Lørdag den 5. sept 2009
Vi sidder på balkonen med ”bruset” fra Merced River i ørerne og slapper af, efter at have nydt en dejlig steak med coleslaw, brød og Budweiser :o)
Klokken er snart 20 og det er blevet mørkt og vel et par og tyve grader. Det lykkedes os heldigvis at få et værelse for natten på Yosemite View Lodge, det hidtil dyreste, men også flotteste og mest veludstyrede værelse vi har haft. Her er dejlig stor seng, aircondition, køkkenfaciliteter, balkon med udsigt, spabad og pejs….. super lækkert sted. Vi mangler blot internet adgang, så denne beretning kommer først på i morgen. ( Vi kunne alternativt have lejet brudesuiten, men det var næsten for meget ;o)
I dag, lørdag, blev dagen hvor det endelig lykkedes os at komme ind i Yosemite National Park, efter 2 forgæves forsøg. Vi valgte at gå en tur op til 2 vandfald, Vernal Fall og Nevada Fall, turen var på godt 11 km og gik stejlt op ad bjerget. Vi måtte derfor bruge godt 4 timer og var noget møre da vi kom ned (Michael kunne måske være reddet af en Latte; men den fandtes ikke…). Vi havde ikke mod på flere strabadser, så vi tog til Visitor Center hvor vi så en lille film ”The spirit of Yosemite” i biografen. Vi havde besluttet os for at lave mad på værelset, når nu muligheden var der, og fik købt ind til dette i Village Store – ikke billigt, men super lækkert og mørt kød :o)
Yosemite er USA’s første nationalpark – ”bevilget” af præsident Abraham Lincoln i midten af 1860’erne, Bryce Canyon blev fx først ”fredet” mere end 50 år senere.
Nationalparken dækker et meget stort geografisk område og er en af de mest velbesøgte – bl.a. på grund af sin beliggenhed tæt på flere større byer, fx Sacramento og San Francisco.
Dyrelivet er også rigt. Man ser overalt advarsler om hvordan madvarer skal opbevares i lugttætte beholdere og flere meter over jorden, for fortsat at kunne holde bjørnene væk fra mennesker og campingområder. Chaufføren på shuttel bussen fortalte, at hvis man bliver forfulgt af en bjørn er der én ting man absolut IKKE må gøre….. nemlig stige på en shuttelbus, de har nemlig forbud mod at medtage bjørne… ;o) spøg til side, sidst et menneske blev dræbt af en bjørn var i 1921, til gengæld bliver der hvert år dræbt adskillige bjørne i parken, af biler….
Nu har Michael gang i spabadet og vi må se hvad morgendagen bringer :o)