Allo alle I som gider følge med i mit/vores liv nede hvor solen er varm og vandet er blåt:-)

Der sker jo altid rigtig meget når man sådan er ude at rejse, så når jeg så endelig sidder her foran den bærbare og skal skrive lidt, ved jeg ikke rigtig hvor jeg skal starte. Men håber I alle sammen har haft en kanon Eid. Det er ellers noget de forstår at fejre hernede. Så vi har lige haft en forlænget weekend hvor alle muslimerne(nå ja og os andre selvfølgelig) gav den gas. Liv i gaden, og alle klædt ud som skulle de giftes.

Efter et rigtig dejlig weekend, skulle Lisa jo arbejde igen mandag, for hun er åbenbart ikke bare kommet herned for at få sol på maven. Så har jeg kunnet vænne mig til varmen og landet på en stille og rolig måde. Ondag til fredag havde jeg privateundervisning i Kiswahili, så nu forstår jeg da lidt af det hele. Det var faktisk nogle penge som var rigtig godt givet ud, så nu er jeg bare spændt på hvor langt mine evner rækker:-) Lisa fungerer så som oraklet som jeg altid kan spørge. Gramatik siger hende ikke noget, men hun siger altid det samme som min swahillibog siger. Jeg er imponeret!

Min lærer var en ung men meget dygtig pige, som ikke lod mig være i tvivl om hvem der var lærer og hvem der var elev!! Det var skægt at prøve virkelig at være på et lavt niveau hvor man kunne stille de samme dumme spørgsmål igen og igen. Nu er det så op til mig selv at bare prøve at snakke med folk, for det er vist den eneste måde man lærer det på:-)

Mens jeg husker det, skal I jo selvfølgelig ikke snydes for denne uges restaurentanmeldelse. Lisa og jeg spiste en aften ved et lille gadekøkken, som ligger bare 50 meter henne ad vores grusvej. Vi fik fisk i sovs, samt selvfølgelig ris og bønner. Alle in og eksklusionskriterierne blev overholdt, men alligevel var der noget som nagede mig da jeg kom hjem og skulle skrive. Lisa sagde da vi sad der ved vejen, at vi ikke skulle spise salaten, for den var sikkert smittet med kolera eller det, som var værre. Så det lod jeg være med. Men er man ihærdig madanmelder eller er man ikke?! Næste dag indtog jeg min frokost alene på samme beværtning, og denne gang måtte det bære eller briste, for sandheden skal nu engang frem, om jeg så må skrive den på et hospitalstoilet med et væskedrop i armen. Retten var den samme, men ikke en bønne blev efterladt på fadet.

Nu kunne jeg så gå hjem og vente på de efterveer der givetvis måtte komme.....Det kom bare aldrig:-( Lidt kvalme dagen efter, som ikke kunne tilskrives andet end placebovirkningen var det eneste jeg mærkede. Stor skuffelse igen. Skal jeg virkelig spise råt kød og muggen salat før jeg virkelig kommer til at mærke det rigtige afrika?;-)

Stedet som sådan var dog meget fint og jeg har spist der mange gange siden. Værten råber mit navn hver gang jeg kommer forbi, og det er meget rart, når alle andre bare kalder en mzungu(hvid). Og vi kunne skam både sidde inde i blikskuret og ude på den støvede vej, og betjeningen var helt i top!

Jeg gir 4½ kokkehue og en :-( fordi jeg endnu engang blev skuffet over den hygiegniske standard på gaden!

I går aftes var vi så ude og spise på yachtclubben i Dar, fordi en af de ansatte på ambasaden havde inviteret praktikanterne derud. Se det kan man jo kalde en kontrastfyldt verden, og hvor er det fedt.

I morgen flyver jeg til Bukoba, hvor jeg skal være på et hospital de næste fire uger. Der venter Dr. Nissen og Dr. Voldby, og mit gæt er, at vi kommer til at have det ret skægt. Samtidig flytter Lisa tilbage til det knap så mondæne Casa Cowi, men det var da sjovt at bo i en penthouse så længe det varede:-)

Alt for nu, vi ses når jeg er 2 timer uden for Bukoba:-)

Dr. T in Africa