Yellowstone 7/9 2010
I dag bliver nok liggende på harddisken resten af vore dage, er vi enige om.
Vi spiste morgenmad her på vore senge. Så brugte vi en times tid på bilsituationen uden dog at komme ret meget videre. Vi har nu en adresse i Jackson Hole, hvor der skulle være en filial af vores biludlejningsselskab. Vi prøver, om man kan hjælpe os der, ellers må de kunne ordne det sådan, at vi kan køre standsmæssig fra Salt Lake City.
Nå, men efter kl. 10, glemte vi problemer, idet vi kørte ud at se, og det er en Nissan stor nok til, når vi ikke har bagage med. I dag har vi kørt den sydlige sløjfe af det ottetal, som anbefales at koncentrere sig om her i parken. Vejsystemets nordlige sløjfe kan vi ikke nå, men vi har også oplevet så meget, at vi dårligt kan rumme mere.
Man kan sige, at dagen stod i geysernes tegn. Allerede på vej til Old Faithful området var der geotermisk aktivitet mange steder. Vi tog en lille afstikker ved Firehole River. Der var et fint vandfald, og så var der et sted, hvor man kunne bade. Der var nogle ude at bade. Vi mærkede på vandet, men kunne ikke mærke, at det var specielt varmt/lunkent.
Helt fremme ved Old Faithful gik vi straks til det spritnye og flotte visitor center for at finde ud af, hvornår han ville springe. Vi kunne nå at få en hot-dog og en tur i centeret, inden den gamle gik i gang. Ret præcist gik han i udbrud, og det blev overværet som i et amfiteater.
Så gik vi en runde mellem de andre geysere, og vi fik mange gode oplevelser med boblende gryder, geysere i udbrud og mangefarvede bassiner. DET VAR BARE SÅ FANTASTISK! Og så var det strålende sol hele dagen.
Også mens vi kørte hjemad. Vi kørte et langt stykke langs Yellowstone Lake. Åh, så flot det var! Det sidste stykke vej var karakteriseret ved mange dyr. Faktisk siger Svend, som jo er til at lide på, at vi har set i hundredvis af bisonokser. Vi så også en flok hjorte, et lille egern og Gitte hovedet af en odder eller bæver, som stak hovedet op af vandet.
Nu er vi ”hjemme” i vores lille hytte og får en lille tår rødvin /øl. Senere vil vi gå på restaurant og få en god middag.