En kande kaffe og et varmt taeppe kaere venner...

Dag 12 boed paa 742 km fra Tanunda i Barossa Valley til starten af The Great Ocean Road som starter ca. 300 km - og slutter ca. 20 km vest  for Melburne. Vejen skulle efter sigende vaere en af de smukkeste vejstraekninger overhovedet, hvilket vi, efter at have oplevet den, sagtens kan skrive under paa.
GOR blev bygget i aarene 1919 - 1932, primaert af veteraner fra 1. verdenskrig (ikke anden verdenskrig, Lasse c",) til minde om deres faldne kammerater. Vejen snor sig i bjergomraadet langs med kysten og byder paa baade fantastisk smukke "skulpturer", formet af vind og vejr i den bloede sandsten langs kysten ( bla. kan nevnes London Bridge og The Arc, som alle kan studeres naermere paa nettet, for dem der maatte have interesse her for), marker og enge, samt helt fantastisk smukke bjerge og regnskov.
Dagen startede i delstaten South Australia og midt paa dagen koerte vi saa ind i Victoria, hvor vi hurtigt erfarede, at der gaelder nogle lidt andre regler i trafikken end i SA, for knapt havde vi koert en halv time i Victoria foer end vi blev stoppet af politiet, med fuld blink og hele balladen! Det viste sig, at hvor hastighedsgraensen paa landevejene i SA var 110 km/t var den her i Victoria kun 100 km/t, hvilket vi var lykkeligt uvidende om. Jeg fik lov at blaese i ballonnen og Hr. betjent skulle lige registrere detaljerne paa mit koerekort, hvorefter han boed paa en hyggelig sludder og sendte os afsted igen med en formaning om lige at lette lidt paa speederen. Paa en eller anden maade bliver alting lidt lettere for os i Australien, naar foerst folk faar at vide at vi er fra Danmark - ved ikke om det er vores yndige Kronprinsesse Marry`s tilhoersforhold til Australien der goer udslaget, men i hvert fald er der flere der har lyst gevaldigt op og nevnt hende i meget rosende vendinger, naar de har erfaret hvor jeg kommer fra. Det er sgu altid godt at kende nogen der kender nogen der kender noget...
Vel fremme paa vores campingplads skulle jeg lige op og betale for vores overnatning mens Fie blev nede i vognen og gik igang med at pakke ud. Oppe i receptionen havde de en moentopereret internet computer (2$ for et kvarter!) saa jeg kunne ikke naere mig for lige at gaa paa nettet og suge de seneste nyheder hjemme fra til mig (havde ikke hoert saerlig meget nyt hjemmefra de seneste 14 dage, stk tsk...!!!)... Da saa maskinen havde slugt mine 2$ og jeg havde opbrugt min kvota gik jeg atter ned mod camperen. Paa lang afstand kunne jeg se, at Fie var temmelig rasende over et eller andet. "Hvor f..... har du vaeret" vrissede hun, med taarre i oejnene (jeg blev sgu noget beklemt, for saadan har jeg aldrig set hende foer), "jeg skulle jo for f..... paa toilettet...", og vaek var hun saa... AAAAARGH.... Hun var, halvanden time foer vi ankom til pladsen, begyndt at snakke om, at nu skulle vi altsaa snart finde et toilet, men vi stoedte bare ikke paa nogen foer paa campingpladsen. Jeg taenkte jo da ikke lige paa at pigebarnet var saa traengende da jeg lavede min date med computeren i receptionen og pligtopfyldende som Fie jo er, saa ville hun ikke gaa fra en ulaast vogn (jeg havde bilnoeglerne), saa... Vi har grinet rigtig meget af det lille optrin siden og er blevet enige om, at hvis en saadan situation atter skulle opstaa, saa holder vi enten ind til siden og finder en busk, og ellers maa vi bare forlade vognin i ulaast tilstand de par minutter det nu tager forrette sin noedtoerft c",)
En time senere, paa en lille campingplads i det aller sydligste Australien, midt ude mellem 11 og 5, fik jeg saa den foerste danske aftensmad i over 3 (tre!) maaneder; hakkedrenge med bloede loeg og kartofler. Damn hvor var det godt med noget "ordentlig" mad. Jeg har smagt paa mange spaendende og laekre retter paa min tur, men INTET stikker altsaa en gang god gammeldags dansk mad...
Det faktum at vi nu var kommet ud til den noget koeligere sydkyst gjorde, at vejret nu var blevet ganske udholdeligt om dagen, men decideret koldt om natten. Eftersom der ikke var varme i vores camper maatte Fie saa have fundet skiundertoejet frem og da jeg har en eller anden form for indbygget radiator, maatte jeg agere varmeapparat, saa der blev puttet noget saa dejligt de naetter vi sov langs kysten c",)

Naeste dag, dag 13, boed kun paa 184 km, en af turens korteste straekninger, men alligevel en af de dage hvor vi oplevede flest forskellige aspekter af den australske natur, flora og fauna.
Vi startede degen med at se det sidste af GOR som loeber langs kysten. Her boed oplevelserne bla. paa The Grotto, The Blowhole samt The Thundercave, som er nogle stedder, hvor errotionen i klipperne har gjort, at naar boelgerne fra sydhavet rammer klipperne, skabes der nogle ret hoeje og rumlende lyde, som lyder som tordenvejr - meget fasfinerende. Der ud over gjorde vi holdt ved The Twelwe Apostels, som er nogle fritstaaende klippeformationer ca 200 meter ude i havet, som er lidt haardere en den oevrige klippemasse i omraadet, og som havet, regnen og vinden, derfor ikke har kunnet faa bugt med. Et utroligt smukt og enestaaende syn.
Efter at vaere drejet vaek fra kysten begyndte landskabet nu at aendre sig og foer vi vidste af det koerte vi rundt paa de hyggeligste smaa snoede bjergveje omgivet af taet regnskov, som vi aflagde et besoeg ved en lille, dertil indrettet, park. Det var en meget anderledes oplevelse at bevaege sig rundt i regnskoven. Her var bregner pa 2 - 3 meter i hoejden, rigtig mange sjove og anderledes traer, buske og planter og nogle kaempe traer paa vel omkring 75 meter i hoejden og 5 - 8 meter i omkreds. Hvis man tog sig tid til at stoppe op og lukke oejnene et oejeblik, fik man virkelig fornemmelsen af at vaere i regnskoven i form at lydene fra de utroligt mange forskellige fugle, insekter og krybdyr der lever i skoven. Stor oplevelse.
Efter at vaere kommet ud paa den anden side af skovene, snoede vejen sig igen tilbage ud langs kysten. Landskabet var stadig bjergrigt og man koerte, det meste af vejen, paa de aller yderste klippeskaer. Vejen var hugget ind i klipperne og man foelte flere gange at boelgerne i det naeste haarnaalesving ville skylle ind over vejen.
I dette omraade havde vi laest om, at der skulle vaere en virkelig smuk nationalpark med store bregnelunde, dale og slugter og, hovedatraktionen for os, en del vandfald. Paa trods af en iherdig indsats lykkes det os dog aldrig at finde vejen ind til parken, saa vi maatte koere videre med uforrettet sag.
Til gengeld stoedte vi paa koalaer. Paa ruten, langs kysten, var der flere steder hvor eukalyptustraerne naermest dannede et tag ind over vejen og her og der fik vi oeje paa koalaerne, som sad dovne og veltilpadse i traekronerne og gnaskede eukalyptusblade i sig. De er rigtig nuttede at se paa, men desvaerre faar de sig ofte placeret saadan, at det eneste man, fra jorden, kan faa et billede at, er deres rygge og deres, knapt saa nuttede, bagdele... Men vi fik da et glimt af dem, hvilket jo er det vigtigste...
Inden vi drejede ind paa vores bestemmelsessted, campingpladsen i byen Anglesea, gjorde vi holdt ved et supermarked for lige at proviantere til de kommende dage. Det er saadan i supermarkederne i Australien, at kassedamen staar og pakker alle dine varer i plasticposer for dig, hvilket jo i sig selv saenker tempoet vaesentligt, men ud over det, saa er de ualmindeligt sloeve (kunne laere meget af Birthe nede fra ae Brugs...) og kan naesten ikke overkomme, at der staar ENDNU en kunde i koeen. Dette blev dog Fie for meget, saa hun begyndte, en smule provokerende (men meget forstaaende), at anrette tingene paa kassebaandet for den lille kassedame, saa der ligesom kunne komme bare en lille smule glid over tingene, hvilket kassedamen da ogsaa tog til sig og speedede noget op. Hele dette scenarie morede mig gevaldigt og Fie selv var da ogsaa noget overrasket over hendes reaktion paa tempoet (eller mangel paa samme), for under normale onstendigheder ville hun have gjort som ingenting og jeg ville have skyndet paa den lille dame, men i dette tilfelde var rollerne altsaa byttet om, hvilket efterfoelgende var til stor morskab for os begge.
Vel ankommet paa campingpladsen laaste vi vognen af og begav os mod en naerliggende golfbane for at faa skudt nogle fotos af en kaenguroflok som vi havde hoert skulle holde til paa omraadet, hvilket de da ogsaa gjorde - sammen med en flok pappegoejer som vi ogsaa lige fik foreviget.
Tilbage paa campingpladsen skete saa det som vi havde frygtet og som bare ikke maatte ske - vi havde laast noeglerne inde i bilen! Der var to bilnoegler i vores noeglebundt og samme formiddag havde vi talt om, at vi da vist hellere maatte faa taget den ene noegle ud af bundet, saa vi begge havde en noegle paa os og dermed mindskede rissicoen for at smaekke dem begge inde paa en gang, men nogle gange er der jo langt fra tamke til handling, saa nu stod vi her med en vis legmesdel i postkassen...
Der var dog ikke meget andet at goere end at forsoege at komme ind i bilen saa vi kunne faa laast noeglerne ud igen. Heldigvis kunne de smaa sideruder oeverst i tagkalesjen ikke lukkes ordentligt, saa vi fik et af dem lirket op og begyndte at afmontere myggenettet som er monteret indefra, hvorefter jeg, lige akurat, kunne smy mig ind gennem vinduet. Gud ske tak og lov for min atletiske form og min olympiske krop, for naar man saadan bagefter stod og betragtede vinduet, saa ville man forsvore at jeg kunne klemme mig ind der. Herefter blev vi hurtigt enige om straks at skille noeglerne fra hinanden og undgik dermed noget lignende paa resten af turen...

Efter 2 uge on the road stak vi nu ind i landet igen. Ca. 100 km nord/vest for Melburne ligger et omraade hvor der tidligere (og til dels stadig, for visse omraaders vedkommende) er blevet fundet vaesentlige maengder guld. Vi havde bestemt os for at besoege byen Ballarat, hvor man, i et omraade af byen som for 100 aar tilbage var vaert for nogle af de stoerste guldfund i omraadet, har indrettet en rigtig gammeldags guldgraverby, Sovereign Hill. Byen rummer alt, lige fra guldminer og en bette flod, hvor man kan faa lov til at vaske (rigtigt) guld, til en hovedgade med diverse gammeldags butikker, arbejdende vaerksteder samt hestetrukne dilligencer, smedevaerksteder og hjulmagere.
Vi startede besoeget med at gaa en tur rundt i byen, for saadan lige at danne os et indtryk over hvad den nu havde at byde paa, og vi var svaert imponerede over hvor gennemfoert det hele var.
Efter gaaturen var det tid til at proeve lykken som guldgravere, eller rettere guldvaskere, saa vi blev udstyret med en vasketallerken og saa var det ellers igang. I starten var det meget smaat med gevinst, Fie fandt dog nogle smaa stykker, men nej, det var sgu for ensformigt, kedeligt og for langt imellem snapsene, saa vi besluttede os for at opgive og i stedet for gik vi op i hovedgaden for at finde os et bette sted hvor vi kunne faa stillet appetitten. Vi havnede paa en gammel saloon, The United States Hotel, som faktisk har serveret mad og whiskysjusser for guldgraverne saa langt tilbage som midten af 1850`erne.
Efter en velfortjent frokost slog vi et smut omkring museumsminen Red Hill, hvor den 2. stoerste guldklump nogensinde er blevet fundet. Vidunderet vejede 69 kg og bestod af 99,8 % rent guld - ikke daarligt... Men ud over historien var der ikke neget over minen, som var rekonstrueret og det temmeligt daarligt enda. Tillige var der en far med 4 totalt umulige pigeboern, med paa samme rundtur, som konstant hylede og skreg og var rigtig pisse iriterende. Behoever jeg at sige at jeg havde lyst til at give dem en svada eller to??? Og bedre blev det ikke da vi saa, at paa den naeste minerundtur vi havde tilmeldt os, jamen da skulle samme familie da selvfoelgelig ogsaa med. GRRR... Men mere om det senere, for inden denne tur fik min staedighed bugt med mig og jeg MAATTE tilbage til floden for at se om jeg da for sevan ikke ogsaa kunne finde bare en lille smule aedelmetal... Saa jeg fik jig installeret og gik igang, og saa skete der pludselig noget da jeg fik luret et par triks eller to af hos et par ef de oevrige lykkejaegere og det ene lille fine (meget smaa!) stykke guld efter det andet kom til syne. JUBIII, min dag var redet c",) Paa et tidspunkt kom der en bette purk, vel omkring 8 - 10 aar, og satte sig ved siden af mig for at proeve lykken og ham fik jeg hurtigt knyttet baand til og fik ham laert hvordan en rigtig guldgraver vasker guld. Det var fantastisk at se hans oejne da han, helt egenhendigt, fandt den foerste lille skindende klat i bunden af sin tallerken og han takkede mange gange og stroeg op for at vise sit fund til sine foreldre. Da vi et kvarters tid senere gik op mod vores 2. minerundvisning havde min lille ven faaet sin oevrige familie installeret med hver sin tallerken og var glaedesstraalende igang med at vise dem hvordan de skulle vaske. Stort c",)
Naa, men tilbage til minerundvisning nr. 2 i en noget stoerre mine end den foerste, hvor vi fik en rigtig god rundvisning og nogle rigtig gode historier fra de gode gamle guldgraver dage. Det var saadan, at arbejderne i minerne i 1850`erne blev sat til at bestille noget allerede fra deres 10. leveaar, hvor (drenge)boernene blev sat til at skubbe de op til et halvt ton tunge vogne rundt i munegangene, til en betaling paa 1 engelsk pund om ugen (10 timer om dagen 6 dage om ugen). En voksen minearbejder arbejde samme timeantal og tjente 2,76 engelske pund om ugen. Vi fik en demonstration af en af de boremaskiner man tidligere brugte i minerne. Maskinen, der arbejdede paa trykluft, produceret paa overfladen, gik under navnet "Widdowmaker" (enkemager). Den producerede store maengder stoev som folk i minegangene saa gik og indaandede, hvilket naturligvis medfoerte store skader paa lungerne, og ofte blev en minearbejder (pga skaderne i lungerne) ikke over 35 aar gamle! Neeej, det arbejde tager sgu meget af ens fritid...
Turen endte med en rundvisning i den del af minen hvor man tidligere havde gravet guldmalmen ud med hakker og skovle (rigtig spaendende), inden vi skulle fragtes ud af minen af et af de tog som i gammel tid fragtede guldmalmen op til overfladen. Her er det saa de pisse iriterende, foer omtalte, pigeboern kommer ind i billedet igen, for lige saa hoejtraabende og aerketraelse de havde vaeret paa hele denne - og den forrige, tur, lige saa stille og blege blev de da de fandt ud af at de skulle fragtes ud af minen af et tog uden tag, sider, eller afskermning af nogen art. Det frydede mig noget saa gevaldigt (ved godt det ikke er et saerligt paent traek, men saadan havde jeg det nu bare!) og jeg taenkte, at nu maatte farmand (ja ikke mig, men deres far!) jo saa tage dem i haanden og foelge dem ud til fods. Men nej, sandelig ikke om farmand overlod de af pigerne som ikke ville med paa toget, til en guide, som saa fulgte de stakkels unger ud, mens han selv morede sig bekosteligt paa togturen. Maaske ikke saa underligt at ungerne konstant havde saa travlt med at goere opmaerksom paa sig selv, faderens mangel paa opmaerksomhed og forstaaelse taget i betragtning...

Tilbage i bilen fandt vi et kort frem for lige at planlaegge ruten tilbage til kysten, hvor Melburne var sat som destination (en tur paa vel 125 km) Efter at have indprintet ruten skulle det saa bare gaa ud over stepperne, men bilen rokkede sig ikke ud af stedet. Det viste sig at vi havde glemt at skrue ned for vores koeleskab, samt at jeg havde glemt at slukke for lyset, saa vi var braendt tolalt tor for stroem. DOOOOH!!! Et par forgaeves genoplivningsforsoeg senere travede vi hen mod en tankstation for at klage vores noed og hoere dem om de paa nogen maade kunne vaere behjaelpelige. Det kunne de natullervis ikke, og netop som kassemanden skulle til at ringe op til noget autohjaelps halloej var der en ung fyr (hillbilli af tredie grad (en hillbilli er en lokal der ikke ser alt for intilligent ud!) som spurgte os hvad problemet var. Vi forklarede ham vores situation og spurgte om han mon kendte nogen der kunne vaere os behjaelpelige??? Joooow, det mente han nu da nok at goere, for sagen var den, at han selv var mekaniker (fanden galme), saa deeeeet.... Klasse. Batteriet i hans bil kunne bare ikke helt jumpstarte vores, saa det endte med at han hjalp os med at skubbe bilen igang i stedet. Vi gav ham 15$ som tak og ham og hans (mindst) lige saa boevede kammerater og kaereste, som ogsaa sad i bilen, en kold oel hver og saa var det ellers afsted mod campingpladsen i Melburne. Det viste sig, at vi skulle hele vejen igennem Melburne + forstaeder for at komme ud til vores campingplads. Da vi bestildte havde de dog faaet vores telefonnummer, saa vi gik ud fra, at hvis de ville lukke inden vi naaede frem ville de lige give os et kald - men nej! Da vi omsider naaede frem var alt lukket og laast!!! Hva sevan... Men vi sneg os nu ind alligevel og fandt os en plads som saa ubeboet ud og fik os indlogeret.

Dag 15 var ogsaa dagen hvor Australian Open i tennis 2008 tog sin begyndelse, saa vi havde besluttet os for at faa denne oplevelse med i bagagen nu da vi alligevel var i byen. Vi fik parkeret vognen (brand ulovligt, men der var andre end os der ville se tennis, saa det var krop umuligt at finde en parkeringsplads indenfor 15 km fra stadionomraadet) og fik koebt os en billet til Vodafone Arena, som er det ene af 2 hovedstadions. Det fungerer saadan, at man koeber en billet til hele dagen til et givent stadion, og saa kan man ellers bare se al den tennis man orker. Vi vidste ikke helt hvem der skulle spille, men det viste sig at vaere nogle ganske interessante kampe vi fik at se.
Den foerste kamp var i kvindernes singleraekke imellem 3. seedede  Jelena Jankovic og Tamira Paszek. Jelena vandt kampen 2-6, 6-2, 12-10. Rigtig god kamp.
Anden kamp var i mendenes singelraekke og stod imellem 6. seedede Andy Roddick Lukas Dlouhy. Roddick vandt kampen 6-3, 6-4, 7-5. En ok kamp, men hos maendene er der saa meget der bliver afgjort i serverne, saa man faar ikke helt saa meget tennis at se som hos kvinderne.
Den 3. kamp stod mellem 5. seedede Maria Sharapova og jelena Kostanic Tosic. Vi gik efter 1. set, men kampen endte 6-4, 6-3 til Scharapova.
Selv om jeg nu kedede mig en smule et par gange undervejs - der sker jo ikke det vildt uventede i saadan en tenniskamp, saa var det en super sjov dag og en kaempe oplevelse alligevel, og vi er begge rigtig glade for at vi valgte at bruge en dag af vores ellers saa kostbare tid paa det...
Middagen den aften stod paa spaghetti med koedsovs, garneret med rigeligemaengder Barosso Valley vin samt koelige pilsnere og med mindst 20 spilyatzey til dessert...

Dag XVI stod paa moderate toemmermaend og en koeretur paa 395 km fra Melburne til Wodonga. Ikke meget at berette fra denne dag. Sent afsted og tidligt fremme. Lavede mad forholdsvis tidligt, gik i poolen, spillede nogle spil yatzy og gik forholdsvis tidlig i seng.

Syttende dagen lignede den foregaaende til forveksling - dog uden toemmermaend! Dagen boed paa 591 km fra Wodnga til Bargo, hvor vi paa halvvejen var forbi i Australiens hovedstad Canberra. Kort foer Canberra blev vi saa stoppet af policen, igen, og jeg blev sat til at puste i ballonnen, igen... Betjenten der holdt os ind morede sig noget over, at mit koerekort foerst udloeber i aar 2045 og efter han havde grinet faerdig fik vi saa lov til at fortsaette turen.
I Canberra saa parlamentet og et Warmemorial (museum over de forskellige krige hvor australske statsborgere har kaempet).
Museet taler jo lidt for sig selv, men der skal lige naevnes en mindevaeg hvor navnene paa samtlige godt 102.000 australiere, som er faldet i diverse krige gennem de seneste godt 200 aar, er opridset. Det var en noget tankevaekkende oplevelse at kunne se alle disse navne, raekke efter raekke efter raekke efter raekke... Foeltes naesten som en endeloes opremsning af disse anonyme mennesker som havde ofret deres liv i noget saa aandsvagt og ideloest som krig, men som har gjort det for at andre kan leve et liv i fred og fordragelighed...
Parlamentet, som stod faerdigt i 1989, var utroligt flot og meget gennemfoert, men en smule kedeligt alligevel. det mest sindsoprinende ved det er egentlig det ydre. Bygningen er blot i to etager (over jorden) og er stjerneformet. Hver af stjernens spidser flader ud og ender i niveau med det omkringliggende landskab og der er saa plantet graes hele vejen op paa alle seks "arme" saa det ser ud som om bygningen er bygget ind i et bjerg. Godt taenkt...
Vi havde ikke faaet det helt store at spise, saa efterhaanden som den ene halve time slugte den anden begyndte vore maver at rumle noget - og jeg tror ikke at det er loegn naar jeg siger, at Fie var ved at doe af sult - det loed i hvertfald saadan naar hun beklagede sig. Hun mener nu ogsaa selv at jeg var ved at miste hende der, saa det var godt vi endelig naaede frem i Bargo og fik taendt op i gasblussene.
Den aften i Bargo faldt himlen ned om oererne paa mig og tog mig med paa en tur blandt stjernerne, englene sang og alt var lykke og idyl; FIE LAVEDE KARBONADER MED STUVEDE AERTER OG GULEROEDDER TIL MIG... Sig mig lige, hvor priviligeret har man lov til at vaere, at sidde i en bette campervan paa Lars Tyndskids ploejemark og faa serveret det bedste mad som overhovedet taenkes kan... Den dau, den glemme a alle, det er helt sikkert!!!

Dette var saa enden paa endnu en beretning fra vores fantastiske tur rundt i Australien.
Den resterende uge ved jeg ikke lige hvornaar vi faar tid til at skrive om (men vi skal nok faa det gjort hurtigst muligt!) for i morgen faar vi vores nye bil og saa starter anden halvdel af vores eventur.

Men indtil naeste gang, saa lad endelig hilsner, e-mails og sms`er havle ned over os - det er ved at vaere rigtig laenge siden vi har hoert fra flere af jer - haaber at intet nyt er godt nyt.

Ha det bra.

Hilsner, kram, knus og kys fra

Fie og Christobal

Ps: Vi har faaet nyt tlf. nr. og kan nu fanges paa: +64 0210427764