Efter nogle uger, som har været aktive ud over det sædvanlige, har jeg nu igen lidt tid til at skrive en lille hilsen til jer derhjemme. Egentlig skulle jeg være begyndt på mit hospitalsophold her i Dar, men jeg har ligget lidt syg, og har sindssygt ondt i øret. Har fået lægens ord for at det er en otitis externa, for dem som dette måtte interessere. Regner dog med at jeg møder op i morgen, selvom jeg stadigvæk er stokdøv på det ene øre.

Kalenderen siger jo at det snart er jul, men jeg må ærligt indrømme, at det ikke er noget jeg rigtig går og tænker over til daglig. Det eneste juleinput man får hernede at de store reklamer hvor en alt for fed, hvid og rød (altså i hovedet som brugte han de resterende 11 mdr. på at drikke julebryg) julemand, som giver en sort lille pige en dejlig cola. Det er lidt skægt, for det er som om man mentalt har aflyst julen, eller i hvert fald alt det som fylder mest i juletiden hjemme i Danmark.

Nå, men de sidste par uger har stået i feriens tegn. Jeg var dårligt kommet til Dar før vi fik besøg at Jakob og Annie fra Danmark. De havde 10 dage i Afrika inden de skulle flyve hjem fra Nairobi. Vi havde derfor lagt et stramt program så vi fik mest muligt ud af tiden. Vi arrangerede det sådan, at vi sammen med Anders og Christoffer, som jeg var i Ndolage med, tog på en safari til Serengetisletten og omegn. Det blev en fantastisk fed oplevelse, hvor vi fik set en masse dyr, og også fik set lidt action live på savannen. Fx så vi en flok hanløver prøvet at angribe en flok bøfler. Det er var blod i luften og helt vildt at se hvordan reglerne er del anderledes i dyreriget end i skolegården. Her gælder det bare om at få nedlagt sit bytte, og overfor 20 løver er det svært at lave et fornuftigt forsvar.

Om natten sov vi i telte, som er lidt ekstra spændende når man ligger ude i en nationalpark, hvor der vælter rundt med vilde dyr. Flere gange oplevede vi at der var nogle hyæner, som vadede lige gennem lejren forbi alle teltene. Eller når der pludselig dukker en elefant op, som begynder at drikke vand at den tank vi bruger til madlavning.

Vi havde en fantastisk tur, og havde nogle sjove dage, hvor vi kunne race rundt efter dyrene i vore terrængående minibus. Vores guide kørte os rundt det meste af tiden mens vores kok som regel blev hjemme og lavede mad til os. Vi fandt dog arbejdsfordelingen rimelig og tippede dem ens da vi kom hjem. Vi fik i alt fire dage på safari og det passede meget godt med at vi kunne nå at se en masse dyr uden at vi nåede at blive alt for trætte af at sove i telt.

Vi begyndte og endte vores safari i Arusha, hvorfra Jakob og Annie tog videre til Nairobi. I denne lille by, som faktisk ikke er særlig pæn, stødte vi så alligevel ind i en kæmpe stor hvid bygning, der lugtede langt internationale penge. Det viste sig at være den internationale domstol for de forbrydelser det skete under folkemordet i Rwanda i 1993. Se det var jo lidt interessant, for selvom jeg er vidende om at Rwanda er et lille naboland til Tanzania og jeg selvfølgelig har set Hotel Rwanda( som er en ganske udmærket film, men også noget barsk, men så igen, hvordan beskriver man nedslagtning af en million mennesker på en ikke barsk måde? – se den!) så må jeg indrømme at ikke vidste noget som helst om det retslige efterspil, som FN og det internationale samfund støtter med alle midler.

Det gjorde et ret stort indtryk på mig at få lov til at sidder og se og hører en retssag. Se hvordan den anklagede sad i pænt tøj med sin advokat ved siden, og samtidig kunne hører hvordan anklageren stillede spørgsmål til mord og til træning at civile mennesker i drab. Og så igen hører hvordan alle anklager blev kategorisk benægtet af den anklagede.

Det er noget ganske forfærdeligt som fandt sted i Rwanda, men samtidig kunne man godt sidder og glæde sig over et internationalt retssystem, som trods alt fungere i en eller anden udstrækning. At se en retssal hvor så mange racer og nationaliteter er tilstede som advokater, dommere eller vidner, giver en vis tror på at det internationale samfund her i form af FN stadig kan gøre en forskel.

Efter at vi havde sent Jakob og Annie til Nairobi og Lisa til Dar es Salaam, var vi tre fyre tilbage, som havde besluttet at vi ville en tur op ad Kilimanjaro, også kaldet Afrikas højeste bjerg.

Jeg vil først starte med at sige at vi alle nåede toppen og kom ned igen. Men når det er sagt, så var det en tur som gjorde drenge til mænd og som udfordrede os på nogle områder vi ikke er så vant til. Det var egentlig ikke fordi vi sådan rent fysisk blev udfordret særlig meget, men det der med at gå op i højderne er jo lidt et lotteri. Nogle mennesker mærker ikke noget som helst og andre bliver så syge, at de må skynde sig ned at bjerget længe inden de kan se toppen. Jeg skal prøve at holde min beretninger så anonyme som overhovedet muligt, får vi havde det alle sammen dårligt fra tid til anden. Så kunne en ikke spise morgenmad pga kvalme. Så var der en, der brækkede sig,  og så var der en, som blev svimmel og ikke rigtig kunne holde på varmen.

Oven i disse højdesyge symptomer måtte vi de første to dage kæmpe med regn i så store mængder at det til sidste ikke rigtig er sjovt mere. Våde madrasser, vådt telt, våde sko og jeg kunne blive ved. Vi havde dog heldigvis noget tørt tøj med, i modsætning til en af vores bærer, som bare sad og frøs i sit våde tøj, og til sidst blev sent ned af bjerget fordi han var blevet syg. Så havde vi jo kun syv bærer, en kok og to guider tilbage, men det gik;-) Faktum er dog at vi alle nåede toppen, og det er vi meget glade for.

Nu er jeg så flyttet ind i kollektivet i Dar og håber på nogle spændende uger på hospitalet inden vi tager hjem i januar.

ses