... men floeden er paa ingen maade sur.
Graed ikke over at det er forbi, men smil fordi det skedte - det er vist meget rammende for min situation netop nu...
Det har vaeret et helt og aldeles fantastisk eventyr, men jeg glaeder mig nu til at komme tilbage til Nordregion Danemark igen...

For nogle dage siden var jeg et smut forbi Beijing Opera. Jeg ville gerne ind og se bygningen indefra (en ret fantastisk bygning, foroevrigt), men da jeg ikke kunne finde indgangen fandt jeg en bette pige at spoerge til raads. De (hun var sammen med sin mor) var ogsaa paa vej indenfor, saa vi fulgtes ad mod indgangen. De fortalte at de var paa ferie i Beijing og kom fra byen Chengdu, som to dage senere blev et af de vaerst ramte omraader i det jordskaelv som ramte Kina i forgaars. Jeg har siden taenkt meget paa dem og deres familier - stakkels mennesker.
Man skulle efter sigende have kunnet maerke rystelserne her i Beijing, men selv opdagede jeg intet – sad, saa vidt jeg lige kan resonere mig frem til, i en taxi paa det tidspunkt.
I forbindelse med jordskaelvet har rigtig mange af jer proevet at kontakte mig paa bloggen eller pr. Mail, for at tjekke op paa om alt var som det skulle vaere, og om jeg befandt mig i de ramte omraader. Det har varmet meget at saa mange af jer, paa trods af jeres stressede og fortravlede hverdag, har fundet 5 ledige minutter til at skrive mig en lille hilsen og sikre jer at alt var ok.... NOT!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! For nu at sige det som det er - Far er sgu skuffet...

Naah, men vel ankommet til Beijing gik den foerste dag med sightseeing i Den Forbudte By, paa Tiananmen Squair (Den Himmelske Freds Plads), en cykeltur i Beijings gamle boligomraader – de saakaldte Hutongs, som er 2 - 300 aar gamle, rigtig hyggelige, smaa huse beliggende i nogle smaa smalle gader, et Kong Fu show, samt med toejvask og afslapning.
Dag 2 boed saa paa det uundgaaelige besoeg ved den Kinesiske Mur, i form af et 14km langt trek paa selve muren, hvilket var en ret fantastisk og meget unik (og fysisk haard!) oplevelse. Dele af muren er helt eller delvist oedelagt, men den del vi besoegte er blevet renoveret flere gange op gennem tiden, saa den fremstod forholdsvist intakt, og dermed rimeligt let at gaa paa.
Paa et tidspunkt rendte vi paa en bette mand, 72 aar gammel, fortalte han, som boede i omraadet, og som levede af at saelge kolde vand og oeller til turtisterne. Han gik fra sin landsby hver morgenen, med rygsaekken fuld af de kolde drikkevarer, og vendte saa retur naar dagens sidste turister havde gjort deres indkoeb.
Vi havde naturligvis selv medbragt drikkevarer en masse, men det blev nu alligevel til en enkelt, iskold, flaske vand, samt det obligatoriske foto af manden. Vi sagde paent tak og farvel, og saa, da vi begav os videre, at han var paa vej ned af bjergskraaningen (muren snor sig op og ned af bjergene. Den del vi gik paa gik op til 540 meter over havet, men flere steder gaar den over bjergtoppe der er mere end 2500 meter hoeje – maa have vaeret et ufatteligt og umenneskeligt slid at fragtre sig selv og diverse byggematerialer op og ned) – moejn do... Men fandme ikke om vi saa stoedte paa ham 2km laengere fremme. Han havde blot skudt en genvej, og sad nu igen og tilboed os forfriskende drikkevarer. Frisk gammel mand maa man sige...
Ved enden af trekket var der en svaevebane som man saa tog ned til en bette soe, hvor en baad saa ventede paa os og fragtede os videre til vores hotel. Hotellet var beliggende midt ude i ingen ting, lige ned til foer omtalte soe, med bjaergene og muren i baggrunden. Utrolig flot beliggenhed skal jeg lige hilse at sige...
Aftensmaden blev indtaget paa en lille lokal snask (der var vel 5 huse og et faelles lokum i byen), hvorefter The Beerteam (laes forrige beretning for uddybning!) drog videre for at finde en bette taverna eller lignende. Vi kom dog aldrig videre end til byens koebmand, hvor en flok lokale maend var igang med en pot pool paa et, mildt sagt, ramponeret poolbord, som stod udenfor koebmandens indgang. Her hang vi saa resten af aftenen og spillede pool med de lokale maend, og drak kolde oeller. Hvis ens flaske var tom behoevede man blot at kigge paa koebmanden (som nu var en dame!) som saa straks kom springende med en erstatning.

Paa vej tilbage til Beijing dagen efter, gjorde bussen holdt uden for The Birdsnest, som er det stadion der skal rumme aabnings - og afslutningsceremonien, samt fodboldkampe og atletikstevnerne, ved OL, som floejtes igang 08.08.08, og som Beijing er meget stolt af at skulle huse, og som man goer en kaempe, og mange steder vellykket, indsats for at blive klar til.
Jeg havde glaedet mig rigtig meget til at se dette stadion, da det har et ret anderledes design, men desvaerre var det umuligt at komme taet paa stedet, saa det blev kun til et par halvkiksede fotos paa alt for lang afstand.

Samme aften var vi ude at spise afskedsmiddag med gruppen. Paa vej til restauranten kom vi forbi et madmarked, hvor man kunne koebe alverdens alternative smaa snacks, saa der blev mit spisekort udvidet med skorpion, slange, samt soestjerne. Yummy...

Saa var det tid til at sige farvel til de oevrige fra gruppen. Turen var forholdsvis kort – 12 dage, saa det var begraenset hvor taet man var naaet at komme paa de oevrige deltagere, men det havde vaeret en rigtig hyggelig tur, med nogle rigtig rare mennesker, hvor vi havde oplevet, set og hygget os rigtig meget.
Danny, den engelske gut jeg boede paa vaerelse med, skulle hjem fra Beijing dagen efter, saa vi havde booket en ekstra nat paa hotellet.
Om aftenen gik vi op i hotellets bar og fik os et par slag pool og en afskedspilsner. Rigtig hyggeligt blev det dog aldrig, for Danny, den stakkel, som havde rejst i 10 maaneder, glaedede sig paa ingen maade over at skulle hjem. Han foelte ikke rigtigt at han havde det store at komme hjem til, saa han hang gevaldigt med skuffen.
Det maa nu ogsaa vaere svaert, som 18. aarig, at skulle retur after at have vaeret paa farten saa laenge. Endelig vaere sluppet vaek fra mors koedgryder og have oplevet og levet, set og udforsket, og for foerste gang for alvor proevet at staa paa egne ben. Jeg foelte sgu lidt med gutten, men jeg havde det naesten saadan, at gid det dog var mig der kunne saette mig i flyveren naeste morgen og drage retur til dagligdagen.
Paa en eller anden undelig maade, saa jo taettere jeg er kommet paa datoen for min hjemrejse, jo mere har jeg glaedet mig til at skulle hjem. Jeg besluttede mig dog for at nyde nuet og faa noget ud af de sidste dage, saa jeg har paa ingen maade forsoemt opleveriet, og da slet ikke vaeret ked af at vaere afsted, men det bliver nu alligevel rart at komme retur til andedammen igen...

Efter at have tjekket ud af hotellet fik jeg mig indlogeret paa et lille, rigtig hyggeligt, hostel, i de foer omtalte Hutongs.
Hostellet er lige saa gammel som vejen, og den er sgu gammel skal jeg lige hilse at sige, og holdt i den traditionelle gamle kinesiske stil. Over alt er der roede rispapirslamper, fine traeudskaeringer og anden kinesisk pynt (laes tingel-tangel...), og i haallen er der, ved siden af en lille fiskesoe med guldfisk og skilpader, nogle rigtig hyggelige, aeld gamle, flydemoebler, hvor man, i ro og fred, kan sidde og hygge sig med en god bog.
Ikke langt herfra ligger der en lille hyggelig café, hvor jeg har indtaget de fleste af mine maaltider den sidste uges tid, og hvor jeg har tilbragt et par aftener i hyggeligt selskab med en god bog.
I gaar aftes var jeg ogsaa paa caféen, og det der blot skulle have vaeret et maaltid og en oel eller to samt en times laesning, endte med at udvikle sig til en helaftensforestilling, idet jeg loeb ind i en dansk og en irsk fyr som rejste sammen, og som nu da nok mente, at en fyr som mig ikke burde sidde der mutters alene over en bog. Det endte med at vi fik vendt det meste af verdenssituationen og lidt til, og jeg var ikke tilbage i min seng foer ud paa morgenen, saa dagens planlagte besoeg i Sommerpaladset roeg i vasken. Det goer nu ikke saa meget, for saa er der noget Fie og jeg kan se sammen naar vi, forhaabentlig, til oktober tager et smut til Kina og besoeger fam. Boesen i Shanghai, og i den forbindelse slaar et smut omkring Beijing.

De sidste dage er gaaet med sightseeing. Et besoeg paa Kulbjaerget, som er et menneskeskabt bjerg, lavet af den overskydende jord fra voldgravene omkring Den Forbudte By, en tur ud til CCTV´s (Kinas nationale TV station) nye hoveddomicil, som er en ret imponerende bygning, et besoeg i Himmelens Tempel, en tur i Beijing Opera og hoere klassisk kinesisk musik, samt en helt masse gaature rundt i byen.

I gaar, efter at have besoegt Himmelens Tempel, ville jeg et smut forbi Den Underjordiske By, som er en by under byen (atomsikret og designet og bygget til at kunne rumme op mod halvdelen af Beijings davaerende indbyggere i tilfaelde af et atomangreb), som Mao fik opfoert sidst i 60. erne, hvor han havde faaet tirret Sovjetunionen og Nikita Krushchev saa meget, at faren for et Sovjettisk atomangreb paa Beijing var overhaengende (eller ogsaa var det blot endnu et udtryk for Mao´s totale mangel paa realisme der spillede ham et puds (er lige blevet faerdig med Mao, den ukendte historie, som jeg varmt kan anbefale andre at laese, hvor flere af hans vandvittige idéen er skidlret. Der var sgu meget jeg ikke vidste om Mao´s Kina, og om hvor rablende sindssyg manden var. Ved ikke hvorfor det ikke har vaeret en del af min historieundervisning – eller er det bare mig der ikke har lyttet ordentlig efter i timerne... - det er bestemt ogsaa en mulighed!!!))