Hej igen.

Saa er vi paa banen med hvad der, formentligt, bliver den sidste update inden vi igen er helt med. Har jo haengt lidt i bremserne mht opdateringerne, men ligesom i Australien gaelder det her, at der ind i mellem er langt mellem fornuftige internet cafeer, saa saarn er det jo baar...

Naa, men efter Queenstown gik turen videre til Te Anau, som er byen hvorfra man tager videre til hhv. Milford og Doubtfull Sounds, som, blendt mange andre i omraadet, er nogle indlandsfjorde, lidt lige som dem de fleste kender fra norges land - same same, but different...
Vi valgte at tage turen ud til Milford Sound, som ligger i en afstand af 120 km fra Te Anau, en rigtig smuk koeretur som bla. boed paa et par vandfald, spejlblanke skovsoeer hvor de omkringliggende bjerge blev genspejlet, samt et par rigtig flotte is/sne broer som med noed og naeppe har overlevet sommervarmen og nu ligger og sveder og skriger paa sne og frost i maj/juni maaned!
herefter skaerer vejen igennem et bjerg, via en 1.200 meter lang tunnel, inden den staar paa nedkoerslen mod havet, -og en alvorlig en af slagsen, med at fald paa 610 meter over en straekning paa 10 km, et virevar af haarnaalesving og stejle klippeskraenter, samtidig med at naturen viser sig fra en af sine absolut smukkeste sider...
Vel fremme i Milford, som nermest bare er et sted - der er ingen by eller beboelse af nogen art, ud over en lille faergeterminal, noget beboelse til faergernes personale, samt et enkelt usselt motel. Men flot, det er det. Vel fremme, var det saa bare om at finde den rigtige faergeterminal og vente paa afgang.|
Der er et virevar af faerger i Milford, roede, blaa, gule og hvide, allesammen fra forskellige selskaber, som hver i saer proever at goere sig specielt interessante med diverse "ejendomsmaegler" reklamer (Milford Tours, en uforglemmelig oplevelse i et absolut unikt omraade, nyrenoveret baad med de mest moderne faciliteter... osv. osv. osv. bla bla bla...). Vi havde valgt selskabet med det billigste tilbud, 65 $ (pro persona, naturligvis!) (alle faergerne sejler akurat de samme ruter og man faar set akurat de samme ting, hvorfor nogle selskaber saa forlanger mere end dobbelt saa meget som andre, og hvorfor der saa er nogle der hopper paa den, det maa guderne jo vide!) for en tur paa halvanden time - og hvilken tur...
Ud af havnen er det foerste vi faar serveret, et 160 meter hoejt vandfald - imponerende. Derefter foelger diverse traelaviner. Traerne gror paa de stejle klippesider, uden andet at holde fast i, end smaa spraekker og revner i klipperne, og en gang imellem, specielt under kraftige regnskyl (det regner omkring 7.000mm aarligt i omraadet (Har I faan hoestet Torben??? Nej, ae kvorn ae skrejn...)) giver traernes roedder efter for vaegten og skrider ned af bjergsiderne - et trae tager det naeste med, som saa tager det naeste, osv. osv., saa mange steder var der brede boulevarder af bar klippe mellem den oevrige bevoksning - et pussigt syn...
Milford Sound er omgivet af, naesten lodrette, klipper, de hoejeste paa 1800 meter, saa jeg skal lige love for, at man foelte sig meget meget lille mens man langsomt gled igennem det fantastiske farvand. Dog var det meget svaert at fatte, visualisere, hvor hoejt 1800 meter lodret klippe egentlig er, og det var da ogsaa kun naar man, langt vaek fra, kunne se en lille prik, som saa var en af de oevrige faerger i farvandet, ligge for foden af en af klipperne, virkelig kunne forstaa, rumme, disse enorme forhold.
Turen gik ud gennem "fjorden", med et lille smut ud i Det Tasmanske Hav, og saa tilbage igen, forbi et par pels sael kolonier og et 142 meter hoejt vandfald, som vi, bogstavelig talt, seljede ind i, inden vi igen fik fast grund under foedderne tilbage i havnen.
Paa vej tilbage til campingpladsen i Te Anau samlede vi en blaffer op. Det viste sig at vaere en bette fransk pige, som sammen med nogle venner, rejste rundt i NZ og "aabnede nye dale" - klatrede rundt i endnu uudforskede bjerge og haabede paa at finde et eller andet enestaaende de saa kunne blaere sig med at vaere de foerste der havde set.
Hun havde dog ladt venner vaeret venner, og dale og bjerge vaeret dale og bjerge, netop denne dag, og var nu paa vej tilbage til civilisationen igen. Det viste sig, at hun dagen forinden var plumbet i et flod og naert var druknet, saa selv om hun rigtig gerne ville have vaeret med vennerne dybere ind i bjaergene, havde hun ligesom tabt modet og ville nu slappe af et par dage inden den igen stod paa nye eventyr. Sej toes...

Efter endnu en nat i Te Anau gik turen ned mod sidspidsen af NZ, hvor der ikke rigtig var det store at se paa. Bjaergene forsvandt langsomt bag os og landskabet blev hurtigt til marker med faar, kvaeg og hjorteopdraet. Et par enkelte steder har vi vaeret saa heldige at havne midt i en flok faar (vel et par tusinde af slagsen, eller saadan) som var ved at blive flyttet. Om de var paa vej til slagteriet, skulle klippes eller blot skulle rykkes fra en bmark til en anden, det melder historien jo ikke rigtig noget om, men det var sgu en sjov oplevelse pludselig at befinde sig midt i saadan en flok forvirede faar, mens Jens Hansen + 4 - 5 hyrdehunde forsoeger at genne dem i den rigtige retning...

Helt nede paa sydspidsen ligger byen Bluff, hvor der er et ret flot udsigtspunkt over den sydligste del af landet, samt over oeen Steward Island, og bag den, det rene ingenting foer end boelgerne slaar op over de forrevne klippekyster ved Antarktis (4.500 km til Sydpolen)
I en af vores guideboeger er Bluff beskrevet som verdens ende.
Ca. 25 km nord for Bluff, inde i landet, ligger byen Invertigill, og hvis Bluff er verdens ende, saa maa Invartigill saa bestemt, og uden en hver form for tvivl, vaere verdens roevhul!!!
Der boede omkring 110.000 mennesker i byen, saa vi havde jo ligesom forventet at faa en paa den kulturelle oplever, men byen viste sig at vaere doed. Sten doed!!! Der var INTET at give sig til, ingen smukke parker, ingen interessante sevaerdigheder, ingen rigtig bymidte eller cafe omraade hvor man kunne have slaaet et par timer ihjel oven en late og et par oekologiske hvedekiks. INTET!!!! En rigtig graa kedelig og utrolig trist og grim industriby.Det er ikke saerligt paent at sige (eller bare taenke, men som Dan Turell saa rigtigt udtrykker det, saa er vi et par stykker, der simpeltehn bare ikke kan lade vaere med at taenke en tanke hver tredie maaned, eller saa!), men selv indbyggerne var grimme!
Det viste sig, at et af den sydlige halvkugles stoerste aluminiumsstoeberier er beliggende lige i naerheden. Det behoever naturligvis ikke altid vaere tilfaeldet, man vi blev hurtigt enige om, at dette lavsociale epicenter nok skyldes den store samling af ufaglaert arbejdskraft der er kommet til byen pga. de mange arbejdspladser paa stoeberiet.

Nu lyder det jo nok som om, at sydspidsen af NZ er som Oelstykke i november, men helt saa slamt har det nu altsaa ikke vaeret. Der er bare det ved det, at vi kom fra nogle steder, hvor der bag hvert sving og i en hver ny by, var en masse at se paa og give sig til, og hvor naturen var ekstrem flot, dramatisk og enestaaende.

Videre op af oestkysten kom vi til byen Dundene, som baerer tydeligt praeg af at vaere beboet af skotske imigranter. Der er en masse smukke parker, en bymidte med rigtig smuk arkitektur, og saa byder omraadet omkring byen paa NZ`s eneste slot. Det var dog ekstremt taaget da vi besoegte slottet, saa det fik vi ikke det helt store ud af.
En dag hvor vi slentrede rundt i bymidten, kom vi forbi et rejsebeauro, som i vinduet reklamerede for et 12 dages cruice til Fiji, Tonga og Vanuartu, startende i Auckland, som er NZ`s hovedstad, beliggende paa nordoen, hvor jeg skal finde den kinesiske ambassade og soege om visa til Kina.
Includeret i prisen paa cruicet, var flytransport fra en hvilken som helst by i NZ og til Auckland, saa det passede bare perfekt ind i mine planer, og saa var det rigtig billigt (vel omkring 4500 dkr, alt incl.), men hagen ved det var bare, at det kun var paa udvalgte afgenge, som naturligvis ikke passede ind i mine rejseplaner. OEV!!! Kunne nu ellers have vaeret dejligt at afslutte min fantastiske tur rundt i Australien og New Zealand med et bette cruice i Stillehavet. Det maa jo saa vente til en anden god gang!

Campingpladsen vi boede paa, var en rigtig cool en af slagsen. Blandt en maengde aktiviteter skal naevnes petanque, som vi fik en aften til at gaa med (Fie vandt naturligvis!) og saa en helt fantastisk 9 hullers golfbane paa masive 126 meter - 9 par 3 huller, i et bakket terraen bagerst paa pladsen. Her fik frk. Lahn dog smaek for skillingerne c",)

Naaah, men det gik ikke helt som forventet, og der er endnu et par ting at berette om inden vi er up to date med beretningerne, men det skal vi nok faa rodet bod paa inden for de kommende par dage.

Vi befinder os pt i byen Geraldine. De seneste par dage har vi haft rigtig paent vejr, men i dag siler regnen stille ned. Vi vil ud at finde vores campingplads, faa et dejligt varmt, tiltraengt, bad, lave noget varm cacao og hygge lidt, hvem ved, maaske med et spil yatzy eller to...
I aften vil vi et smut i biografen. Der gaar en eller anden ukendt fransk film (men det er med Audry Touto, saa det gaar nok c",) og spise et halvt kg matadormix og drikke en ordentlig spand cola, og bare hygge os.

Haaber I allesammen har det rigtig godt derhjemme.
Syntes efterhaanden det er ved at vaere lidt smaat med hilsnerne - faa lige gjort noget ved det, ik`?

Rigtig mange hilsner, kram, knus og kys

Faster Fie og Onkel Kedde.