Hej igen.

Saa er mine dage nord for Auckland ovre for denne omgang.
Efter at have overnattet paa en campingplads paa halvoeen, hvor NZ`s nordspids ligger, gik det atter sydover. Men foer jeg goer mere ud af det vil jeg lige vende tilbage til turen op nordpaa, da jeg har en lille tilfoejelse til forrige beretning.

2. dagen af mit roadtrip kom jeg til en lille bugt, Matauri Bay, hvor der var en, endnu mindre, campingplads, hvor jeg besluttede mig for at tilbringe natten.
Det viste sig, at ude i bugten, ca. 5 km fra land, ligger det sted, hvor skibet Rainbow Warrior har faaet sit sidste hvilested.
Rainbow Warrior var Greenpeace flagskib, som var ankret op i Auckland havn, hvor det forberedte sig paa et togt til Moruroa Atollerne, for at protestere mod de franske atomproevespraengninger i omraadet. Dertil naaede skibet dog aldrig, for en moerk nat, en gang i 1985 (dato er undertegnede ukendt), placerede franske agenter spraengladninger udenpaa skibets skrog, som efterfoelgende blev bragt til spraengning, Rainbow Warrior sank, hin nat 1985, og med sig tog det et besetningsmedlem, portugiseren fernando Periera.
Det er aldrig blevet opklaret hvor mange personer der var om at udfoere denne handling, men 2 franske agenter blev anholdt, sigtet og - senere doemt.
Det skabte en del uro i Frankrig. Ikke sa meget fordi den franske regering havde vaeret indblandet i en bevidst terrorhandling i et venligsindet land, nej da! Naeh, mere fordi man havde klokket i det, og agenterne (eller, i det mindste nogle af dem) var blevet snuppet (forbandede franskmaend, ikke sandt onkel Frede c",)
Den franske regering lagde efterfoelgende praes paa NZ for at faa udleveret de to doemte agenter, og det endte med at de blev over4foert til en fransk stillehavs oe - som om de havde vundet en tur til paradis!
Indenfor 2 aar, og laenge foer de havde udstaaet den straf de var idoemt, vendte de to tilbage til Frankrig, hvor de fik en heltemodtagelse!!!
Spraengstofferne, som blev brugt til bombningen, var blevet bragt til NZ paa en yaght, som havde samlet dem op fra en u-baad - gud ved hvor, og derefter fragtet ned gennem landet i en van, af franske agenter der gav den som intetanende tourister (vi er jo bare kokke...) og bang, skibet var sunkent og en uskyldig mand draebt - og Frankrig, NZ, og, ikke mindst, Greenpeace, var paa alles laeber (jeg har efterfoelgende udviklet den teori, at man fre (u)officiel fransk side har ladet agenterne i stikken - afsloeret deres identitet, for ligesom at lade vaerden vide, at "ja, Frankrig stod bag, og saadan gaar det naar man blander sig i vores foretagender" - arogante og selviske som de jo er (en skam at Europa`s bedste skisportssteder ligger i netop det land!). Jeg ved det ikke, og nu er teorier jo oftest meget teoretiske, meeen lur mig om ikke...)
Naah, men hvor om alt er, saa var Rainbow Warrior saa beskadiget, at man opgav at lappe hende sammen igen. I stedet for at hugge hende op, blev hun slaebt op til Mataori Bay, hvor hun nu ligger paa 35 meters vand, som et kunstigt rev til gavn for stedets maritime flora og fauna - og i 1.000 vis af dykkere.

Inde paa land er der, paa en bakketop paa de yderste klippeskaer, rejst et mindesmaerke, som bla. er lavet af skibets skrue (koent eller ej - bedoem selv hvis I en dag skulle komme paa de kanter), og som skuer ud mod det sted hvor RW kastede anker for sidste gang.

Jeg besluttede mig for at tage turen nordfra, gennem Auckland og videre sydover, i et straek, saa det blev en halvlang dag, uden saa meget andet end transport.
Jeg slog lejr for natten paa Cormandle Peninsula, 100 km syd/oest for Auckland, paa vej mod byen Rotoura. Det endte dog med at jeg blev der 2 dage, pga regnvejr.
Pladsen jeg overnattede paa, var beliggende i et stoerre skovomraade, Tairua Forrest, som bla. indeholder (endnu) et flot (ikke smukt, men flot, Lasse!) vandfald, saa jeg fik det meste af regnvejrsdagen til at gaa med et hike gennem skoven, op til vandfaldet, og retur igen - i selskab med vaertsparets rigtig soede labrador (som jeg valgte at doebe "Du" - kom her du - hold din mund du, vent lige paa mig du, etc.). Og vi var et rigtig godt makkerpar. Hvis jeg lige skulle hoppe i en vandpyt, eller havde andre nykker for, og derfor kom bagud, saa ventede Du paa mig. Hvis Du havde fundet et rigtig godt trae der skulle bepisses, jamen saa ventede jeg paa Du. En vaeldig hyggelig, om dog noget vaad!, tur hvor der hlev knyttet et helt saerligt vendskab mellem Du og jeg!!! (SORT!!!)

Dagen efter, stadig i smaaregn, koerte jeg videre mod Rotoura, som er en by midt i et termisk landskab, der straekker sig fra White Island i Bay Of Plenty, til Tongariro National Park, ca. midt paa oeen. Paa denne ca. 200km straekning er der ekstrem termisk aktivitet, i form af jordskelv, vulkaner, gejsere, kogende soeer - og mudderhuller, osv.
Rotoura er kendt som "De raadne aegs by", og det er bestemt ingen overdrivelse. Der STINKER! En kvalm, ubehagelig gemmentraengende stank af raadne aeg haenger over byen (stammer fra de svovlgasser der, sammen med kaagende vand- og mudder, vaelter op af jorden alle vegne) - og dukker op igen, fra tid til anden, hele vejen ned langs den 200km lange straekning.
Forfatteren George Bernhard Shaw erklaerede, efter et besoeg i Rotoura i 1934, at "jeg var glad for at komme ass taet paa helvede og vaere istand til at tilbage igen", og det er nok en meget rammende beskrivelse af et besoeg i omraadet. Man foeler konstant at jorden kan aabne sig under en, og, specielt som skandinav, naar man, som jeg, kommer fra et omraade, hvor det vaerste naturen har at byde paa, er en smule sne, en sjaelden vinter i ny og nae (men som diverse medier alligevel skal blaese op til den vaerste naturkatastrofe gennem de seneste 100 aar "... her er det Trunte Bappengren, live fra Kusserum Krat, hvor det stadig sner saa meget, at de hvide midterstriper efterhaanden fylder hele vejen... og bla bla bla...)
Man vender sig dog hurtigt til stanken, og omraadet er, trods alt, et utroligt spaendende omraade at udforske.

I Rotoura benyttede jeg, bla, lejligheden til at besoege et termisk omraade kaldet Te Puia, hvor bla. NZ stoerste gejser, samt en masse kaagende soeer og mudderpoele, har hjemme. Rigtigt spaendende.
Der ud over var der et "show" med de indfoedte maorier`s (Maorierne kom til NZ omkring aar 1.200) musik og danse, bla. dansen kaldet Haka, som er den dans diverse NZ sportslandshold har overtaget - og udfoerer foer hver kamp, hvor de stamper i jorden, slaar sig selv paa bryst og laar, og med vildt opspilede oejne og tungen haengende langt ud af halsen, proever at skraemme deres modstandere (oprindeligt en gammel krigsdans) - og de ser faktisk temmelig frygtindgydende ud.

Dagen efter koerte jeg til Taupo (hvor jeg er nu). Paa vejen fra Rotoura til Taupo, gjorde jeg holdt ved endnu et termisk omraade, NZ stoerste vandfald (eller i hvert fald det hvor der render mest vand igennem,) samt ved et termisk bad, hvor kaagende vand, som kommer direkte op af et hul i jorden, bliver koelet ned til 40 grader, som saa bliver ledt ind i nogle pools, hvor bla. jeg saa sad, ifoert Dan Turell (som jeg er igang med at laese for 3. gang) og noed det varme vand, solen - og livet.

Orv for oevrigt, den dag da jeg var ude at hike i regnen, med Du, I ved, da var der en bette pige i en stur stationcar, som valgte at koere i groeften, paa den campingplads hvor jeg boede, saa der maatte jeg jo lige traekke i Kansas`en og traede til som Kedde Kranbil - vaks...

Ellers ikke mere her fra i denne omgang. Jeg har faaet en del beskeder og mails (og 1.000 tak for dem, hvis I vidste hvor dejligt det er) ang min sidste beretning. Jeg vil paa den baggrund lige understrege, at jeg har det fint. Jeg savner Fie og foeler mig lidt alene, bevars, men jeg er ved godt mod og har det fint, saa ingen grund til bekymringer paa den front...

Moejn moejn fra Onkel Kedde, som efterhaanden glaeder sig RIGTIG meget til at komme ud til min lile familie i Shanghai...