Buonas halloejsas i danskas alle mandskas...

Saa er der atter opdateringer fra paradis.

Fra Westport (jf. forrige beretning "Man smider da guld paa gaden") gik turen viddere ind i Southern Alpes, med Franz Josef Glacier som destination.
Vi fandt en rigtig hyggelig campingplads, med udsigt op over Franz Josef gletcheren, hvilket er et ret betagende syn, skal jeg harmed lige hilse at sige.
Efter at have nydt et par timer i solen og spist vores aftensmad gled vi over i koekkenet for at faa vasket op. Her stoedte vi paa to rigtig hyggelige knajter, som var blevet sendt op at vaske op, og nu havde gang i en herlig skumkrig, hvor de smurte hinanden ind i skum fra top til taa hvilket jo naturligvis morede dem bekosteligt (gid jeg dog havde haft nosser til at deltage i deres fantastiske skum fight...)
Det viste sig at drengene kom fra Hoeje Taastrup, var hhv. 8 og 10 aar gamle og nogle rigtig dejlige unger med krudt i roeven og fart over feldtet.
Senere paa aftenen kiggede den aeldste af drengene forbi ved vores vogn, haand i haand med sin mor. De var ude at se hvad den alarm, der havde lydt et kvarters tid tidligere, mon var for noget (vist bare en bilalarm), for, for at bruge knajtens egne ord, saa" gjorde det mig sgu saa bange at jeg begyndte at tude" og nu ville han saa se om han kunne finde ud af hvad det var for en vemmelig lyd han havde hoert, for ellers var han ikke sikker paa om han kunne sove. Tooooootal soed unge...
Naeste morgen vaagnede Fie ved en eller anden dunkende lyd udenfor vognen. Da vi saa fik lukket doeren op og kigget efter hvad der mon var lods, saa stod den mindste af knajterne lige bag vores vogn og fordrev tiden med at sparke paa et ellert andet elskab.
Daw med dig du, hvasaa, hvad laver du her??? Han kunne bare ikke sove laengere og havde saa besluttet sig for at trisse over og se om vi mon var staaet op - hvilket vi jo saadanset ikke rigtig var, i hvertfald ikke foer end hav fik os sparket igang.
Han, Oscar, og jeg trissede saa ellers over i pladsens spillerum og fik os et slag pool, mens han fortalte om, at der faktisk var en pedagog paa hans fritter i Hoeje Taastrup, Peder (vi kaldte ham for Peder- gog! Ha ha ha...), som bare var vildt god til det her sens pool, og som bare kan myre kuglerne afsted, mand... Myre dem afsted, den var ny!
Efter poolspillet satte vi os paa en baenk udenfor vores camper og fik en rigtig mand - til - mand snak, fik udpeget de bedste campingpladser de havde vaeret paa, fra et kort, og fik paaskrevet hvilke pladser vi BESTEMT skulle holde os fra, for "de er sgu ikke saerligt gode til boern"> Vildt dejlig unge, som takkede paent for snakken 2 min senere, da famillien samlede ham op og det var paa tide at komme videre.

Vi fik slugt en gang bacom og aeg og fik gjort vores morgentoilette, og trissede saa ellers op i resseptionen for at bestille en guided tur paa Franz Josef Glacieren til dagen efter. Vi besluttede os for en 3/4 dags tur, med 4.5 timer paa isen, til den nette sum af 130$ pro persona. Noget dyrt, men hvis det var prisen, saa var der jo nok ikke meget vi kunne goere ved det!

Vi koerte saa fra Franz Josef og om i den naeste dal, Fox Glacier, og startede dagen med en utrolig smuk travetur rundt om en seo i omraadet, som er blevet skabt af smeltevandet fra Fox Glacier for gud - ved - hvor - mange - 1000 - aar - siden! Soeen var ikke meget stoerre end Broens Moellesoe og en rundtur kunne klares paa en lille time. Fra bagsiden af soeen var der en fantestisk udsigt til Fox Glacier, Mt. Cook (NZs hoejeste bjerg paa 3.757 meter) samt Mt. Tasman, alt sammen genspejlet i soens stille vand, saa det gav lige et par fantastiske Kodac Monents...

Efter turen omkring skovsoeen koerte vi ud til Fox Glacier, hvor der, fra parkeringspladsen og op til gletcheren er en gaatur paa en lille times tid.
Det var en lidt underlig fornemmelse at gaa der, ifoert shorts og t-shirt i 25 - 30 graders varme, og saa komme taettere og taettere paa denne masive blok is. Efterhaanden som vi naermede os glecher vaeggen blev det dog en kende koeligere, men det var stadig til at holde ud - selv da vi stod helt henne for foden af dyret - vel omkring 20 meter fra hvor isen stopper og smeltevandet fosser ud under den, mellem spraekker og revner og huller i den, og fra smaa baekke oven paa den.
Det var en kaempe oplevelse og staa der, saa taet paa denne krabat, og kigge paa den, samt paa det omkringliggende landskab - specielt neden for gletcheren, hvor man kunne se paa bjeargvaeggene omkring den, hvor hoejt, eller lavt, den gennem tiderne har staaet, da den sliber spor ind i, og braekker store klippestykker af, bjaergsiderne mens den langsomt og dovent bevaeger sig ned gennem dalen. Det virker saa bizart, at dette store dovne dyr har saa altoedelaeggende kraefter, for der er jo ikke umidelbart den store dramatik over den (ud over dens fysiske stoerrelse, naturligvis!) Kaempe oplevelse...

Paa vej over passet, tilbage til campingpladsen igen, talte vi om, at vi egentlig begge syntes, at vi havde faaet gletcher nok for denne omgang, og om, om vi ikke skulle afbestille morgendagens gletchervandring og i stedet bruge pengene (jo trods alt godt 1.100 kr) paa noget andet. Og saadan blev det saa - vi koerte fra Franz Josef og Fox Glaciers dagen efter, uden at have betraadt denne fantastiske isverden.
Har faaet laest og paaskrevet, at det bare er noget som vi under ingen omstendighedder maatte gaa glip af, og jeg var da ogsaa 100 % sikker paa, at naar jeg kom til NZ, saa var det en af de ting jeg helt sikkert skulle opleve, men herrens veje er jo som bekendt uransaglige, og vi havde bare faaet gletcher nok i denne omgang.

Den efterfoelgende dag begav vi os ca. 150 km laengere mod syd, hvor vi havde laest om en rigtig hyggelig naturcampingplads, beliggende ved en rigtig smuk bjergsoe, hvor vi ville vaere et pardage og bare nyde stilheden, friheden, og hinanden.
Der var da ogsaa utroligt smuk, men desvaerre blev vi (igen!) invaderet af en haer af sandfluer, saa vi holdt kun ud en enkelt dag og saa var det ellers bare om at komme vaek fra dette helvede. Den forgangne uge har vi, som resultat af sandfluerne, bogstavelig talt, kradset arme og ben til blods. Det kloer og svier noget saa frygteligt og det er 100 % umuligt bare at ignorere (skoent jeg nu til at starte med spillede klog over for Fie og proevede at belaere hende om, at "jo mere du kloer i dem, bette pige, jo mere kloer de igen..." (Kloge ord fra en krads karl!) Jeg har dog senere maattet aede mine ord i mig igen, da jeg nu ogsaa selv har overgivet mig og kloer og kradser saa det er til at blive vanvittig af...

Vi endte i byen Wanakka, som er en "wanna be Quenstown", forstaaet paa den maade, at de i Wanakka proever at efterligne Queenstowns store succes med at traekke tourister til, ved at tilbyde at utal af adrenalin brusende aktiviteter, saa som bungy jumping, canyon swinging, wild river rafting, black river rafting (i underjordiske huler) jet boeting, samt meget meget andet. Det er dog ikke helt lykkes dem at komme op paa samme neveau som Queenstown, og vi tullede nu da ogsaa bare lidt rundt inden vi dagen efter drog videre mod netop Queenstown.

Paa vejen mellem Wanakka og Queenstown gjorde vi flere steder holdt ved nogle enorme frugtplantager, med nogle frugt og groentsags boder saa store, at de fik Boerge Blomkaals tidligere bix i Storegade til at ligne et stykke karse mellem fortaenderne... Saa der blev proviateret i rigelige maengder kan jeg love jer for...

Uuuups, hvad er det...? BUNGY JUMPING.... Pludselig, lid=ge ud til hovedvejen, kom vi til det sted, hvor A. J. Hacket, som den foerste (for uden nogle regnskovs indianere paa Vanuartu, som har bungyjumpetfra 18 - 20 meters hoejde, med et stykke absolut uelastisk stykke lian om foedderne - en slags mandomsproeve, i aarhundreder) legede med ideen om at kaste sig ud fra en bro med et stykke elastik om benene.
vi var ikike sikre paa om vi turde "tage springet", men efter at have kigget paa andre vaavehalse kaste sig ud i det bare ingen ting, var jeg overbevist og fik booket et spring. Fie var stadig skeptisk, selv om det lyste ud af hende, at hun rigtig gerne ville proeve. Hun havde et, set ude fra, ret morsomt opgoer med sig selv om, hvor vidt hun nu skulle goere det eller ej, men efter at jeg havde overlevet mit spring og kom stolt og glad, rystende i min adrenalinrus, op til tilskuerplatformen, hvorfra hun havde overvaerret sceancen, var hun overbevist.
Vi fik booket endnu et spring og gik sammen ud til personalet som tager sig af en og faar en gjort klar til springet.
Selve springet foregaar fra platform paa en bro som, som befinder sig over en halvvoldsom flod 55 meter under en. Man bliver gjort klar, breefet og faar monteret elastikkerne, hopper ud paa en lille afsats, smiler til et kamera, vinker til de "paaroerende" inde paa platformen, synker en sidste gang, og er saa ellers klar til at kaste sig ud over afgrunden. De fleste staar der et lille minuts tid og samler mod, goer sig klar og hopper, naesten!, en to - tre gange, inden de faar bugt med angsten og sommerfuglene i maven og springer ud i intetheden - men ikke Fie. Nej nej. Hun vinkede ind til mig, og de 75 andre som stod og saa paa, kiggede ned langs floden, armene ud til siden, og hoppede saa ellers, flot og elegant, ud fra broen, som om det var noget hun havde gjort hundrede vis af gange foer.
Keft zu halten, hvor var jeg stolt af hende, og hun af mig, da vi begge to igen stod paa platformen med fast grund under foedderne og analyserede vores netop veloverstaaede adrenalin rush - tegnede og fortalte og faegtende med arme og ben, som to smaa boern, der netop havde besteget morfars mindst 200 meter hoeje aebletrae for foerste gang, og nu berettede, for faetre og kussiner, om denne fantastiske bedrift og deres enestaaende vaagemod, alt imens yderligere et par haandfulde eller fire, af de daglige 200, kastede sig frygtloese ud fra broen... Men vi var rigtig stolte over vores bedrift og skaenkede ikke de oevrige en tanke og blev hurtigt enige om, at det sgu var godt vi lod haant om vores naerrighed og tog springet, for det var alle pengene vaerd...

De naeste to dage tilbragte vi i Queenstown, hvor vi bare drev den af, shoppede og tullede rundt. Noed livet...

Og nyder livet, det goer vi fortsat i hoej grad - de seneste par dage er vi blevet yderligere nogle fantastiske naturoplevelser rigere, men dem maa I have tilgode til vores neste beretning - hvorefter vi regner med at vaere up to date igen.

Mht billeder, saa vil vi proeve at uploade nogle naeste gang der falder en beretning af - saa I kan faa set giraffen, alle 4 i Mosehuset.
Jeg er desvaerre ikke helt klar over hvornaar du runder det bloede hjoerne, Birgitte, men under alle omstendigheder skal der, her fra, lyde et kaempe tillykke med dagen. Du har et foedselsdagsknus tilgode c",)

Indtil naeste gang, ha det rigtig godt derude og pas godt paa jer selv og hinanden.

De kaerligste hilsner, knus og kram fra

Faster Fie og Onkel Kedde.