Beaulieu, Frankrig – Genoa, Italien

The Last Rough Ride

Ja, den skulle jo komme før eller siden. Jeg taler her om vinterkulden, som jeg det sidste 1 ½ år har forsøgt at snige mig udenom. Efter en uges stegende solskin og bikinivejr i Monaco begyndte de kolde vinde at dominere 5-døgns prognosen.

Efter Yacht showet i Monaco skulle vi forlade Monte Carlo samme dag, så vi kastede anker i en lille bugt ud for Beaulieu i Frankrig. Det viste sig at flere yachts havde samme plan, og blandt dem motoryachten GOGA, hvor mine gamle venner fra Dolce nu er ansat. Katie, min tidligere stewardesse kollega og roommate, og hendes kæreste Travis og jeg mødtes til middag inde i Beaulieu en aften. Bestemt interessant at høre deres historie siden de forlod Dolce. Deres nye båd er ikke den optimale arbejdsplads, men som et par kan det være rigtig svært at finde arbejde sammen og man kan være langt mindre selektiv. GOGA er ejet af arabere, festlige arabere, der bruger deres yacht som et fristed for ludere, pushere og andet godtfolk. Må godt nok indrømme at jeg er glad for at det ikke er mig der skal forsøge at udøve 1. klasses service ombord på den båd.

Efter et par dage i Beaulieu begyndte vejret som tidligere nævnt at vise sin mindre behagelige side. Vi havde desværre ikke nogen mulighed for at komme i havn før d. 1. oktober, hvor vi havde booket en havneplads i Genoa. For når man har en længde på 43 meter, er det jo ikke lige sådan at dukke op uanmeldt og forvente at der er plads. Vi havde med andre ord ingen anden mulighed end at blive for anker i Beaulieu. Op omkring den 27. sep. blev vejret så alvorligt at det var for farligt at blive. (Ja, det kunne jeg godt have fortalt vores kaptajn Mark, efter jeg først triller ud af min køje og slår hovedet ind i skabet. Næst forsøger jeg at børste mine tænder inde på badeværelset, men må opgive da jeg er alt for tæt på at kaste op af søsyge – alt sammen mens vi blot ligger for anker!).

Det er altså for farligt at blive, hvilket selvfølgelig betyder at vi må sejle videre. Ikke ligefrem den mest fortrøstende tanke når bølgerne nærmer sig 3 etagers højde. Vi får dog sat båden klar til søs, men idet vi hiver ankerne op går motoren ud. Normalt ikke noget problem for vi har to, men en af vores motorer er i forvejen ude af drift siden turen fra Tyrkiet. Vi driver nu i storm og blæst, uden nogen form for kontrol, faretruende nærmere og nærmere klippekysten. Vi forsøger at kaste ankeret ned igen for at holde os fra kysten, men uden held da ankerkæden har sat sig fast. Vi løber alle forvirrede rundt i stress og frustration over ikke at kunne hjælpe. Heldigvis for lykkedes det Matthew, vores mekaniker, at få lokket motoren i gang igen inden vi når ind i den alvorlige farezone. Men noget af en forskrækkelse vi fik os der. 8 timer senere i Genoa, kunne vi alle ånde lettet op, da det viste sig at vi kunne få plads allerede samme dag. Puhh… sidste sejllads sikkert overstået. Her skal båden ligge over vinteren og op ad vandet så vi kan få repareret motorer og maling. Genoa er også mit sidste stop ombord på Christianne B, da jeg forlader båden og rejser til Sydney d. 3. oktober.