Kaere alle sammen.

Saa er vi paa banen igen med endnu en beretning fra NZ.

Fra Blenheim gik turen videre oest paa gennem byen Canvastown, eller by og by, det er maaske saa meget sagt om den samling forskallingsbraedder og blikplader min far havde faaet flaekket sammen, men for os, da var`et en by...
Vi ville egentlig bare have gjort holdt i Canvastown og proevet lykken som guldgravere (igen), men jeg blev sgu draget af skidtet, saa vi endte med at slaa lejr og kaste os ud i den brusende flod i jagten paa det gyldne metal.
Da vi i Australien vaskede guld var det jo saadan lidt opstillet, for vores, turisternes skyld (lidt ligesom naar man vasker "guld" i Djurs Sommerland - her var der bare tale om guld og ikke messing!, men her, i Canvastown (som er opkaldt efter 1860`ernes guldfeber i omraadet, hvor lykkejaegerne boede i telte af - ja, rigtig gaettet, Canvas...) vaskede vi guld i en rigtig aegte flod, saadan en som naturen selv ophavsrettighederne paa, saadan en med rigtig vand og klipper og smaasten og traer og sand og fisk og hvirvelstroemme og insekter og - ja, og saa guld!
Vi samlede begge en vasketallerken og en skovl op og gik saa ned til floden og gik igang, men efter ca. 20 minutters tid sad Fie solidt plantet i en, til lejligheden medbragt, havestol og roeg cigaretter og drak Asti - godt pakket ind for oevrigt. Ikke fordi her var specielt koldt, slet ikke, og naermere tvaert imod, men pga. de (undskyle mit fransk!) satans sandfluer som bider (eller stikker - hvad ved jeg om sandfluer!) haardere end en hest kan sparke. Det svier og kloer saa en smule lige efter man har faaet stikket (eller bidet, men lad det nu ligge!) og gaar saa over igen - kun for at vende tilbage dagen efter for saa ellers at pine og plage en den naeste uges tid - pisse traelst, for nu at sige det paa godt gammeldags dansk! Vores hjemlige myg er stegt flaesk med percillesovs ved siden af de her baester...
Naa, men det var jo slet ikke det jeg ville berette om. Nej, det jeg ville berette om, var mit guldfinderi.
Jeg havde ogsaa faaet mig placeret paa en havestol, men modsat Fie, som sad oppe paa bredden med en flaske Asti i haanden, saa sad jeg en meters penge ude i floden (man er vel magelig), med lange bukser paa (pga fluerne), vaade op til knaeerne, med min tallerken i haanden og vaskede og vaskede saa fingrene lignede en ristet poelse fra i gaar - uden at finde det mindste. Men som vores gode gamle ven, John Mogensen, jo saa rigtig sang, saa er taalmodighed jo en dyd, og efter ca to timers resultatloes soegen dukkede det foerste guld saa op. JUUBIIIIII. Jeg, Kedde Badun, i egen hoeje person, havde netop fundet guld - i guds frie natur, med min egen staedighed og krumme og oemme ryg (og naturligvis en vasketallerken) som eneste redskaber, havde jeg hevet guld op af jorden, praecis som Dirty Bob og Two Tooth Thommas gjorde det for efterhaanden smaa 150 aar siden. Det var sgu en sjov oplevelse - og det foerste lille (microskopisk lille!) stykke dukkede op, netop som et aeldre engelsk aegtepar gik forbi, saa de var jo lige henne og se mit fund (ved sgu egentlig ikke om de overhovedet kunne faa oeje paa det, men det VAR der!) og gratulere mig med min nyfundne lykke.
Herefter var guldvaskningen nemt. Der dukkede guld op i stort set hver eneste ladning jord og grus jeg vaskede ud i floden (noget med at jeg havde ramt den rigtige dybde - cirka en fod nede!) og jeg lagde sirligt hvert lille enkelt stykke (MEGET smaa stykker), i et stykke folie, som en gang havde tjaent som indpakning omkring en pakke Marlboro Light, men som nu var blevet konverteret til mit personlige smykkeskrin>
Fie var for laengst gaaet op for at udforske omraadet, og efter 4,5 timer i den kolde flod havde jeg efterhaanden ogsaa faaet nok, saa jeg pakkede sammen og gik, stolt som en pave, op for at vise Fie min lille nyfundne guldskat (der var ikke en gang nok til at man reelt vil kunne veje det, men det var guld og det var MIT!), fik et anerkendende kys af guldsmeden og puttede forsigtigt guldet ind i en lille hylde under radioen i bilen.
Herefter gik Fie igang med at lave mad, mens jeg rydede op i bilen og gik igang med at lave et bette baal paa en dertil indrettet baalplads midt paa pladsen (var langt uden for lands lov og ret og der var kun tre andre vogne, ud over vores, paa pladsen). Her sad vi saa og hyggede os og sik snakket om dette og hint, indtil naboens  hund kom loebende (gjaeffende) over mod skoven bag pladsen og begyndte at trampe rundt i loevet som om den ledte efter et eller andet, men da det var moerkt kunne vi ikke se hvad den lavede og vi slog det hen med, at den nok havde faaet faerden af en fugl eller noget.
Men nej, 10 minutter senere, og ud af ingenting, kom der saa den underligste, skraekindjagende og uhyggelige hvaessende lyd man kan forestille sig, fra omtraent det sted hvor hunden befandt sig og kort efter kom hunden luskende tilbage. Underligt!!!
Og lydene, de blev sgu ved. Det loed, mente jeg, som et dyr, af en eller anden art, som havde faaet bidt halssen over og nu laa og kaempede for sit liv mens det trak vejret ud af et hul i halsen, mens luften blev blandet med blod og savl! Meget uhyggelig lyd, og jeg skal da ogsaa gerne indroemme at vi ikke var saerligt trygge ved at sidde der i moerket uanende om hvad det var der hvaessede efter os! (ja, eller, det vil sige, at jeg jo naturligvis tog det utroligt koeligt og fortalte vidt og bredt om, at der jo altsaa ikke var noget at vaere bange for, men inderst inde var ved at goere i bukserne af skraek, men det kan jo nok ikke overraske nogen af jer!). Jeg stroeg saa over til naboerne, et new zealandsk paar paa vel omkring vores alder, og fik dem forklaret, at vi mente at deres hund havde vaeret i klammeri med et eller andet dyr ovre i skoven, som nu laa og led, saa om de ikke havde en lygte saa vi kunne gaa over og se hvad det var.
Jow, det havde de da, saa de gik, med Fie og jeg foelgende 3 meter efter dem, over mod det sted hvor vi mente at gaerningsstedet maatte vaere. Da vi kom der over var der naturligvis intet at se - paa jorden i hvert fald, for oppe i traerne fik vi saa oeje paa en possum - et brunt bepelset dyr, lidt som en vaskebjoern og nogenlunde samme stoerrelse, som sad og var stiv af skraek og derfor sad og "skreg" ud i moerket. "Naaah, herregud", loed det fra naboerne, "det der, det er da bare en possum", hvorefter de vente rundt og gik tilbage til deres hytte. PEEIIIINLIIICH, men hva, saa havde vi da set en possum!

Dagen efter, da vi havde pakket sammen og skulle til og afsted, var guldet vaek. MIT guld, som jeg egenhaendigt, i mit ansigts fodsved, havde brugt en halv eftermiddag paa at hive op af floden, var nu ikke til at finde nogen steder. Vi rodede bilen igennem 3 gange, og toemte pladsens affaldscontainer ud paa jorden (jeg havde jo rydet op i bilen aftenen forinden og havde jo saa nok taget mit smykkeskrin (folieposen) og smidt den ud sammen med den oevrige affald), men der var ikke noget at goere, guldet var og blev vaek - og er det foroevrigt stadig, saa jow kaere venner, man smider skam guld paa gaden...

De naeste par dage gik mad at koere rundt i den, og jeg siger det gerne igen - og igen og igen og igen og igen, ufatteligt smukke natur. Alle man har talt med, som har vaeret velsignet med mulligheden for at besoege NZ, ALLE uden sidestykke, har fortalt os om hvor dejligt og utroligt smukt dette land er, men de har alle underdrevet. New Zealand er, haevet over enhver tvivl, det smukkeste jeg (og vi, for den sags skyld), nogen sinde har set. Et lille stykke af det paradis, som folk der allerede er i paradis, maa gaa og droemme om at komme til. Det skulle vedtages ved lov, at alle SKAL besoege dette fantastiske sted mindst en gang i deres liv (lidt ligesom muslimerne, som mindst en gang i livet skal besoege Mekka), for jeg er 112 % overbevist om, at man bliver et andet, og bedre, menneske efter at have vaeret her og oplevet dette storslaaede og helt unikke land.

En aften, hvor vi var i byen Takaka, som ligger i Golden Bay, paa nordspidsen af syd oeen, var vi blevet placeret midt mellem to boernefamilllier, saa den der med at sidde og spille yatzy den halve nat, den gik nok ikke. Vi gik i stedet ned paa stranden - pakkede en taske med oel og vin og snacks, tog vores lille campingbord (et hjemmelavet moebel samlet af en af pladerne i vores seng samt vores koeletaske), vores to stole, vores olielampe og naturligvis yatzyen, og fandt en hyggelig plet, lige der hvor land bliver til strand, og sad saa ellers der og raa hyggede os de naeste mange timer med yatzy og de medbragte snacks samt oel og vin, mens maanen skinnede om kap med stjernerne (stjernehimmelen er utrolig smuk her nede) og boelgerne rullede ind over stranden. Utroligt hyggeligt.

Dagen etfer koerte vi ud til nogle soer kaldet Pu Pu springs, som er et sted hvor grundvandet skyder op af undergrunden i rasende fart - man regner med at der kommer 14.0900 litter i sekundet, og har dannet to meget smukke soeer, som regnes for verdens klareste ferskvandssoeer.
Herefter koerte vi ud til et sted kaldet Harewoods Hole som er New Zealands dybeste hul paa 375 meter, med det stoerste lodrette fald paa 183 meter. For at komme frem til huldet skal man ad en 11 km lang, snoet og meget stejl, bjergvej (grusvej!) og derefter gaa ca 45 minutter gennem skov og klipper, inden man, pludselig, staar i den ene side af hullet, vel ca en trediedel nede i det, og har den mest fantastiske (og ret dramatiske, da der ikke er hegnet af og siderne er helt lodrette!) udsigt til dette enestaaende stykke natur.

Dagen endte paa en campingplads i Westport, paa nord vestkysten af syd oeen. Det var lidt af en koeretur (turene er slet ikke saa lange som i Australien, men med bjaergkoersel halvdelen af tiden tager det mindst dobbelt saa lang tid!), men vi VILLE frem til vestkysten, saa det var bare fremad. Vi ankom forst til Westport omkriung kl 21.00, godt traette, og bedre blev det da ikke af, at det kort vi havde, som skulle foere os det sidste stykke ud til campingpladsen, det overhovedet ikke passede, saa vi brugte det meste af en times tid paa at finde derud. GRRRRRRR.... Men naa, frem kom vi jo da, og det er jo det vigtigste - klar til nye eventyr de foelgende dage.
Eventyr, som I maa hoere naermere om i den naeste beretning, som, bla., omhandler et besoeg ved Fox gletcheren, samt overvejelser omkring hvorvidt vi skulle bungy jumpe fra broen hvor bungy jumping i sin tid blev opfundet...

Har lige faaet en sms fra Eske, som sammen med Alex H og Alex H, har vaeret paa skiferie i det altid suveraene Val Thorens. Lyder som om I har haft en fantastisk tur, drenge, som jeg glaeder mig til at hoere mere om naar jeg kommer hjem.

Skylder ogsaa et koloenormt tillykke til Anne Mette og P med deres lille nyfoedte.
Nu er det jo saa kun Dorte og Eske der stadig venter sig, men klem lige sammen Dorte, for jeg vil saa gerne vaere hjemme naar endnu et mirakkel ser dagens lys.

Haaber ellers at I alle sammen trives og har det rigtig godt.
Sidder her og beretter med netradioen stillet ind paa P4 (klasse) og kan hoere i vejrudsigterne, at vinteren vist for alvor er ved at goere sin entre i DK, saa pas lige ekstra godt paa jer selv og hinanden, nu hvor veje og fortorv er glatte...

Mutti, haaber flytningen skrider frem som planlagt. Har idag vaeret inde og se billederne, samt billeder af familien Melvej Nielsens nye hus - hvor er de dog flotte og hvor jeg dog glaeder mig til at komme hjem og se dem live.

Haaber det gaar godt med de af jer der har faaet nye jobs, nye lejligheder, faaet en lille, truffet en bette pige, og hvad der ellers er sket af nyt siden ae mand drog afsted.

Mange varme og kaerlige hilsner fra

Fie og Christer