Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
jordenrundt » Beretninger » Guyaquil, Ecuador

Guyaquil, Ecuador

Guayaquil til Puerto Ayora


 


Da vi kom ind i Ecuador overnattede vi først en halv nat i Guayaquil, naeste morgen tidligt op og af sted til lufthavnen for at se om der skulle være nogle last minute afgange til Galapagos ørne. Den lille øgruppe ligger midt på ækvator og lidt over 1000 km vest fra fastlandet. Øerne blev i sin tid dannet af et vulkansk hotspot og de fleste af vulkanerne der er stadig aktive. Nok om det, i første omgang handlede det bare om at komme dertil, hvilket ikke er det letteste, da de fleste besøgende har booket og betalt deres rejse mange måneder i forvejen. Heldigvis, for os, var der et par som missede deres morgenfly fra Guyaquil til Galapagos – så af sted var vi. Det selvom vi kun havde 10 minutter til at nå fra check-in til gaten. Selvfølgelig satte vi metaldetektoren i gang, og vi endte med at efterlade en del habengut hos den heldige herre med våbenscanneren for at nå vores fly. Guderne vide hvad han vil stille op med diverse opladere og hårprodukter som vi donerede mod at komme hurtigere igennem køen.


 


Efter kun halvanden time i luften og 400 dollars op af lommen satte vi endelig fod på de legendariske øer. Lufthavnen ligger på den lille ø Baltra (ja, frem med kortet venner!). Allerede her blev de fleste afhentet af fine herrer i nystrøgne polo shirts med store navneskilte. Vi måtte derimod finde vores egen vej til den lille fiskerby Puerto Ayora der ligger på øen Santa Cruz. Heldigvis er vi jo ikke de første der har taget den tur og det lykkedes os da også at komme med to forskellige busser og færge uden at komme på nogen nævnelsesværdige afveje. I Puerto Ayora fandt vi husly hos nok byens ældste ægtepar, minilille værelse, uden vinduer, badeværelse eller dørhåndtag, men billigt var det (normalt ikke et ord der kan sættes i sammenhæng med noget på galapagos øerne).


 


De første dage gik med at arrangere et cruise. Den bedste måde at se øerne (og her taler vi selvfølgelig hovedsageligt om det fantastiske dyreliv der findes på øerne) er nemlig fra båd. Der findes et stort udvalg af skibe – lige fra større luksuslinere til budget fiskerkuttere der arrangerer cruises omkring øerne. Men fælles for dem alle er, at de skal have en national guide ombord (da galapagos øerne er en national park) og at de har en, af parken, på forhånd fastsat rute som de må sejle. Det lykkedes os at sætte et forholdsvis billigt otte dages cruise op med en last minute deal. Vi endte med at betalte 1300 dollars, hvorimod resten af passagererne betalte 2000 dollars for samme tur. Alt i alt en god pris, og det skulle vise sig at Ruben, vores guide, og Aida Maria, som vores båd hed, var værd hver en cent. 


 

Beretnings info

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd