var alligevel lidt for mange lovovertrædelser på en gang,så selvfølgelig blev vi vinket ind til siden. Først hilser man jo selvfølgeligpænt på ordensmagten, og prøver så at stille spørgsmål ved om der nu virkeligogså var rødt (det kunne faktisk godt diskuteres, eftersom der ikke var nogetlys i krydset når man kom fra vores retning). Da det ikke går, begynder man atfedte og tale efter munden. Det er Lisa bedst til - i hvert fald på swahili, såder blev snakket og snakket og snakket. Så ville han jo selvfølgelig se mitkørekort. Lisa finder sit frem og siger her er vores kørekort. Den køber hanutroligt nok. Forsikringspapirerne kunne han ikke rigtig finde ud af, men enbøde skulle vi altså have. Og sandelig om han ikke ville have vi skulle betalehele 100 kr. Det kunne vi jo selvfølgelig ikke gå med til, så Lisa snakkedevidere om hvor svært det var at køre bil i Dar, og at vi jo gjorde voresbedste. Til sidst gik han ubegribeligt nok væk fra at vi skulle have en bøde,men så skulle han selvfølgelig have lidt penge som tak for at han ikke gav osen bøde. Lisa snakkede videre, og måtte forklare ham, at hans tak skulle væreat han havde lært os noget om trafikken og livet og hvad ved jeg. Og så fik vilov til at køre videre… Det skal lige siges, at det kræver nok at man kan lidtmere end goddag og farvel på swahili at snakke sig ud af sådan en, men faktumer, at jeg endnu har min første bøde til godeJ

Siden sidst er Lisa også kommet i gang med sit felt arbejde.Det tog tre måneder at nå dertil hvor hun havde alle sine godkendelser. Det kanjo godt være lidt svært at forstå hvorfor det skulle være så besværligt, men nuer hun i gang, og det glæder vi os over. Hun er i et sundhedscenter på vejen udmod Muheza, hvor jeg arbejder, så vi kan køre sammen noget af vejen.

Tja, ellers kan jeg jo fortælle at jeg har ansat en driver,og i morgen skal have en nurse til samtale. Det skal jo nok blive sjovt. Jeg erstadigvæk rigtig glad for mit arbejde, og hver dag har jeg pudsige oplevelsermed hjem. Som da jeg skulle præsentere vores projekt for distrikt rådet iMuheza. En sundhedsforsikrings firma havde købt rådet hele dage, og vi skulleså låne 5 minutter til lige at fortælle og vi skulle ud og besøge vorespatienter i distriktet. Da formanden ville give os ordet, var der storutilfredshed hos alle rådsmedlemmerne der autoriativt sad iført deresdommer/gospel-ish dragter... De ville have at han skulle lukke det første møde,for at åbne et nyt møde til vores 5 minutter. Nyt møde er nemlig lig nybetaling. Heldigvis for os, insisterede formanden på at vi også var isundhedsgenren, og derfor godt kunne være i det samme møde somsundhedsforsikrings emnet. Its all about the money…

Kh

Thomas