Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
fister » Beretninger » At være forelsket i to piger på en gang...

At være forelsket i to piger på en gang...

Kære alle sammen.

Så er det vist ved at være på høje tid med endnu en opdatering - den første fra Kina´s land.

Men før Kinalogien startes er der lige en lille tilføjelse fra turen fra New Zealand til Kina.
Dat var nemlig sådan, at jeg på turen fra NZ til Kina skulle mellemlande i Sydney, kun for at skifte fly og fortsætte halvanden time senere - troede jeg!
Det var nemlig sådan, at Quantas (forkortelse for: QUeensland And Northern Territory Airline Systems, jow jow C",) havde valgt at vælge at aflyse mit fly! Hvis jeg bare havde fået besked herom kunne jeg jo have ændret min afgang fra Auckland så den havde passet med en anden afgang fra Sydney, men af uforklarlige årsager havde man ikke anset det for vigtigt at give mig besked om aflysningen.
Så det endte med at jeg blev indlogeret på et helt og aldeles intetsigende lufthavnshotel (forestiller mig at det er sådan de fleste lufthavnshoteller er, intetsigende - de fleste er der jo nok kun en enkelt nat, så hva...) i et helt og aldeles intetsigende industriområde omkring lufthavnen. Naturligvis på Quantas regning, så det var jo da endnu en ekstra oplevelse oven i hatten, men stadig lidt trist når nu jeg havde regnet med at skulle gense min lille familie samme aften.

Nå, men jeg var jo så blevet re booket til et fly den efterfølgende formiddag, og denne gang var der ingen slinger i valsen.
Vel ankommet til Shanghai var det så bare om at komme igennem lufthavnen hurtigst muligt, for så at finde et tog ind til byen.
Jeg havde egentlig en forestilling om, at det let kunne komme til at tage syv lange og syv brede at komme igennem diverse pas og bagage tjek ved indrejsen til Kina, men overraskende nok, så er det den indrejse, på hele min tur, som er gået mest smærtefrit. Hurra for det.

Togturen ind til byen foregår med et højhastighedstog, Maglev, som tilbageligger de 35km på godt 9 minutter, eller med hvad der svarer til 300km/t. Det var sgu funny, men en skam at jeg ikke ankom midt på dagen, for mellem 09.00 og 17.00 lukker de helt op for sluserne og suser afsted med 460 km/t!!!
Efter denne hæsblæsende tur ind til byen tog Lasse imod mig på togstationen, hvorefter vi entrede en metro, som fragtede os det sidste stykke til Jing´an bydelen på Pu´xi siden af Huangpu River, hvor familien Boesens compound ligger.

Første punkt på dagsordenen var naturligvis at få sagt pænt goddag til Maud og Kirsten (Mauds mor, som desværre tog hjem til DK allerede morgenen efter min ankomst - kunne ellers have været hyggeligt hvis vi kunne have overlappet vores besøg med et par dage, men sådan skulle det altså ikke være i denne omgang), for så at få taget hul på det jeg har glædet mig aller mest til ved at skulle til Shanghai; gensynet med min kære niece Silje. Hun var naturligvis blevet lagt i seng (klokken var 21.30), men vi listede os ind til hende og stod og beundrede dette lille vidunder i længe. For sevan hvor er hun blevet stor. Nu er det jo også ved at være et halvt år siden jeg så hende sidst, så der er naturligvis sket en del med hende, men det var sgu næsten helt skræmmende så stor hun var blevet.
Jeg var rigtig spændt på om hun mon kunne kende sin onkel Kedde igen, men der var ingen grund til bekymring. Næste morgen blev hun lagt ind til mig i min seng, kiggede et kort sekundt på mig, ligesom for at se hvad dælen det nu var for en stodder der lå der, og slog så ud i et kæmpe smil og baskede med både arme og ben. Siden det sekund har jeg været helt og aldeles solgt, og bare hun kigger på mig ænser jeg ikke andet. Hun er det mest glade, smilende og rolige barn på denne side Suez, og vi pludrer og synger og danser og flyver og kildrer og leger og græder og hopper og griner og kigger og undres og opdager og efterligner og bøvser og sover og spiser og ser Animal Planet og meget meget andet. Kort sagt, Silje elsker sin onkel Kedde og onkel Kedde elsker Silje - længere eller kortere er den såmænd ikke.

Ellers går dagene stille og roligt. Silje (og dermed vi andre - som regel selv undertegnede) vågner mellem 06.00 og 07.00 og så starter dagen så småt. Lasse tager på arbejde mellem 07.00 og 08.00, Silje bliver bliver badet og gjort klar til dagens komme, og Maud og jeg tager ud og kigger på byen, hvilket flere gange har ført os forbi et af de utallige tøj-sko-taske-solbrille markeder, som der er en hel del af her i Shanghai. Det er sådan med markederne her i byen, ligesom med alverdens andre markeder af enhver art, i alverdens andre storbyer, at det er en nødvendighed at beside evnen til at prutte om priserne. Selv om man egentlig syntes at have hevet en god pris hjem sker det ofte at man senere, på det samme marked, tilbydes den samme vare til væsentlig under hvad men netop lige har betalt, så efterhånden er vi blevet så hærdede udi prutteriet, at vi tilbyder sælgerne en tiendedel af den pris han selv ligger ud med - og ni ud af ti gange ender det med at vi får vores vilje...

Maud og jeg er som regel tilbage mellem 16.00 og 17.00, hvor husstandens ayi (kinesisk for pige i huset - i dette tilfelde dog en dame på 45 (tror jeg!)) så er igang med aftensmaden.
Lasse returnerer fra jobbet omkring kl 18.30, og så står den på kvalitetstid for fam Boesen, inden Silje så bliver puttet mellem kl 19.00 og 19.30, og vi går i krig med aftensmåltidet - som regel en blanding mellem vestlig og kinesisk mad, og som regel rigtig lækkert.
Aftenerne bliver tilbragt med afslapning og hygge, inden sengen igen kalder efter en lang og, for Lasses vedkommende, hård arbejdsdag. Maud og jeg tuller jo egentlig bare rundt og hygger og oplever, men da vi jo har været rigtig tidlig oppe (og Maud har været oppe flere gange i løbet af natten for at give Silje hendes sut) er vi sgu alligevel grydeklar forholdsvis tidlig på aftenen.

I fredags var vi til fødselsdagsmiddag hos nogle af Maud og Lasse´s venner, og der skal jeg sgu lige love for at onkel Kedde var kommet i fint selskab. Hus på 360 m2, 2 piger i køkkenet (vi fik bla frikadeller c",), årgangsrødvin, og, som prikken over i´et, egen privatchaufør i en giga Chrysler 300C til at transportere os hjem ud på natten.
På trods af at en dødelig lille sønderjyde som mig, til tider, godt kunne føle sig lidt malplaceret i dette fine selskab; den ene halvdel af selskabet (vi var 16) snakkede ammeindlæg og kolik, og den anden halvdel krydrede et hold stor snak med aktiekurser, ejendomsspekulation og fragtrater, så havde vi en rigtig hyggelig aften.

Weekenden har vi tilbragt med en lille miniferie i Suzhou, en gammel, rigtig hyggelig, kinesisk by med kanaler og ræmpe store kinesiske haver. Dette må dog vente til min næste beretning - jeg skal jo passe på med ikke at kede mine sidste læsere halvt ihjel...

Jeg tror og håber at i alle har det rigtig godt, men en konfirmation af dette ville nu være dejligt.

Claue, det lyder rigtig spændende med jeres projekt nyt hus i Christiansfeldt. Hvis I har brug for en hjælpende hånd på et eller andet tidspunkt i processen må I sige til, så skal jeg gerne give et nap med.

Lene, et kæmpe tillykke med dit nye job. Jeg er så glad på dine vegne og håber (og tror) at du vil falde til i de nye omgivelser - al mulig held og lykke med det.

Det lyder rigtig spændende med jeres projekter i Mosehuset - glæder jeg mig til at komme hjem og se. Fugl i dag og fugl i morgen... Og hey Mette, tillykke med knæ´ene c",)

Pas nu godt på jer selv og hinanden.

Mange kærlige hilsner fra

 

Onkel Kedde.

Beretnings info

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd