Hej igen.

Saa er det paa tide med endnu en opdatering fra mine oplevelser i New Zealand.

Efter Taupo koerte jeg ned langs Lake Taupo, som er NZ`s stoerste soe, mod Tongariro National Park, som bla rummer 3 aktive vulkaner, som destination, hvor jeg havde besluttet mig for at proeve kraefter med trecking (traveture i naturen). Natten tilbragte jeg paa en bette naturcampingplads oppe paa det plateau, som omgiver TNP, som ligger 700 meter over havet. Og netop hoejden skulle vise sig at faa rigtig stor indflydelse paa min nattesoevn den nat. Det viste sig nemlig, at min sovepose paa INGEN maade er bygget til de kuldegrader der er i de hoejder. Da klokken saa smaat naermede sig 05.00 og kulden endnu ikke havde tilladt mig nevnevaerdige maengder soevn, besluttede jeg mig for at koere ned mod det sted hvor jeg skulle starte mit treck, for saa at spise morgenmad der. Paa de ca 25 km kunne bilen (og jeg!) jo saa naa at blive godt gennemvarm, og alt ville igen vaere i den skoenneste orden - lige bort set fra et massivt soevnunderskud, men hva fa`en, jeg er jo et fysisk pragteksemplar, saa det skulle jeg saamaend nok overleve.
Det viste sig saa bare, at varmeapparaturet i bilen valgte at strejke, netop den morgen, ligesom jeg ikke helt kunne finde vej til det sted turen startede, saa det endte med at jeg kom afsted paa turen uden de store maengder soevn, godt forfrossen, samt uden morgenmad. Flot! Jeg havde dog provianteret saa rigeligt til turen, men depoterne var noget flade da jeg startede, og jeg skal da lige love for, at det (sammen med en fornaermende daarlig form!) hurtigt skulle vise sig at faa indflydelse paa min formaaen som vandringsmand. Turen startede forholdsvist fladt gennem en dal med stoerknede lavastroemme paa begge sider. For enden af dalen begyndte det saa for alvor at gaa op ad (nok ikke for sjov de kalder stedet for Devils Stairkase!). Paa en straekning paa godt 300 meter stiger terraenet 200 meter og her kom blev min fysiske formaaen for alvor sat til vaegs, saa det var med indlagte pauser for hver 15 - 20 meter, at jeg efter ca en time endelig stod ved South Crater, (i 1480 meters hoejde) som er det foerste plateau paa vej mod toppen af vulkanen Mt Tongariro i 1886 meters hoejde. Men det var alle strabadserne vaerd, for fra platauet var der ikke kun en felt fantastisk udsigt til Mt Tongariro, men ogsaa til omraadets anden vulkan, den naesten helt perfekt koniske Mt. Ngauruhoe, (som er kulissen for Mordors Mt. Doom i Ringenes Herrer triologierne) samt udsigt over store dele af den vestlige nordoe.
Efter saa at have samlet kraefter igen gik turen videre tvaers over South Crater - en underlig fornemmelse at gaa tvaers over et aktivt vulkankrater!) og videre op mod Red Crater, som er vulkanens hovedkrater og har en meget betagende roed farve.
Red Crater er samtidig det hoejeste punkt paa turen, saa herfra gik det (naesten) kun nedad (selvom man kun har tilbagelagt ca 1/3 turens samlede laengde paa 18,5 km!) Fra toppen af Red Crater gaar man gennem det helt golde vulkanske landskab, gennem roeg og damp fra vulkanen, og ned mod Central Crater, som er vulkanens tredie og sidste krater.
Paa vej ned paserer man 3 smaa vulkansoeer, som har en helt absurd lyseblaa farve, en enlig stor krater soe, samt diverse smaastier gennem goldt vulkanlandskab, varme kilder, krat og skov, inden man er tilbage paa parkeringspladsen, hvor man, 9 timer tidligere, har parkeret vognen. Start i 700 meter, toppende i knap 1900 meter, og sluttende i 55o meter. Saadan!
Det var, uden tvivl, den haardeste fysiske udfordring jeg til dato har udsat mig selv for, men samtidig en af de stoerste naturoplevelser jeg nogensinde har haft.

Paa de 4 timers nedstigning moedte jeg et rigtig soedt dansk par, Louise og Anders, som jeg aftalte at moedes med naar vi alle tre, 4 dage senere, var kommet til Wellington. Det var vi saa i gaar, og som aftalt, moedtes vi paa deres hostel over en rigtig hyggelig middag, noget god roedvin + kolde pilsnere, samt poolspil i baren. Alt i alt en rigtig hyggelig aften, som jeg haaber vi kan gentage naar vi igen har fusserne plantet i den danske muld!

Naah, men efter at vaere kommet igennem dagens strabadser gik det saa mod den naermeste campingplads, hvor det var en MEGET traet Kedde der, skulle det senere vise sig, tilbragte sin sidste nat i den vogn!

Naeste morgen var det planen at tage videre mod Wanganui, men saa langt kom jeg aldrig, for 25 km udenfor byen kravlede termometeret (eller hvad saadan et temperatur-maaler-aggregat i en bil nu hedder) pludselig helt op i det roede felt, samtidig med at vognen begyndte at lugte ret kraftigt, saa det var ind til siden i en fart, inden hele apparaturet skulle braende helt sammen.

Jeg fik saa fat i noget vejhjaelp som, inden for en times tid, var paa stedet og kunne konstatere, at bilen var game over, hvor efter vi (vognen og jeg) blev slaebt til en lille by, som faar Vinum til at ligne New York, hvor den lokale mekaniker kontaktede biludlejningsfirmaet for at hoere om de skulle begynde at reparere vognen (det var vist noget med en deffekt vandpumpe, hvilket ogsaa var aarsagen til at varmeapparaturet svigtede morgenen forinden!) eller eller hvordan. Det skulle de ikke! I stedet ville de afhente bilen naeste morgen, og samtidig, naturligvis, aflevere en ny bil til mig. I mellemtiden blev jeg saa indlogeret paa byens hotel (ALLE byer her nede, uansat stoerelse, har et lille hotel, samt mindst en pub!), hvor udlejningsfirmaet daekkede diverse udgifter til overnatning, samt mad og drikke.
Det var naturligvis en streg i regningen, men egentlig meget hyggeligt, og en ekstra oplevelse oven i hatten...
Jeg floed paa hotellets sofa (foran et KAEMPE tv c",) hele aftenen, inden jeg kravlede i en helt almindelig RIGTIG seng, hvilket efterhaanden var ved at vaere laenge siden jeg havde oplevet den slags hverdagsluxus (komforden i vognen har meget tilbage at oenske sig...)
Naeste morgen holdt der, helt som aftalt, en ny vogn udenfor hotellet, og jeg takkede hotelfatter mange gange for venligheden og begav mig videre paa min faerd.

Paa min vej mod Wellington overnattede jeg i Wanganui, paa vestkysten, inden jeg saa var fremme i gaar eftermiddags rundt 16 tiden.

Bliver her i Wellington en 3 - 4 dage, indtil Den Kinesiske Ambassade faar udfaerdiget mit Kinesiske visum, saa jeg kan komme op til min kaere fammilie i Shanghai, om efterhaanden kun 16 dage.

Jeg skal da ogsaa lige fortaelle, at da jeg var i Taupo overvejede jeg et skydive (faldskaermsudspring), som der faas billigere end noget andet sted i NZ. Det kunne jo ligesom vaere den ultimative udfordring til mit, tidligere i udpraeget grad, hoejdeskraekke vaesen. Det blev dog ikke til noget alligevel, for jeg besluttede mig til i stedet at faa et varigt minde med hjem herfra, i form af en bette tatovering paa min hoejre skulder. Tatooen, en silver leef (minder meget om et bregneblad), som er det new zaelandske nationalsymbol, kan saa hver morgen, resten af mine dage, naar jeg staar foran spejlet og ikke barberer mig, minde mig om dette fantastiske eventyr, hvoraf der heldigvis stadig resterer godt en fjerdedel...

Haaber I alle har det trygt og godt, hvor end i verden I nu befinder jer.
Pas rigtig godt paa jer selv og hinanden.

Knus og kram, kys og halloejsa fra

Onkel Kedde.

PS: tak til de af jer som har betaenkt mig med diverse hilsner - det goer saa godt og betyder saa meget...