Hejsa.

Saa er det vist ved at vaere paa tide med endnu en beretning. Det har staaet lidt sloejt til med opdateringerne paa det sidste, men efter den seneste maaneds meget ringe interesse for at foelge med i min rejse har min gejst udi skriveriet ikke vaeret saerlig stor. Jeg kan dog konstatere, at laeseinteressen nu er stagneret - jo nok mest fordi den naermest er lig nul!, saa nu kan det jo da kun gaa fremad c",)

Efter nogle hyggelige dage i Wellington, hvor jeg fik hevet mit kinesiske visum i land, gik turen atter nordpaa mod Auckland, hvor bilen skulle afleveres d. 20. marts.
Den foerste dag gik turen bla. igennem den gammle dansk bosaettelse Danevang, hvor ingen laengere taler dansk, og hvor det eneste der henleder til byens oprindelige indbyggere er et "VELKOMMEN TIL DANEVANG" skildt med en stor dansk viking afbilledet, samt Copenhagen Squair, byens torv, hvor der er opstillet en noget soelle kopi af Dyboel Moelle.
Da danskerne havde lidt (endnu) et nederlag i krigen i 1864, blev Konseilspræsident (det daværende udtryk for en statsminister) Ditlev Gothard Monrad bebrejdet, at den danske hær havde forladt Dannevirke og blev paa den baggrund afskediget af kongen.
Monrad vinkede derefter Danmark "goodbye" og stak af til New Zealand, hvor han en årrække virkede som kaffefarmer, før han efter fire-fem år luskede hjem til DK. Hans sønner blev i New Zealand, hvor de, bla., har vaeret med til at stifte en pandent til den denska andelsbevaegelse.
Efter sin hjemkomst fra New Zealand blev Monrad en af hovedkræfterne i at lokke danskere til New Zealand, og et resultat heraf blev byen Dannevirke. Ja saa!!!

Videre nordpaa endte jeg i byen Napier, hvor jeg endte mad at blive et par dage.
Napier ny gammel by!. Selvom den har eksisteret lige så længe som der har været Pakehaer på NZ. (Pakeha er betegnelsen for folk fra New Zealand, som ikke stammer fra Maorierne). Den 3. februar 1931 kl. 10.47 og de næste 2½ minut frem, blev hele byen lagt i ruiner af et jordskælv der målte 7,9 på Richterskalaen. 250 mennesker omkom. Området blev ved samme lejlighed 40 km2 større, da en del af det omkringliggende sumpområde hævede sig over vande, nogle steder med mere en 2 meter.
Bystyret dikterede, at ingen maatte starte genopbygningen foer end man var naaet til enighed om en genopbygningsstrategi, bla. omfattende byggestil.
Starten af trediverne var praeget af art deco stilen, saa man var ikke sene til at ride med paa den boelge, og genopbygningen tog herefter fart, og i 1933 var det meste af byen atter "up and going".
Midtbyen har stadig i dag en del fine bygninger tilbage fra den tid, og bystyret belønner folk der bygger i stilen og som er gode til at vedligeholde de gamle bygninger. Der er ligeledes strenge regler for hvorledes nybyggeri skal se ud. Byen ligger i skarp konkurrence med Miami i Florida om at være verdens art deco centrum, og folk strømmer til fra naer og fjern for at opleve den helt specielle stemning der er i byen. Det er lidt svaert at forklare, stemningen, men hvis man forestiller sig Al Capone og hans Chalreston klaedte gangstere, og krydrer dette med 1980`ernes Miami Vice`s palmer og pastelfarver, ja saa er den ikke skudt helt forbi. En rigtig hyggelig by.

Efter Napier drog jeg videre til Gisborne, paa nord oeens oestkyst.
Gisborne er det sted, hvor James Cook, som den foerste hvide mand, satte foedderne paa New Zealandsk jord, d. 9. oktober 1769, efter at hand daeksdreng, Nick Young, dagen forinden havde faaet "LAAAAAND I SIIIIIGTE..." Omraadet han fik oeje paa baerer i dag navnet Young Nicks Head.
Jeg blev i Gisborne 2 dage. Egentlig ikke fordi der var saerligt meget at gi sig til, men mere fordi jeg var ved at vaere godt og grundig traet af at rakke rundt.
2. aften jeg var der, var jeg faldet i snak med en aeldre engelsk herre (som kaldte mig Young Christopher!) paa mit hostel. Han hyggede sig med sin whiskey, og jeg med min oel, og inden vi fik set os om var vi paa vej ind i byen for at opstoeve en irsk pub. Det var nemlig saadan, at det var St. Patricks Day. SPD er den irske nationaldag, hvor man (irerne) saa fejre denne helgen, og alt og alle er pyntet op i den groenne irske nationalfarve. Balonner og drinks og parykker og flag og konfetti og toej og duge og ansigtsmaling og belysning og hatte. ALT, lige bortset fra deres elskede Guinness, er groent.
Vi havde en rigtig sjov og hyggelig aften, hvor jeg bla. faldt i snak med en flok lokale knajter, baade Pakeha og Maori, som var ude at give den en ordentlig en paa hatten. De var, som alle andre paa pubben, klaedt i groent fra top til taa, og da jeg spurgte dem om jeg maatte tage et billede af dem blev de elle vilde.
Paa et tidspunkt kom der nogle ordentlige broed af nogle Maorier ind paa pubben, og saa var det som om der gik et sus igennem forsamlingen. Det viste sig at vaere nogle All Blacks (NZ`s rugbylandshold) som lige skulle ud og have sig en taar over toersten. All Blacks bliver betragtet som guder i NZ, og efter at have taget et billede af knajterne sammen med en af disse rugbyspillende kaemper, og efter at have lovet dem at e-maile billederne til dem, havde jeg sikret mig fadoel ad libitum paa deres regning resten af aftenen. Det endte saagar med, at jeg blev inviteret med til en af gutternes bryllup den efterfoelgende loerdag - hvilket jeg dog paent takkede nej til!

Efter Gisborne gik turen, via et stop i Rotorua, til Auckland, hvor jeg fik bilen afleveret dagen foer planlagt, og fik mig indlogeret paa det hostel jeg ogsaa boede paa foerste gang jeg var her.
Tiden i Auckland har jeg brugt paa at tulle lidt rundt og set de ting man nu en gang skal se naar man er her; Gesborne, som er en gammel aeldre rigtig hyggelig bydel, vaeret paa havnerundfart, paa marked, et smut oppe i byens varetegn Sky Tover, samt vaeret ude at se en rugbykamp, hvor de lokale The Bluet slog The Stormers 17 - 14. Fatter ikke helt reglerne, men det var rigtig sjovt at opleve baade spillet som saadan, samt ikke mindst Kiwiernes fanatisme og kaerlighed til det.

I morgen tidlig gaar det saa videre til Kina, hvor et nyt spaendende kapitel paa min rejse begynder.
Jeg regner med at tilbringe de foerste 2 - 3 uger med tiltraengt familiaert samvaer hos Maud, Lasse og Silje, i Shanghai, hvorefter jeg rejser op gennem landet for at ende i Beijing, hvorfra jeg returnerer til DK midt i maj.

Jeg haaber I alle har det rigtig godt og har haft en rigtig god paaske.

Hvis I vil glaede lille Kedde BIG TIME, saa betaenk mig med en lille hilsen i ny og nae. Det er ikke sikkert at der er det store at skrive om, men bar et hurtigt "hej-med-dig-du-jeg-har-lige-vasket-op" vil jeg saette utrolig stor pris paa.

Onkel Kedde.