... Lav dig lige en kande kaffe og saet dig godt til rette, for det er noget af en smoere der foelger...

Dag 4 gik turen fra Tennant Creek til Kings Canyon - en tur i 42 graders varme over 993 km. Landskabet var stadig oerken, men efterhaanden som vi bevaegede os laengere og laengere ind i landet blev jorden gradvist roedere og roedere - et lidt besynderligt syn, denne roede jord, men utroligt flot.
Mellem TC og Alice Springs stoeder man paa nogle klippeformationer, Devils Marbels, som vind og vejr har "slebet" kugle runde - et ret bizart syn, men utroligt smukt og betagende.
Undervejs fra TC til KC gjorde vi holdt i AS for at finde ud af hvor vi kunne faa os et nyt reservehjul til bilen. Vi mente jo nok, at det burde vaere udlejningsfirmaet som skulle daekke denne omkostning, men vi var langt fra sikre paa et de var af samme opfattelse, saa vi var forberedte paa at skulle bruge en del tid paa at parlamentere med dem ang. denne udgift. Det viste sig dog, at de var rimeligt forstaaende, og inden laenge var vi blevet udstyret med en adresse paa en mekaniker i AS, hvor vi kunne koere hen og faa et nyt daek paa hjulet, saa inden der var gaaet en time var vi igen paa vej ud af byen med et funklende nyt daek, godt lettede over, at vi ikke havde behoevet at bruge flere resurcer paa den sag...
Efter Alice ville vi have vaeret forbi Rainbow Valley, en dal, ca. 22 km. fra Steward Highway, hvor der skulle vaere den mest fantastiske udsigt. Det viste sig saa bare, at vejen (de 22 km) som forbinder dalen med resten af verden, var en grusvej i MEGET daarlig stand, saa vi maatte desvaere vende om efter ca. 100 meter og opgive foretagendet...
Naa, men saa var det jo bare om at se at finde ind til omraaden omkring Kings Canyon, hvor vi skulle overnatte - en tur paa godt 200 km. Men f..... om vi ikke stoedte paa endnu en grusvej... AAARGH... Denne vej kunne vi naturligvis heller ikke koere paa, saa istedet for en bette smuttur paa 200 km, skulle vi nu koere en omvej saa vi nu pludselig havde 450 km foran os!!! Pis pis pis pis... Men der var jo ikke andet at goere end at kaste os ud i det. Heldigvis, kunne vi tyde paa vores kort, var der en tankstation ca. midtvejs, saa vi regnede nu nok med at kunne klare den. Der var saa bare lige det ved det, at den tankstation vi havde fundet paa kortet var "loebet toer" for blyfri benzin! UPS!!! Saa var gode dyr raadne, men hva filan skulle vi naesten goere andet end at fortsaette og haabe paa at vi kunne naa frem til den naeste tank og saa bare haabe paa, at der her var mulighed for at tanke...
Vi koerte MEGET oekonomisk de foelgende 200 km og med 50 km igen begyndte "den lille lampe" at lyse... Jeg var 100 % paa at vi ikke ville naa frem og dermed var noedt til at overnatte i oedemarken og naegtede derfor pure at stoppe bilen saa Fie kunne knipse et par billeder af solnedgangen over de smukke bjerge. AAARGH, for fanden da skat!!! Nix, det gaar ikke min pige. (punktum!) Men frem naaede vi da - til en lukket tankstation!!!!! Den havde, efter vores tidsregning, lukket for 40 minutter siden, men det viste sig heldigvis, at vi havde glemt at stille uret en halv time tilbage, saa det var reelt kun 10 minutter siden de havde lukket og personalet trissede stadig rundt inde paa tanken og det endte da ogsaa med at vi fik tilladelse til at fylde tanken...
Dagen tog sin afslutning paa en ganske fin campingplads, med en rigtig udemaerket pool - i selskab med en milliard graeshopper og myg (jeg havde ikke opdaget myggene og var derfor sikker paa at Fie var hysterisk da hun blev ved med at hyle over dem, men det viste sig at den var god nok, i hvert fald blev hun bidt, vel omkring et par tusinde gange, fra top til taa...)

Dag 5 stod paa udflugt til Kings Canyon. Vi koerte derud, parkerede og begav os, udstyret med 10 liter vand og vores utroligt smarte fluenet (nettene bliver monteret paa en hat) ud paa den 5 km lange gaatur rundt i dette enestaaende landskab.
Kings Canyon minder paa mange maader om Grand Canyon i USA (ikke at nogen af os har vaeret der (endnu!)) som de fleste af jer jo nok har set endten paa billeder eller i tv. Turen var rimelig haard, men det var det hele vaerd.
Det foerste stykke af turen var ret stejlt op ad bakke, indtil man kommer til et plateau hvor der er den mest fantastiske udsigt ud over omraadet. Vi fik, bla., taget nogle super seje billeder af hinanden, hvor vi sidder paa et klippefremspring ud over dalen, med vel omkring 100 meter frit fald under os - ret graenseoverskridende for en mand som mig, der bliver svimmel hvis jeg traeder op paa en kantsten, men vildt fed foelelse bagefter...
Efter yderligere ca. 1 km kom vi til et meget groent omraade som, via en lille kloeft, foerte os til en lille soe, kaldet Edens Have, midt inde i dette, ellers knas toere, klippelandskab. Her tog vi os et lille hvil og noed de smukke omgivelser, inden vi begav os det sidste stykke op af det sidste bjerg og tilbage mod parkeringspladsen.
Her fra gik turen saa videre mod Yulara, som er omraadet omkring Uluru (Ayers Rock) og Kata Tjutu (The Olgas) Varmen i omraadet havde vaeret ret intens og kombineret med strabadserne fra gaaturen var vi noget matte i betraekket da vi endelig naaede frem til campingpladsen...

Naeste morgen (dag 6) stod vi op kl 04.00 (troede vi!) for at koere ud til Kata Tjutu og se solopgangen. Det viste sig saa bare, at da vi kom ud til indgangen til nationalparken var der stadig lukket! DOOOOH... Igen havde vi kaget i det der med at stille klokken (uret paa vores telefoner, som fungerer som vaekkeure), saa vi var der en halv time foer de aabnede!!! Naa, men tilbage i koejerne med os for lige at faa sovet en helv time inden parken aabnede...
Selve solopgangen var lidt skuffende. Det var bestemt ikke fordi det ikke var flot, men vi havde en forventning om, at de, i forvejen, knald roede klipper, ville blive naermest helt pink i solopgangen, hvilket ikke helt skete...
Efter at solen var brudt frem bag horisonten og vi havde faaet taget de obligatoriske 500 billeder, begav vi os de sidste 25 kilometer ind til stenene for at tage ud paa en 6 km rundtur rundt i landskabet.
Undervejs derind kom vi pludselig forbi en flok vilde kameler! som gik og nippede af de sidste toere totter graes som solen endnu ikke havde faaet bugt med. Kamelerne blev indfoert til Australien da den hvide mand begyndte at udforske landet (de kunne, i modsaetning til heste og aesler, holde til de intense varmegrader) og flere steder lever de nu vildt blandt kaenguruer, emuer og anden oprindelig fauna.
Paa turen rundt i Kata Tjuta (igen utroligt varmt og utroligt mange fluer!) kom vi til at gaa bag en gruppe, hvor der bla. var en engelsk dame med et kunstigt ben. Vi var meget imponerede over at hun kunne slaebe sig rundt her, for turen var rigtig haard og bestemt ikke for boern. Man kan hvad man vil... Er det ikke saadan man siger???!!!
Paa et tidspunkt er jeg kommet lidt foran Fie og gaar og noerkler lidt med kameraet, da hun pludselig udbryder nogle ret hoeje ord, meget hurtigt efter hinanden. Da jeg ser op er der en kaenguru der loeber/hopper tvaers over stien vi gaar paa, ca. 10 meter laengere fremme. Godt nok et underligt dyr, saadan en kaengoejser og heldigvis naaede vi lige at faa skudt et billede af kraeet inden den forsvandt i noget krat...

Vi havde egentlig snakket om at tage ud til Uluru den efterfoelgende morgen for at se solen staa op, men paa vej tilbage fra Kata Tjute blev vi alligevel enige om at tage ud til Uluru, gaa en lille tur og blive der og se solen gaa ned i stedet (vi orkede vist ikke rigtig at skulle saa tidlig op igen!) senere paa dagen.
Foerst stod den dog paa et par timers afslapning i poolen paa campingpladsen - og en gang toejvask, som toerrede paa en halv time!!! Jow, det var VIRKELIGT varmt!
Det er en rigtig underlig fornemmelse at naerme sig denne enorme kolods, som rejser sig af det roede oerkensand midt i ingenting. Man har jo set utallige billeder af den (og mormors malerier c",) men pludselig af vaere her og se den i levende live, det var godt nok underligt...
Stenen er, ganske som paa billederne, knald roed. Og ufattelig stor. Naar man kommer helt hen til den bliver man naesten lamslaaet. Siderne rejser sig naesten lodraet op og er, paa det hoejeste sted, 348 meter hoej (til sammenligning er det mere end 8 gange hoejere end rundetaarn i kongens Koebenhavn!) og en gaatur omkring den tager ca. 2.5 timer! Flere steder omkring stenen er der hulemalerier udfoert af aborigionalerne for gud ved hvor mange aar siden. Omraadet er i dag "givet tilbage" til de oprindelige ejere (aborigionalerne) som ogsaa driver parken. Paa en baenk ved stenen saa vi en af disse "parkrangers" som maa have vaeret paa arbejde. I hvertfald laa han, ifoert parkarbejdernes officielle uniform, stang stiv, halvt sovende og "holdt oeje" med de besoegende. Jeg sneg mig til at tage et billede af ham, hvilket medfoerte en del raaben (ugabugga!) fra en kvindlig ansat (indfoedt). Dette vaekkede den sovende ranger, som ogsaa begyndte at tale, meget uforstaaende, i vores retning. Vi gjorde som om vi ikke var klar over at det var os de henvendte sig til, lod som ingenting og begav os ud mod bilen igen...
Solnedgangen var, ligesom solopgangen over Kata Tjute, lidt skuffende, men bestemt stadig utroligt smuk...
Tilbage paa campingpladsen var Fie blevet noget sloej (sikkert varmen + for lidt at drikke), saa hende var der ikke meget spraeld i den aften. Det var der til gengaeld i mig da jeg pludselig fik oeje paa 2 fyere som vi havde set paa den campingplads vi boede paa i Tannant Creek - og som vi var 99,9 % sikre paa vidste lidt om hvor vores koed og juice var forsvundet hen... Jeg var jo straks helt oppe paa maerkerne og hoppede rundt som en tam vild - "skal vi sige noget til dem - skal vi sige noget til dem???" Fie vaagnede dog op til daad og fik mig overbevist om, at det nok ikke var en god ide at lave en "scene", og saadan blev det saa...

Paa 7. dagen begav vi os mod byen Coober Peedy, som er stedet hvor 80 % af verdens opaler bliver fundet.
Vi koerte de 739 km i 42 graders varme gennem et landskab som blev stadig mere goldt og oede, og efterhaanden som vi naermede os Coober skiftede jorden farve fra knald roed til naesten krid hvid. Da vi var indenfor 50 km fra byen begyndte der at dukke smaa "sukkertoppe" op i landskabet. Vi erfarede senere, at de stammer fra jordejernes udgravninger, hvor de borer nogle huller i jorden, ca. 1 meter i diameter og op til 35 meter dybe, i jagten efter opalerne. Er der mange "sukkertoppe" taet paa hinanden er det et sikkert tegn paa at der er fundet megen opal i omraadet. Det bizare er, at man ikke daekker disse udgravninger til igen - ja man har ikke engang pligt til at afskerme hullerne, naar men er faerdige med at bore. De staar bare som forladte aabne kratere. I alt mener man at der i omegnen af 260.000 af disse huller omkring byen (iinden for en radius af smaa 100 km), saa det er sgu med at hulde tungen lige i munden hvis man en moerk nat begiver sig hjemover efter en vaad aften i byen!!!
Vi indlogerede os paa en campingplads, hoppede et smut i poolen, fik os noget aftensmad, lidt vin og andet godt og saa i kassen.

Dag 8 stod paa rundtur i Coober. Vi havde koebt en guided tur, men det viste sig at vi var de eneste der havde tilmeldt os turen, saa der var mere end plads nok i turbussen. Turen boed paa et besoeg i en katolsk kirke, hugget ind i klipperne, hvor vi var saa heldige at overvaere en daab. Derefter stod den paa et besoeg paa en gammel mine (i et omraade hvor opalerne havde ligget saa hoejt at man ikke havde gravet miner, men blot skrabt jorden vaek paa overfladen) hvor vi fik lov til at rode lidt i jorden i et naivt haab om at stoede paa en opal eller to. Til sidst var vi paa besoeg i en egentlig opalmine, som i dag er udtoemt og fungerer som museum. Alt i alt en rigtig spaendende tur som havde givet os blod paa tanden, saa da vi var tilbage paa campingpladsen besluttede vi os for at proeve lykken som opaljaegere igen og vi koerte tilbage til den aabne mine og gjorde et nyt forsoeg, og sandelig om det ikke, efter ca. 2,5 timers soegen, var lykkedes os at finde 3 stykker opal (ganske smaa godt nok, men opal, det er det...) Jubiiiii.....
Jeg havde gjort en stor indsats for at faa Fie til at smoere sig godt og grundigt ind i et tykt lag factor 20 solcreme og samtidig fortalt hende, at jeg skam ikke behoevede at smoere mig ind, da min hud efterhaanden var blevet vennet til solen (jeg har laederhud bette pige!) Dette resulterede saa bare i, at min ryg, efter 2,5 timer i den stegende hede, var blevet roedere end roed og meget oem! Dd. er jeg stadig ikke faerdig med at skalle af - er vel ved mit 4. lag, skoent det efterhaanden er smaa 20 dage siden vi forlod Coober!!! Flot Kedde klog!!!
Tilbage i byen havde vi besluttet os til at tilbringe natten i et motel som er hugget ind i klipperne. Varmen i omraadet kan i de varmeste maaneder naa op paa over 50 grader i skyggen, saa det eneste sted det er til at holde ud at opholde sig er under jorden, hvor temperaturen konstant ligger paa 23 - 25 grader - meget behageligt... Det er saadan, at ca. halvdelen af byens 3500 indbyggere bor i disse saakaldte "dugouts". Disse dugouts blev i starten hugget direkte ind i klippesiderne, men efterhaanden som der ikke var flere klippesider at hugge ind i, begyndte folk paa at bygge et helt normalt hus paa overfladen, hvorefter de saa gravede ud under huset saa de havde 2 - 3 sovevaerelser under jorden. Ganska smart maa man sige, men ved gud ogsaa omstaendigt...
Efter et dejligt koeligt bad koerte vi ned i byen for at faa os noget at spise. Vi endte paa Joes Diner, hvor Fie fik en pebberboef og jeg nappede en T-bone staek. Min steak var rigtig god, hvilket Fie`s i bund og grund ogsaa var. Der var bare lige den hage ved det, at den pebbersovs den var soelet ind i, var saa staerk som noget vi aldrig har smagt foer. Den var saa staerk at den umuligt kan kategoriseres som menneskefoede og var simbelthen umuligt at spise. Da vi skulle betale kunne jeg ikke naere mig og spurgte tjaeneren om de egentlig vidste hvor staerk deres pebbersovs var, hvortil han bare smilte og svarede, at jow jow da, det var de skam sagtens klar over... Jaaahmen Gurli, kunne man da ikke lige have gjort saadan et par halvsarte turister som os opmaerksomme paa det da vi bestilte... Kan sgu stadig maerke sovsen braende i halsen... Powha!!!!!!!!!!
Oven paa saadan en omgang var der simpelthen ikke andet at goere end at skynde os hjem paa terrassen og skylle efter med rigelige maengder rosevin og koelige pilsnere mens vi noed synet af solnedgangen over byen... Smukt...
Den nat i Coober Peedy, den glemme a aldrig. (Rolig Mik!) Vi havde en fane (eller en moelle, eller hvad man nu lige kalder saadan et krae!) i vores campervan som kunne koele os lidt ned, men det havde naeppe vaeret meget under 30 grader om natten siden vi startede paa turen, saa det var naermest som at komme i himlen at sove i en normal seng i 23 - 25 dejlige koelige svalende grader (og saa var der sgu tv paa vaerelset - men ingen tex ttv!!!)...

Dag IX koerte vi mod aystraliens sydkyst og byen Port Lincoln. Vejret skiftede fra de uudholdelige 42 grader til dejligt svalende 30 grader ca midt paa dagens 888 km lange straek.
I port Lincoln skulle vi besoege en australsk pige, Tegan, som rejste i den samme gruppe som jeg i Cambodia og Vietnam. Hun havde faaet nogle af mine boeger med sig hjem da hun forlod Vietnam og jeg havde laant nogle af hendes, saa dem skulle vi lige have byttet tilbage igen.
Tigan fik sit kamera stjaalet i Cambodia, saa hun havde faaet en kopi af mine billeder braendt over paa en CD, som hun saa havde faaet fremkaldt, saa der blev da brugt nogen tid paa at gaa dem igennem og tegne og fortaelle om de ting vi havde oplevet der.
Det var nu egentlig en vaeldig hyggelig aften hvor vi blev introduceret for australsk BBQ hos hendes foraeldre. Faderen er af tysk afstamning og moderen vist oprindelig af engelsk herkomst og de var nogle rigtig gemytlige mennesker, men ligefren at koere en omvej paa 7 timer for at afligge dem et visit, det var sgu nok lige i overkanten - men naa, saa fik vi da set en lille smule af de kanter ogsaa...

Tiende dag boed paa 806 km til australiens mest kendte vinomraade; Barossa Valley, hvor blandt andet vinen Jacobs Creek (som kan koebes i en hver dansk butik med et nogenlunde velassorteret vinudvalg). Temperaturen laa stadig paa ca 30 grader - skoent.
Landskabet skiftede op af dagen fra frodigt groent kystklima til det smukkeste bakkede marklandskab med svajende kornmarker, svaler der legede i vinden og smaa hyggelige landeveje - flere steder med traer paa begge sider af vejen, saa man foelte man koerte ned ad en alle. Det var bare saa enestaaende et landskab og da specielt da solen saa smaat begyndte at gaa ned og farvede himlen og markerne i den smukkeste pink/roede farve jeg nogensinde har set. Faar sgu gaasehud bare ved tanken...
Da vi ankom til den campingplads vi havde udset os, viste det sig at vi var lidt for sent paa den (klokken var 21.00) og pladsen var lukket. Vi slog saa lejr paa en lille parkeringsplads uden for pladsen og gik til koejs (fik selvfoelgelig de obligatoriske 5 spil yatzy og et par gevesender inden...)

Dag 11 var afsat til sightseeing i Barossa Valley, hvor vi havde udset os nogle vingaarde vi ville afligge et vicit. Vingaardene i BV er, sammenlignet med de franske og italienske vingaarde, forholdsvis smaa (ofte familieforetagender). De har allesammen et lille vinudsalg, somregel indrettet i et rigtigt hyggeligt hjoerne af en gammel lade eller stald, hvor man saa faar et menukort og faar en lille smagsproeve paa de vine man syntes ser interessante ud. Vi besoegte foerst en utrolig hyggelig (mor ville nok sige idyllerisk c",) vingaard, Rockford, hvor vi endte med at koebe 2 hvid og 2 rosevine. Der naest tog vi ud til Jacobs Creek, som er det sted hvor den foerste vin blev bryggrt i BV og vel ogsaa den mest beroemte af vingaardene i omraadet. Her koebte vi en hvid, en rose og en roedvin. Herefter koerte vi lidt rundt i dalen og fandt bla. en bakketop hoejt haevet over omraadet og med den smukkeste udsigt over det meste af dalen.
Vi koerte tilbage til campingpladsen (hvor vi nu var kommet ind!), stillede vognen og begav os op mod byen for at faa noget frokost. Vi ville egentlig have spist paa et vinslot, Chateau Tanunda, men desvaerre var restauranten her lukket. Helt forgaeves var turen dog ikke, for slottet var virkelig smukt, omgivet af saavel en gammel krikketbane som en gammel, utrolig hyggelig, crokket bane i den gamle have. Inde paa slottet var vi lidt rundt i en hal hvor de, i den ene ende, har vinene lagret paa enorme egetraesfade og i den anden har deres kig-ind-udse-smag-og-koeb omraade.
Vi trissede herefter op i byen og fandt et bette sted hvor vi fik os en sandwich og en friskpresset juice, inden vi igen begav os hjem paa campingpladsen, hvor vi havde den hyggeligste eftermiddag/aften/nat i selskab med 25 spil yatzy og dagens indkoeb af super god vin og koelige pilsnere. Livet er sguda herligt...

Det var alt for nu kaere venner.

Skal lige berette, at vi i dag er kommet til New Zealand. Vi er i Christchurch hvor vi bliver et par dage inden vi tager ud i landet i en lejet campervan.
De resterende historier fra Australien samt starten paa vores tur i New Zealand bliver lagt paa siden hurtigst muligt.

Skal lige minde om, at mit australske telefon nr. naturligvis ikke duer laengere, saa hvis i skal have fat paa mig maa I (i noedstilfaelde) ringe til Fie`s danske nummer. Jeg regner med at faa mig et NZ nummer en af de naermeste dage, men indtil det sker maa i fange mig gennem min sekretaer c",)

Haaber I alle har det rigtig godt.

De kaerligste knus og kram fra

Fie og Christer