Dag 149 – 5. juli 2008:

Efter endnu en herlig periode i New York, var det tid til nye oplevelser. Vi forlod storbyen med stil, Arthurs ven hentede os i en kæmpe flyder, der på de hjemlige breddegrader havde kostet det hvide ud af øjnene, og han fik bragt os ganske sikkert til John F Kennedy lufthavnen lidt uden for byen.

Vi lettede omkring middagstid med udsigten til omkring 13 timer under højere luftlag. Allerede på vej i flyet kunne vi straks fornemme, at vi var på vej mod landet med masser af guld og knap så mange grønne skove. Frokosten bestod af 5 forskellige meget velsmagende retter, som blev serveret med rigtig service, hvilket vi aldrig tidligere havde oplevet på monkeyclass. Selv om mange flyveture af denne kaliber oftest føles meget lange, så var denne virkelig en undtagelse, hvor man som gourmetkender faktisk sad og ønskede, at piloten lige ville slå en rundskæv omkring et par oliefelter, så vi kunne nå at få endnu en astronomisk oplevelse. Det blev dog ved dagdrømmeriet, for inden vi fik set os om, fandt vi os selv midt i den arabiske oase.

Dag 150 – 6. juli 2008:

Vi steg ud af flyveren og var nær ved at vælte omkuld. Hvis det ikke havde været fordi at vi havde fyldt depoterne til bristepunktet før vi landede, så føler jeg mig ganske overbevist om, at vi var dehydreret af, at gå fra flyet hen til transitbussen. Termometeret havde for længst passeret de 40 grader og begrebet vindstyrke er tilsyneladende ikke en enhed man måler på disse kanter. Situationen var nu den, at vi havde fløjet hele den del ad dagen, som skulle være vores normale døgnrytme. Vi ankom således midnat lokal amerikansk tid, men hertil skulle vi så lægge 8 timer til, så klokken nu var kl. 9.00 lokal arabisk tid da vi ankom til vores hotel i Dubai. En lidt emsig receptionist ville imidlertid ikke acceptere at vi checkede ind på vores værelse før kl. 11.00, så vi måtte tilbringe vores efterhånden meget trætte kroppe i et sofaparti i hotellets foyer. Det kan vidst ikke komme som den store overraskelse, at vi tilbragte mere eller mindre resten af dagen i vores King Size seng på vores værelse. Dette var en biologisk nødvendighed, men havde desværre samtidig den bagside af medaljen, at vi allerede dér kom meget skævt ind på begrebet døgnrytme. Pludselig var det blevet søndag aften og vi var lysvågne. Vi fandt lidt mad på en ganske udmærket iransk restaurant, inden vi atter fandt tilbage på vores værelse. Her kunne vi så selvfølgelig ikke sove, så hele natten lå vi bare i sengen og råhyggede.      

Dag 151 – 7. juli 2008:

Efter en nat uden søvn var det ikke så underligt at vi sov det meste af denne dag væk. Vi kunne slet ikke omstille os, så forlod slet ikke hotellet denne dag, men skiftevis sov og spiste, i forsøget på atter at blive menneske igen. Om natten var vi selvfølgelig lysvågne.

Dag 152 – 8. juli 2008:

Hen på formiddagen meldte trætheden sig atter engang, og det var svært at kæmpe imod søvnen. Atter engang faldt vi i en dyb søvn, selvom solen stod meget højt på himlen og Dubai ventede foran fødderne på os. Midt på eftermiddagen tvang vi os selv ud af sengen, i håbet om snarest at finde tilbage til en helt normal døgnrytme igen. Vi tog en tur hen til Deira City Center, som blot er et af Dubais 50 shoppingcentre. Her traskede vi rundt i nogle timer og så de mange sommertilbud som butikkerne overalt lokkede med. Vi kom i kontakt med en meget åben og venlig taxachauffør fra Sri Lanka, Rukman, som vi straks fattede sympati for. Rukman, som vi resten af tiden kun omtalte som ”Sir”, kørte os herefter ind til Dubai Marina, som virkelig gjorde sig flot ud her først på aftenen. Aftenhimlen over Dubai her i sommermånederne er nærmest helt lilla, og varmen til trods havde vi et par dejlige timer omkring havneområdet, inden turen atter gik tilbage til hotellet. Vi aftalte med Sir, at han skulle komme næste morgen kl. 9.00 og køre os rundt til en ordentlig sightseeingtur i hele Dubai. Traditionen tro blev det fortsat ikke til mange timers nattesøvn den følgende nat, kroppen kunne fortsat slet ikke finde ud af hvad der var dag og nat.   

Dag 153 – 9. juli 2008:

Lettere klatøjede var vi klar til omsidder at se på hvad denne by kunne tilbyde sine mange turister.

De følgende 6 timer kørte vi byen tynd og så absolut alt hvad der er værd at se i Dubai. Vi så verdens eneste 7 stjernede hotel Burj Al Arab, som ligger placeret midt ude i den arabiske golf. Videre til den flotte strandpromenade omkring Jumeirah Beach, der dog var nærmest mennesketom på grund af den ekstreme varme. Vi rundede verdens højeste bygning Burj Dubai, der stadig ikke er færdigbygget, men som kommer til at være over 1 kilometer høj. Vi passerede utallige shoppingcentre og paladser, ikke mindst Kongens Paladser, som fylder godt op i landskabet. Vi så tegninger til byggerierne ude i vandet i form af ”The World” og ”The Palm”. Dubai Museum var også et meget interessant besøg værd, hvor man kunne følge byens kolossale udvikling, fra at være et meget fladt land nærmest udelukkende med kameler, til nu at være denne metropol der ønsker at være verdensførende på samtlige områder. Sir Rukman, som havde boet i Dubai de seneste 26 år, var vældig godt til at fortælle om livet i Dubai, så vi fik et mere lokalt indtryk af byen. En ekstrem orden og renlighed er meget kendetegnende for byen. Kongen styrer egenrådigt byen og træffer helt suverænt de beslutninger som der passer ham. Hvis han ønsker at en boligblok skal rives ned forbi der skal ligge endnu et shoppingcenter, så bliver det sådan. Kongen tolerer ikke svineri og uorden og udsteder bøder for selv den mindste ukorrekte handling. Kører man i en snavset bil vanker der en bøde og har bilen været involveret i en ulykke, så har man 2 dage til at få bilen repareret, ellers vanker der også bøde i den henseende. Selv om Kongen har udstukket en række strenge regler, så er befolkningen meget glade for ham, for han er åbenbart en rigtig god leder, der selvfølgelig heller ikke opkræver nogen former for skatter eller afgifter.

Godt trætte blev vi midt på eftermiddagen sat af ved vores hotel, hvor trætheden desværre igen meldte sig på det helt forkerte tidspunkt. Det blev således traditionen tro heller ikke til megen nattesøvn denne nat, spørgsmålet er om vi nogen sinde kommer ind i en normal dagsrytme igen?

Dag 154 – 10. juli 2008:

Vi snuppede dagen på hotellet, hvor vi prøvede at skære kraftigt ned på antallet af timers søvn i dagslys, for forhåbentlig at blive ”normale” mennesker igen. Hotellet har heldigvis en række faciliteter såsom pool og træningscenter, så man behøver absolut ikke sidde og kede sig på sit værelse hele dagen.

Om aftenen tog vi med på en bådtur på Dubai Creek, hvor båden sejlede en dejlig 2 timers tur, mens vi nød en buffet på dækket, der vel mest af alt kan beskrives som net uden at være prangende.

Udsigten over byen om aftenen var derimod meget flot, så overordnet set var turen en succes.

Dag 155 – 11. juli 2008:

Efter denne nat har vi stadig vores første rigtige nats søvn til gode. Det kan lyde fuldstændig åndssvagt, men jetlagget denne gang er uden sammenligning den værste vi har oplevet på hele turen. Sir kom og hentede os midt på eftermiddagen, og sammen kørte vi ud til enhver kvindelig turist i Dubais foretrukne seværdighed, Gold Souk, hvor der handles med guld og diamanter til favorable priser så langt øjet rækker. Vi gjorde et par obligatoriske køb, inden vi kørte videre til en lokal optiker, hvor Peter fik rettet op på sit efterhånden skrantende syn på tilværelsen, ved at investere i et par nye briller. De sidste handler blev foretaget på et traditionelt arabisk gedemarked, Karama, en handelsplads, hvor der handles med alverdens mere eller mindre ægte varer. Vi fik styret vores sidste shoppinglyster her, inden vores chauffør satte os af ved en restaurant, som han anbefalede vi skulle prøve at spise på. Restauranten hed slet og ret ”Fiskemarked” og skulle vise sig at fungere som sådan. Sammen med tjeneren gik man simpelthen på opdagelse i montren og pegede på præcis den fik man ville have, hvilken måtte man ønskede den tilberedt på samt hvilket tilbehør man ønskede at spise til maden. Et genialt koncept, man fik hverken mere eller mindre end det man kan spise, og frem for alt, man vælger præcist hvad man kan lide af tilbehør til fisken. Maden var virkelig overdådig og perfekt tilberedt, og når den samtidig var til at betale for almindelige menneskepenge, så er det virkelig et anbefalelsesværdigt sted at aflægge et besøg, såfremt man en dag skulle komme på disse kanter.        

Dag 156 – 12. juli 2008:

Vi havde efterhånden set det meste af byen og foretaget de indkøb som vi fandt nødvendige, så vi tog en sol og afslapningsdag på hotellet, i og omkring poolen.

Dubai har så afgjort været et spændende bekendtskab, om end man ikke skal komme hertil i vores sommermåneder, der er simpelthen for varmt. Når man har set byen og dens mange rigdomme, så byder byen efter min mening ikke på så meget andet end de traditionelle feriedyder, gode stranden, lækker mad og mange shoppingmuligheder.

KH

Gry & Peter